Når Guds kærlighed og nærvær er udgangspunktet, kan vi frimodigt sige: ”Her er jeg. Send mig!,” skriver freelancepræst Jette Dahl
Forleden var jeg med en gruppe på retræte i et benediktinerkloster i Tyskland. Vi deltog i en festgudstjeneste i klosterkirken, som var fyldt af mennesker fra omegnen.
Præsten prædikede over Jesu ord: ”
Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Det viste sig bagefter, at vi alle i gruppen var blevet berørt af et konkrete eksempel, præsten nævnte undervejs. Det fik vi derfor en udskrift af og arbejdede videre med det under retræten. Eksemplet gengiver jeg her, oversat til dansk.
Gud sagde…Gud sagde: ”Gå!”
Og jeg sagde: ”Hvem – mig?”
Og Gud sagde: ”Ja, dig!”.
Jeg sagde:” Men der er så mange ting, der interesserer mig, og jeg er så ung og ikke stærk nok. Du ved jo, at jeg har svært ved at træffe en afgørelse.”
Gud sagde:” Du overdriver!” Og Gud gentog og sagde: ”Gå!”
Og jeg svarede: ”Jeg vil helst ikke!”
Gud sagde:” Jeg har ikke spurgt dig, om du gerne vil!”
Jeg svarede: ”Jeg hører ikke til de mennesker, der lægger mig ud med folk, og i øvrigt vil mine forældre ikke bryde sig om det. Og hvad vil mine venner tænke?”
Gud sagde:” Sludder!”
Og for tredje gang sagde Gud: ”Gå!”
Og jeg sagde: ” Skal jeg?”
Og Gud sagde: ”Elsker du mig?”
Og jeg svarede:” Hør, jeg er bange for, at folk vil hade mig og ikke forstå mig, og jeg kan ikke det hele selv, og…”
Og Gud sagde:” Hvor tror du, jeg vil være?”
Og Gud sagde: ”Gå!”
Og jeg svarede:”
Her er jeg, send mig!”
”Hvor tror du, jeg vil være?”Vi har mange undskyldninger for ikke at sige: ”
Her er jeg, send mig!”. Dels fordi vi ikke har tillid til, at vi er klædt på til at være hans disciple og hans hænder i verden, og dels fordi vi tror, at alt afhænger af, hvad vi kan, og hvad vi gør. Vejen bliver alt for tung at gå på den måde. Vi er på overarbejde og er overanstrengte.