Hvad er Tidehverv?

Opgøret inden for den kristelige studenterbevægelse skyldtes den vægt, man lagde på omvendelsen og på følelsen. Denne missionske tilgang gjorde ifølge tidehvervsfolkene kristendommen falsk. De gjorde således op med forestillingen om, at den kristne gennem sin omvendelse og kampen mod synden kunne løfte sig væk fra verdens almindelige syndere.

LÆS OGSÅ: At være jorden tro

Opgøret gjaldt bl.a. forestillingen om, at man ved at fjerne de enkelte synder langsomt kunne rense sig. Det var både på det moralske og seksuelle område, man førte kampen for større ærlighed. Her trak man forfattere som Dostojevski og Sigrid Undset frem, hvis mennesker skildredes på en mere realistisk måde end de "helgenportrætter", der blev tegnet af de afgjorte kristne. Striden prægede tiden efter 1. Verdenskrig, hvor den kristne idealisme med sit fremskridts optimistiske syn på menneske og samfund fik sit grundskud.

Dette opgør fortsatte i tiden op til 2. verdenskrig. Både Indre Mission og grundtvigianismen blev kritiseret på grund af den menighedsforståelse man lagde for dagen. Det var kirken der afskærmede sig fra de "almindelige mennesker" og levede i trygge miljøer og bestyrkede hinanden i at man var trådt ud af verden.

1945-1989
Efter 2. verdenskrig ændrede fronten sig. Nu gjaldt opgøret mere den velfærdsideologi, som staten blev bygget op efter fra 1950´erne og frem. Det var den idé, at mennesket skulle formes, som staten ønskede, gennem skole og opdragelse, man gik til kamp imod.

Man mente det var en totalitær tendens at ville skabe samfundet fundamentalt om og protesterede imod tanken om, at mennesket havde et bestemt antal behov, som skulle opfyldes, og at det var statens opgave at opfylde dem.

LÆS OGSÅ: Hold fast, Danmark, det er alvor

Denne protest blev især stærk i tiden efter 1968, hvor Søren Krarup trådte frem på banen. Hans opgør med velfærdsideologien begyndte i et generationsopgør, hvor den nye tidehvervsungdom blev splittet i en tidehvervsk og en marxistisk fløj. De synspunkter, Krarup med stor gennemslagskraft forfægtede, var de samme som den ældre generation.

Det drejede sig om skoleområdet, hvor reformpædagogikken nedtonede fagligheden for i stedet at ville skabe et demokratisk og lykkeligt menneske. Det var kampen mod forgudelsen af diverse kommunistiske regimer, og det var kampen mod EF-medlemskabet.
Gennemgående for opgøret var man ikke skulle omforme sit givne liv og det sted man boede, nemlig Danmark – det ville være et livsfjendsk projekt, som kun ville føre til en totalitær undertrykkelse.

Begrundelsen: Kristendommen sætter mennesket som synder. Det betyder, at man som menneske er bundet til en for så vidt uvalgt historie, som man skal overtage sammen med ansvaret for det liv, man lever med sin næste.

Det menneskelige samfund var i denne opfattelse en foreløbig og derfor ufuldstændig konstruktion. Og ideologier, som forsøgte at forme mennesket om til noget andet, ville ikke gøre det mere menneskeligt, men umenneskeligt på trods af de kønne ord.

Derfor lagde Krarup mere og mere vægt på Loven, som netop gjorde menneskelivet bundet til land og næste. Heraf udsprang et opgør fra 1978 og til 1984, som handlede om, hvad Loven er, hvad den lov siger, som forkyndes i kristendommen.

Hvad er Loven? Hvor konkret er den i samfundsforhold? Den fløj, som lededes af Johannes Lauridsen, mente at loven i et samfund var det, man fornuftigvis kunne blive enig om og ikke havde noget med den kristne lov at gøre, som viste en som en synder. Krarup derimod brugte loven og dermed kristendommen i det politiske liv, og det var et syndefald ifølge Lauridsen-fløjen.

