Mens det er historisk forståeligt at Luthers samtid fejrede ham på baggrund af hans flittige brug af en form for esoterisk obscuritas, som vel er opstået i hans klosterliv, er det overraskende at se denne gentaget og rost af en moderne kirkens mand.

Når Luther bliver konfronteret med det uomtvistelige faktum, at der er mange dunkle steder i bibelen og så svarer "Hvad kan mere være dunkelt efter, at stenen er væltet fra graven?' er der netop tale om en dunkel esoterik, der ikke på nogen måde kan nå eller tilfredsstille et moderne menneske. Det er og bliver noget delphisk nonsens.

Den lutherske grundtanke om, at vi ikke kan gøre os fortjente til frelsen er derimod indlysende rigtig - og et godt argument imod aflad mm. Men vi må holde fast i, at det er muligt at gøre sig fortjent til fortabelsen. Vi kan altså ikke påregne frelsen uanset om vi er døbte eller ej, om vi har modtaget Guds ord eller ej, men vi kan godt fortabes selv om vi har gjort vort yderste for at leve efter Guds ord.

Hvad skulle da kunne afholde os fra at overgive os til hovmodet, griskheden, nydelsessygen, misundelsen, frådseriet, vreden og ladheden?

Det er den frihed Gud har givet os; der er intet, der holder os tilbage. Ingen lurende vished om fortabelse, ingen udelukkelse af frelsen. Men vi har selv muligheden for gennem indsigt at vælge en anden vej. Og denne vej er beskrevet i evangeliet - kortest i Bjergprædiken. Det er et etisk valg, ikke en eskatolisk forsikring.

Men når Kirken markedsfører sig på død og genopstandelse, på det evige liv og hvad ved jeg, så svigter den sin rolle om at forkynde vejen - dvs muligheden og friheden til at vælge noget, der ikke giver pote. Dertil kommer, at man yderligere burde kunne forvente at Kirken stillede sig til rådighed som personlig vejleder.

HVOR ville det være dejligt, hvis folkekirkens præster ville slå ind på forkyndelsens vej og glemme alt om at aflure Gud hans hemmeligheder.

Amen

Er enig i Bent Lauersens formulering om den lutherske grundtanke, der består i, at "vi ikke kan gøre os fortjente til frelsen".

Man skal passe på med at køre Luther i stilling som en "moderne tænker". Det virker især underligt på mig, at Kresten Drejergaard bruger et citat fra Luther i en sammenhæng, hvor Luther vil afvæbne Erasmus af Rotterdam. Den selvsamme Erasmus stod uforstående over for Luthers middelalderlige tro på en trælbunden, ufri vilje. Erasmus var en humanistisk reformator, der havde en forståelse for, at kirken måtte reformeres på nogle punkter, men ikke nødvendigvis på den voldsomme måde, Luther ville det. Nuvel, Luther var heldigvis ikke en Calvin. Men det er lidt synd, at den danske folkekirke bliver ved med at anse sig for at være en protestantisk kirke, dvs. som en kirke, der kun kan definere sig som reformert fra noget andet (den romers-katolske kirke). I den diskurs kan Luther jo kun fremstå som kirkefaderen over dem alle.

Jeg mener ikke man skal miskreditere Luther i enhver henseende. Man skal bare huske, når man snakker Folkekirken og Luther, at han ikke var en enmandshær og at alle hans tanker ikke direkte har resulteret i den model for folkekirken, der findes idag. Men det siger Drejergaard jo heller ikke, vil jeg skynde mig at sige