De tyske kirkedage var for meget ”feel good”

De tyske kirkedage tog livtag med fremtidens udfordringer, men var for konsensussøgende og manglede teologisk dybde, mener provst Leif Arffmann

De 33. tyske evangeliske kirkedage i Dresden den 1.–5. juni var en imponerende foranstaltning. Med officielt 120.000 deltagere satte kirkedagene sit præg på byen i alle henseender og i alle hjørner.

LÆS OGSÅ: Krig og atomkraft prægede den tyske kirkedag

Overalt i byen så man mennesker med grønne tørklæder, som markerede deltagelse i kirkedagene, men som også fik mig til at overveje, om jeg snarere var havnet i en større økologisk forenings årsmøde.

Omverdenen var i fokus
Det hang sammen med, at kirkedagene især fokuserede på kirkens forhold til omverdenen, det vil sige det globale ansvar og de politiske konsekvenser heraf. Det var derfor nærliggende at koble den tyske militærindsats i Afghanistan hertil, programmatisk udtrykt af tidligere biskop Margot Kässmann: ”Man bør ikke bombe Taliban, man bør snarere bede med dem.”

Kirkedagene tog generelt livtag med fremtidens udfordringer, herunder også forholdet mellem kristendom og islam - et tema, der blev behandlet ud fra mange forskellige synsvinkler.

Det er dog mere korrekt at sige, at det var forholdet mellem de kristne og muslimerne, især i Tyskland, som blev sat under lup. For der var ikke tale om dybdeborende analyser, endsige teologiske dybdeborende teologiske diskussioner, snarere udveksling af synspunkter og markeringer af mere personlig karakter.

Er det nok at sige, at vi skal være gode ved hinanden?
Disse markeringer havde ofte det fortegn, at de skulle vise, at der ikke var de store forskelle mellem kristendom og islam, når det således gjaldt den mystiske tradition, kvindens stilling i religion og samfund, og når det gjaldt synet på seksualiteten.

Dette skabte en ”feel good”-stemning, som tilhørerne hilste velkommen med højlydt applaus, hver gang oplægsholderne udviskede forskellene mellem religionerne, på samme måde som bifaldsytringerne voksede i styrke, når kirkens indsats til fordel for det grønne miljø blev efterlyst, og når der blev udtrykt ønske om, at vi alle skulle være gode ved hinanden.

En for mig mere markant teologisk betragtning blev leveret af den islamiske kvindelige teolog Hamideh Mohagheghi, som, i korte træk, opsummerede Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram og argumenterede for at overføre det til tolkning af Koranen.

Dette understreger blot, hvor vigtigt det er, at de teologiske indsigter formidles i forkyndelsen, hvad enten det sker til fredagsbønnen eller til søndagsgudstjenesten, og at forkynderne er veluddannede til at forestå denne formidling.

Sekulariseringen er en væsentlig udfordring
Et tema, der blev underkastet en mere grundig behandling, var kirkernes (især de evangeliske kirkers) status i Øst- og Mellemeuropa.

Dette anliggende kræver fortsat meget bearbejdning, da kirkerne meget ofte har forstået sig som folkekirker, men er blevet marginaliseret af de kommunistiske regeringer før 1989, lige som folkeflytninger i forlængelse af 2. Verdenskrig har skabt dybe sår i kirkernes forståelse af sig selv i forhold til regeringerne og det folk, kirkerne skulle være kirke for.

I den anledning blev temaet højreekstremisme taget op i form af rollespillet "Må man konfirmere en nazist?", hvor man i plenum diskuterede, hvordan kirken skulle forholde sig til nynazister og højreekstremister.

Sekulariseringen under kommunismen og den deraf følgende lave tilslutning har ikke gjort forholdene nemmere, og sekulariseringen blev da også taget alvorligt i flere kirkedags-temaer, såsom ”Gott ohne Welt – Welt ohne Gott” (Gud uden verden – Verden uden Gud).

Spiritualiteten byder på mangfoldige trosudtryk
Svaret på sekulariseringens udfordring var på de tyske kirkedage sat sammen af genopdagelse af ny spiritualitet, enten i musikalsk klædedragt eller individualismens ”Alt for damerne”-ideologi, hvor det handler om at finde sit eget selv.

Dette er endog også tilfældet for mænd, ja en ny mandlig spiritualitet blev præsenteret af Richard Rohr, en amerikansk franciskanermunk. Denne antager form af initiationsriter, der dog mere fik mig til at associere til overlevelsesweekender og kanindræberkurser.

Det er dog utvivlsomt nødvendigt at lade spiritualiteten få en plads i den kirkelige dagligdag og i den enkeltes trosliv, men mulighederne er her så mangfoldige, at det er en voldsom opgave at skulle tildele teologiske stempler til spiritualitetens enkelte udtryksformer.

Disse kan fra Dresden sættes i Elben og dermed nå de nordlige egne, hvor vi i den danske folkekirke kan tage imod de tanker og overvejelser, som andre har gjort for os.

Leif Arffmann er provst i Vejle Provsti.