LÆS OGSÅ: Fra opgør til tilpasning

Med afsæt i Rudyard Kipling og Edmund Burke og Jakob Knudsen pegede Krarup derimod på, at forpligtetheden og anstændigheden er forudsætninger, som kristendommen forkynder, hvilket har betydning for opfattelsen af menneskelivet. Konklusion: Man kan og skal altså blande kristendommen ind i diskussionen om samfundsforholdene og ikke bare hævde, at de to ting skal skilles.

1989-2005

LÆS OGSÅ: Tidehverv levende begravet

Efter 1989 kom opgøret i højere og højere grad til at blive nationalt og kulturelt bestemt. Det begyndte med den indvandringsbølge, som ramte Danmark i midten af 1980´erne. Det blev af flere inden for Tidehverv set som en alvorlig trussel mod det danske folk. Den ideologiske humanisme åbnede for dem Danmarks grænser i menneskerettighedernes navn uden at indse, at det ville betyde store omvæltninger for landet.

Indvandrings-fænomenet betød et voldsomt opgør med venstrefløjen og det kulturradikale Danmark, der så indvandringen som en berigelse af dansk kultur og modstand imod den som inhuman og småtskårent egoistisk. Krarup og andre tog fat med andre metoder end i tidligere opgør, for eksempel indrykning af annoncer i landets aviser, der i 1986 opfordrede folk til at boykotte Dansk flygtningehjælps indsamling på grund af deres politiserende og aktive rolle i de åbne grænsers politik.

I stedet for skulle man give pengene til Afghanistan-komiteen.
I forhold til de tidligere opgør, der foregik i lukkede kredse, er Tidehvervs opgør især med indvandrerspørgsmålet blevet hævet ind i en mere markant politisk sfære. Dette ses bl.a. ved at Krarup og Langballe er gået ind i Dansk Folkeparti, hvorfra de forsøger at føre en politisk kamp for deres mærkesager. Det er en naturlig konsekvens af synet på Loven.

Ræsonnementet lyder: Hvis forsøget på ved ideologi at omforme livet til en utopi er udfordringen, må man gøre kristendommens lovforkyndelse gældende, som binder den enkelte til dennes land og næste i al deres foreløbighed. Man må nemlig ikke ofre menneskene for menneskehedens skyld, dvs. de konkrete mennesker er gode nok og forsøget på at forme dem om til noget andet vil altid slå fejl.
Tidehverv er altså fra først til sidst et opgør. I 1949 udtaler N.O. Jensen følgende om Tidehverv:

"Tidehverv er udsprunget af en vilje til opgør, og Tidehverv er denne vilje til opgør, hensynsløst, radikalt opgør med alt og alle uanset om det er ven eller fjende. Sålænge denne vilje til opgør lever, lever Tidhverv. Er opgøret afsluttet eller er vennernes kreds undtaget, har Tidehverv ophørt at eksistere, og så kan de for at tale med Storm P. skrive min nekrolog vodden fa´en de vil."

LÆS OGSÅ: Kulturradikal kritik af Tidehverv er for letkøbt

Opgørene er altså ikke kun med bevægelser udenfor i kirken eller i samfundet, men var især frem til 1980´erne opgør eller hensynsløse samtaler med hinanden i bladet eller på sommermødet.

Opgørets tone er noget som man har bebrejdet Tidehverv fra begyndelsen af, og det som ligger i denne tone, er altså viljen til at tale igennem de hensyn til god takt og tone, der præger de vedtagne meningers tyranni.

På den måde er det altså, at Hans Hauge mener, at Tidehverv er dagens kættere, der siger de vedtagne rigtige meninger imod på en for mange uforståelig hensynsløs og brutal måde, som forhindrer en rigtig samtale.

LÆS OGSÅ: Det tidehvervske i dansk politik

Inspirationen til bevægelsens opgør har fra begyndelsen været Martin Luther og Søren Kierkegaard, men også forfattere som Rudyard Kipling, Jakob Knudsen, Sigrid Undset, Dostojevski, J.G. Hamann og mange flere. Alle er de udvalgt, fordi opgøret hos disse med skiftende former for ideologi og fromhed er så tydeligt.