Seks frelserskikkelser i litteraturen

Der er tale om et udvekslingsforhold. For til gengæld kan Gud skænke sin kærlighed, nåde og sit lys til digter-jeget, så det forplanter sig i ham. Det, fortæller digter-jeget, er dermed et eksempel til efterfølgelse, og han håber, at ”ti tusinde” vil gøre det samme.

Digtet er skrevet af William Alabaster (1568-1640), en engelsk digter, der, ligesom William Shakespeare, levede i den elizabethanske tidsalder. Alabaster er især kendt for sine religiøse sonetter men skrev også dramaer, latinske vers og teologiske værker.

Han voksede op i en anglikansk familie, og efterfølgende konverterede han til katolicismen, men fandt senere tilbage til Church of England. Desuden studerede han mysticisme og kabbalah og udgav blandt andet Apparatus in Revelationem Jesu Christi. At Alabaster er mysticistisk inspireret, fremgår tydeligt af hans religiøse digtning.

Vil mennesket overhovedet frelses?
Fjodor Dostojevskijs roman "Idioten" udkom i 1868-69 og handler om fyrst Leo Myshkin. Han vender tilbage til Skt. Petersborg efter at have opholdt sig på et sanatorium i Schweiz.

Der er flere grunde til, at han bliver opfattet som en særling. Han lider af epileptiske anfald, hvilket man dengang så som et tegn på, at han var i kontakt med Gud. Desuden går han imod samfundets normer og er umådeholdent gavmild, godmodig og umiddelbar, hvilket medfører, at han bliver viklet i allehånde rænkespil og bedrag.

Den helgenlignende Myshkin fremstår som en sælsom outsider, der ikke er i stand til at frelse sine medmennesker, da menneskene omkring ham kun går op i penge, magt og seksuelle erobringer. Flere kritikere har peget på, at Idioten er et litterært tankeeksperiment: Hvad nu hvis Kristus kom igen? Ville vi tro på, at det var ham? Og ville vi overhovedet være interesserede i at blive frelst?

Kan vi overhovedet reddes?
Hos den modernistiske, svenske forfatter Pär Lägerkvist finder man en grundstemning af tvivl, angst og anfægtelse. Det ser man blandt andet i novellen ”Frelser-Johan”, hvor hovedpersonen Johan optræder som pjaltet profet. ”Frelser-Johan” udkom i novellesamlingen ”Onda sagor” (Bedske fortællinger) i 1924.

Johan har store kvaler og mener ikke selv, at han kan bære byrden som frelser. Han beskriver sig selv og sit forhold til folket i byen på en sådan måde, at man kan komme i tvivl om han nu også er en frelser, eller han blot er et selvbestaltet orakel.

Sproget er skiftevis profetisk-poetisk og dybt naivt, og da Johan bor på forsørgelsesanstalten, får man snarere ondt af staklen, end man ser op til den frelsende skikkelse. Men til slut hævder han sig atter som frelser. Han sætter han livet på spil, idet han begiver sig ind på anstalten, der er ved at gå op i lys lue.

Han falder om, udmattet, omgivet af flammer, i et sidste desperat forsøg på at redde for at redde sine medbeboere.

Frelseren skaber enhed
I digtet “There was a saviour” finder man en meget usædvanlig beskrivelse af en frelser. Frelseren er ”sjældnere end radium, mere almindelig end vand og mere ubarmbjertig end sandheden.” Tilstedeværelsen af en frelser mærkes som ”den bløde, uknugede, armløse og barske kærlighed som knuser alle klipper.”

Ikke overraskende udkom digtet i digtsamlingen Deaths and Entrances (Dødsfald og indgange) i 1946, året efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

Det er skrevet af den walisiske digter Dylan Thomas. Imidlertid er der også en vis optimisme at spore, eftersom Thomas var meget optaget af livets cykliske processer, og han iagttog i biologien magiske transformationer, der skabte enhed ud af mangfoldighed.

Denne enhed i alt levende forsøgte han at overføre til digtningen, således at mænd og kvinder, unge og gamle, stærke og svage eksisterede i forskellige livsforløb af vækst, kærlighed, forplantning, død og genfødsel. Alt indgår i et organisk kredsløb, også de kulturelle objekter.

Enhedsbestræbelsen i digtningen skete således på baggrund af en kondensering af et mangfoldigt inspirationsmateriale, såsom walisisk folklore, bibelske fortællinger, prædikener og musik.

Frelseren gør oprør mod Gud
Jose Saramagos roman "Jesus-Evangeliet" fra 1991 er en postmoderne ironisk genfortælling af Jesu liv. Saramago, der i øvrigt ligesom Lägerkvist, modtog Nobelprisen i litteratur, vakte megen harme og polemik, ikke mindst fra den katolske kirke, fordi Jesus-Evangeliet ironiserer over mange kristne dogmer og blandt andet omtaler Jomfru Maria som en enfoldig og selvudslettende kvinde.

Josef, Jesu fader, omtales som en amoralsk kujon. Jesus skildres, ifølge kritikerne, som en lidt for menneskelig og fejlbarlig person fuld af lidenskaber og anfægtelser.

Desuden vender Saramago det hele på hovedet, idet Jesus prøver at modarbejde Gud. Gud beskrives som ærgerrig og magtsyg. Han ønsker ved hjælp af Jesus at indstifte kristendommen i verden, koste hvad det vil.

Da Jesus bliver fængslet og dødsdømt, fordi hans profeteren bliver anset for at være en trussel mod det romerske styre, håber han, at hans død kan blokere for Guds planer.

Men til sidst får han at vide, at den straffende og hævngerrige Gud fortsat vil regere, og det vil bringe tortur, drab og elendighed med sig. Idet han udånder, beder han derfor menneskene tilgive Gud: ”Tilgiv Ham, for han ved ikke, hvad han gør.”