“Kirkens fremtid handler om håb og forandring”

I Vesteuropa ser billedet somme tider anderledes ud. Nogle dele af kirken vil selvfølgelig ikke fortsætte i deres nuværende form. Der er institutioner, som ikke vil overleve, og bygninger, som vil blive lukket.

Der er sorg og smerte, når ting dør. Der er også reelle bekymringer. Vil der være kirker, som er engagerede og i stand til at sætte social retfærdighed og fred på dagsordenen i fremtiden? Det kan være en frustrerende og meget udfordrende tid for institutioner, som er meget opsatte på at holde fast i og forsvare deres identitet.

Nye måder at være kirke på
Ikke desto mindre mener jeg, at der tegner sig et komplekst billede af nye måder at tilhøre kirken og praktisere sin tro på. Folk shopper rundt for at finde et fællesskab, som ”passer til” deres behov på et bestemt tidspunkt i deres trosrejse.

Samtidig er der stor evangelisk kreativitet, og der opstår nye former for kirke, som ikke er baseret på trosretninger. Folk vil gerne vidne om det evangelium, der inspirerer dem, engagere sig i praktisk arbejde for at hjælpe de lidende og hjemløse, bruge kirkebygninger på nye måder, og opdage både en ny klosterbevægelse og en ny økumeni.

Se på den spændende udvikling i Hamburgs havn, hvor 18 kirkesamfund besluttede, at de i stedet for at bygge hver deres kirke ville slå deres ressourcer sammen i ét økumenisk center. Andre, som The Moot Project i Storbritannien, lever deres tro i små grupper i hjertet af sårbare fællesskaber - med mod til at leve og dele med dem, som samfundet helst ville glemme eller gøre til syndebukke.

Kirkernes minoritetsstatus skal præge teologien
Så drømmer vi den rigtige drøm om fremtiden? Vil vi have noget stort og magtfuldt, når kirkens fremtid – i det mindste her i Vesteuropa – måske snarere ligger i noget mindre, men meget mere nyskabende?

På verdensplan eksisterer de fleste kristne kirker i en sammenhæng, hvor de er minoriteter. Det må præge vores drømme og håb. Vi må lade de bibelske visioner af Riget som gær, såsæd og skjulte skatte præge vores teologi om håb på en mere klar måde.

Jeg synes, at jeg i kirkens nuværende globale situation kan se, at mange kristne er ved at opdage, at der er mennesker fra alle dele af verden, som arbejder for fred, retfærdighed, sundhed og tjeneste.

Kirken kan lære noget af de sociale medier
Kirkernes Verdensråd holdt for nylig et internationalt fredsmøde i Jamaica. Ved mødet i Kingston blev der fortalt ekstraordinære historier, og en fælles ånd for fred med retfærdighed blev opdaget og fejret, da vi læste Den Økumeniske Opfordring til Retfærdig Fred. Historierne om møder og oplevelser fra kristne og kirker, som arbejder for social retfærdighed og overvindelse af vold, vil blive ved med at blive fortalt.

Kvækerteologen Grace Jantzen har gentagne gange påpeget, at eftersom mennesker er skabt til liv, bør den kristne teologi have mere fokus på fødsel end på død. Er vores kirker i stand til det?

Vi har brug for at blive udfordret af de sociale medier og netværk med hensyn til den måde, vi bygger fremtiden på. Vi må finde ud af, hvordan vi kan gøre vores historier om liv, håb og inspiration "virale". Men vi kan blive opmuntret af de sociale medier, som fokuserer på fire nøgleord: Lytte, Bygge, Dele, Engagere sig. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt, når man skal kortlægge en vej for kirkens fremtid.

Pastor Jane Stranz er præst i the United Reformed Church i Storbritannien og den reformerte kirke i Frankrig. For tiden koordinerer hun Kirkernes Verdensråds sprogtjeneste i Genève. Fra oktober 2011 er hun udnævnt til økumenisk repræsentant i Frankrigs Protestantiske Sammenslutning i Paris. Hun blogger på http://stranzblog.blogspot.com.

Artiklen er oversat af Elisabeth Alster.