Jeg ville gerne have sunget en salme med Luther

Hvor ville jeg gerne have været der, da Luther kom på den idé at genskabe menighedssangen i den kristne kirke, fortæller stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard

Hvem der kunne have siddet ved siden af Martin Luther i nytårsdagene 1523-24, da han tog beslutningen om at bryde med 900 års tradition for, at gudstjenestens sang skulle være på latin og udføres af skolede, gejstlige sangere?

Luther skrev salmer til folket
Netop fra de dage har vi bevaret et brev, Luther skrev til sin gode ven Georg Spalatin, der var ansat som sekretær for kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen. Brevet, som ganske vist er skrevet på de lærdes latin, lyder sådan i min danske gengivelse:

"Nåde og fred! Det er hensigten at følge profeternes og kirkefædrenes eksempel, og skrive salmer på modersmålet for jævne folk; - altså: åndelige sange, for at Guds ord også i sang kan forblive i folket. Derfor efterspørger vi digtere alle steder. Og da du har fylde og formfuldendthed i det tyske sprog og tillige stor færdighed i at bruge det, beder jeg, at du vil samarbejde med os i denne sag, og prøve at oversætte en af psalmerne til sangbrug, således som du har det i dette eksempel af mig."

Spalatin havde for travlt, og så tog Luther selv fat. Mønster-salmen havde han jo udarbejdet, så nu var det bare at fortsætte efter samme princip: Rimede, versificerede kirkesange på modersmålet, så almindelige folk kunne synge med – og vel at mærke sange, der havde et bibelstykke som grundtekst.

Det bemærkelsesværdige er den frimodighed, Luther lagde for dagen. Vi kan se den allerede i hans egen første salme, som var vedlagt brevet som eksempel på, hvordan den nye menighedssang skulle være, for akkurat Luthers 'demonstrations-model' står i Den Danske Salmebog endnu - det er salme nr. 496, en gendigtning af den 130. davidssalme i Det gamle Testamente.

Bibelordene kommer til udtryk i menigmands mund
Men lægger man bibelteksten ved siden af Salmebogens opdager man, at Luthers ærinde er et andet end den århundredgamle latinske kirkesang-tradition, han selv var opvokset med og uddannet i.

Den katolske kirkesang skulle ordret gennemsynge selve den latinske bibeltekst; målet var at gøre det så smukt og udsmykket som den trænede, indviede menneskelige stemme overhovedet evnede - alt til Guds ære.

For Luther er sigtet et andet, det er så at sige at give bibelordet genklang, rejse det op af bogens skrift og lade det komme til nutidigt, aktuelt udtryk i menigmands mund.

Med sin allerførste menighedssalme opnåede Luther på en gang at afvise hele middelalderkirkens hierarki og selvforståelse som melleminstans mellem Gud og menneske – for i salmens ord kan den enkelte tale direkte til Gud og bede ham bøje sit øre ned til `lille mig´.

Og hvad mere er: I salmens 2. vers indbygger Luther en teologisk kritik af den katolske gerningsfromhed. Gode gerninger kan man ikke stille an med overfor Gud og bruge til at afskrive sine mindre heldige gerninger med. Det er kun troen på og tilliden til hans tilgivende nåde, der gælder.

Luther genskabte menighedssangen
Den lutherske salmesang gør menigheden til medforkyndere af evangeliet – og er dermed det berømmede lutherske, almindelige præstedømme i funktion.

Luther fandt støtte og inspiration i det faktum, at Paulus i flere breve opfordrer de tidlige kristne menigheder til fællessang. Men hvor ville jeg gerne have været der, da han kom på den idé at genskabe menighedssangen i den kristne kirke.

Jørgen Kjærgaard
Lektor, stiftskonsulent, adj. professor i salmehistorie v. Aarhus Universitet. Han giver stafetten videre til sognepræst Søren Jessen