Luthers forståelse af bod er blevet fremmed for os

”For Luther var talen om syndernes forladelse uløseligt knyttet sammen med, at han forstod sig selv som synder. Synd og skyld var et hængedynd, som han hang uhjælpeligt fast i, og som han ikke selv kunne gøre sig fri af. Derfor var det en overvældende, befriende glæde for ham at høre, at han var sat fri. Men moderne mennesker går ud fra, at de kan hjælpe sig selv, og hvis de ikke kan, er det ikke deres skyld. Dermed bliver syndernes forladelse temmeligt ligegyldig.”

Og syndernes forladelse har da også svære betingelser i en tid, hvor tanken om egen skyld er mennesket fremmed, pointerer Thomsen.

”Hverken præster eller folk i almindelighed mener, at de har skyld. Skyldfølelse – ok. Men hvis man er plaget af det, går man til psykolog for at få fjernet den følelse. At skyldfølelsen kunne komme af, at man var skyldig, er en fjern tanke. Man går ud fra, at det stort set er i orden med mig. Man har lært at acceptere sig selv, som det hedder. Man kunne også sige” tilgive sig selv”. Så er der ikke meget at bruge Guds tilgivelse til. Interessen i syndernes forladelse er højest en ekstra forsikring: Skulle der alligevel mangle noget et eller andet sted, så kan man regne med, at det dækkes med syndernes forladelse.”

Syndsforladelsens banalitet i dag
For Luther var syndsforladelsen ingen banalitet, som den ifølge Niels Thomsen er i dag. Han fortæller om kirken i Wittenberg, hvor Luther ofte prædikede.

”Jeg boede i Wittenberg i godt et års tid og viste mange gange danskere altertavlen i den gamle sognekirke, hvor Luther har holdt de fleste af sine prædikener. Den er malet af Luthers nære ven Lucas Cranach og malet i Luthers levetid. Et af billederne undrede de fleste danske. Det er en trefløjet altertavle, hvor vi til højre ser en luthersk præst, der tager to mænd til skrifte.”

”Den ene er skildret knælende og ydmyg. Han modtager sine synders forladelse, symboliseret ved at skriftefaderen rører ved ham med en nøgle. Der bliver låst op for ham, så han bliver fri af syndens fængsel. Den anden mand derimod er malet som en fræk laps med klæder i prangende farver og har endog et lille sværd ved siden. Han er alt andet end ydmyg. Han vender ryggen til skriftefaderen og er på vej bort. Skriftefaderen holder sin nøgle tilbage, og man ser, at hans hænder er bundne. Han er stadig bundet af synden.”

Betydningen af altertavlen er for Niels Thomsen klar.

”Det er skriftemålet, Cranach har fremstillet. Betydningen af skriftemålet på Luthers tid ses her af, at Cranach ved at sætte det sammen med dåb og nadver er nær ved at regne det lig et sakramente. Der er så yderligere en pointe i, at skriftefaderen her er et portræt af den daværende sognepræst ved kirken, Luthers ven og skriftefader Johannes Bugenhagen.”

En katolsk Luther?
Skriftemålet som en måde at gøre bod på kan lyde mere katolsk inspireret end evangelisk-luthersk. Boden er jo et af de syv sakramenter i den katolske kirke. Men det behøver ikke at være forbeholdt katolikker at fokusere på skriftemålet ifølge Luther.

”Luther holder ubetinget fast ved skriftemålet og ved boden, som man kaldte det. I grunden startede hele reformationen med det spørgsmål. Afladshandelen blev af afladskræmmerne og folk forstået sådan, at man kunne købe sig fri af skærsild og evige straffe. Efter Luthers mening var afladshandlen en måde at mekanisere anger og bod på, så dens alvor forsvandt. Men uden anger, uden at mennesker vedkender sig deres skyld, bliver talen om syndernes forladelse bare en anledning til frækhed.”

Og denne ”mekanisering” af angeren ser Niels Thomsen også i dag.

”Det er en pille, der er svær at sluge både for moderne danske folkekirkekristne og for nutidens præster, der ikke vil høre om synd og skyld og anger. Men så kan man heller ikke forstå den overstrømmende glæde og befrielse, som Luther tog til sig ved tilsigelsen af syndernes forladelse. Vores mekaniske tale om syndernes forladelse er en moderne afladshandel, hvor vi bilder hinanden ind, at vi kan købe syndernes forladelse for kirkeskatten.”