“Luther og Blixen mødte folket med tillid”

Grænseoverskridelse, vision og videreudvikling er det centrale i den lutherske arv, mener lektor Niels Kayser Nielsen, der sammenligner Martin Luther med Karen Blixen

Karen Blixens fortælling Babettes Gæstebud handler ikke, som eftertiden ellers har villet det, om mødet mellem den sublime kunstner og en flok sekterisk tilbagestående tranlamper (udannede personer, red.) der bliver forført ved mødet med Babettes (koge)kunst og til slut må overgive sig.

Det nye menneske findes alle steder
Blixen er ude i et andet ærinde, nemlig at holde fast i drømmen om det nye menneske, der forener sanselighed og refleksivitet.

På den måde er det en opbyggelig historie, som henviser til, at dette nye menneske kan findes alle steder, hos både en tidligere revolutionær, en pietistisk menighed og hos operasangerinder in spe.

Fortællingen handler om mulighederne for grænseoverskridelse hos de mennesker, der har anlæg herfor. Og det har menigheden i Berlevåg. De er ikke en samling fæhoveder, der modvilligt og trevent vækkes af dvale, men mennesker som i sig bærer en vision om den dag, hvor alt kommer til alt.

Mødet mellem talsmand og menighed
Karen Blixen er med andre ord ikke ude i en hårdtpumpet religionssociologisk tour de force med udlevering af de lokale kristne. Ej heller er hendes ærinde en kunstnerproblematik med fokus på kunstnerens ensomhed og isolation som følge af for megen indsigt med tilhørende handlingslammelse.

Sigtet er langt mere demokratisk: hun vil pege på mødet mellem talsmand og menighed - og mellem menighed og talsmand. I al sanselig kødelighed. For det er jo menigheden, der påkalder Babettes kunnen, på samme måde som hun ved, at disse utopister i sig bærer den store vision om forløsning i en ny verden. Den lille tilsyneladende asketiske skare er dybt troende og modtagelige for det storslåede, der overskrider hverdagen. De tror på det nye menneske.

Set i lyset heraf bliver grænseoverskridelse, vision og videreudvikling det centrale i den lutherske arv. Det afgørende er imidlertid, at denne grænseoverskridelse ikke er topstyret, men består i en respekt for at også menigheden har noget at sige og noget at skulle have sagt.

Det utopiske findes også på ydmyge steder
Luthers idé om det almene præstedømme har lagt grunden til samspillet mellem præst og menighed i en fælles anstrengelse for ”at komme videre,” som det hedder på moderne konsumdansk.

Baronessen var meget folkeligt indstillet og havde forstand på, at det utopiske også kunne findes på ydmyge steder.

En sådan læsning af Luthers ærinde set gennem Babettes briller peger på det store problemkompleks. som hedder religionen, in casu: kristendommen, som moderniseringsfaktor.

Dette kristendommens samfundsmæssige moderniseringsbidrag har brod mod såvel ældre tiders venstreorienterede forståelse af religionen som værende lig med fordummelse, opium for folket og fastholdelse i uvidenhed som mod nogle nulevende præsters højreorienterede brug af kristendommen som legitimering af et indsnævret sortsyn i pindsvinestilling, der frygter for fremtiden.

Kimen blev lagt til demokratiet
I stedet kan der være grund til at pege på den lutherske arv, som den i de nordiske lande er kommet til udtryk i ikke mindst pietismens betoning af individets gudssamtale og dens krav om oplysning og skolegang, som blev fulgt op af først de gudelige lægmandsbevægelser i første halvdel af 1800-tallet og dernæst de grundtvigianske menigheder og højskoler i anden halvdel.

Her blev kimen lagt til det demokrati - med dets anerkendelse af såvel individets som befolkningens stemme og dømmekraft - som i et etapeforløb udviklede sig processuelt i årtierne herefter, og som i sin nuværende udgave udgøres af både et politisk og et socialt demokrati, men ikke et kulturelt demokrati.

Tillid frem for kontrol
Og her kan vi så endnu en gang vende tilbage til Babettes gæstebud og det sammenspiste måltid mellem individ og kollektiv, fortolker og folk; med gensidig respekt.

Det ideal, der her udspiller sig for læseren, adskiller sig væsentligt fra den kulturradikale og elitære udlægning, som lader forstå, at forfatterinden har et mildt ironisk forhold til sit publikum, der ikke forstår storheden i hverken hendes eller Babettes værk.

En sådan folkeforagt er der ikke belæg for i Blixens fortælling. Tværtom hviler den på en respekt for de mennesker, som Babette bespiser på baggrund af en forståelse for den fælles samklang.

Hun foragter ikke folket, men respekterer det på samme måde som Luther trygt ville overlade det til menighedsmand og -kvinde at læse i Bibelen. Her er der inspiration at hente for udviklingen af det kulturelle demokrati, der endnu venter på sin realisering. Her er kodeordene ikke foragt, kontrol og nedladenhed – men tillid.

Niels Kayser Nielsen er lektor i historie ved Aarhus Universitet.