“Luthersk teologi skal tilpasses det afrikanske verdensbillede”

De tre økumeniske bekendelser, den augsburgske konfession og Luthers Store og Lille Katekismus, som er kernen i de lutherske bekendelser, er de mest brugte bekendelsesskrifter i Afrika. Disse dokumenter er vigtige i kraft af deres kristologiske grundlag og kristologiens direkte forhold til soteriologien (læren om frelsen). Heraf den lutherske betoning af solus Christus (Kristus alene). 
 
Kun få lutherske kirker blev støttet af kolonimagterne
Luthers lære var begrænset til Europa i 200 år, indtil den bredte sig til den ikke-europæiske verden i begyndelsen af den 18. århundrede. Men den nåede først Afrika i slutningen af det 19. århundrede.

Til forskel fra de britiske kirker, som nød den britiske kolonimagts støtte over hele kontinentet helt frem til 1950erne, kom lutherdommen først og fremmest ind gennem missionærers indflydelse. Den eneste undtagelse var den kortvarige tyske kolonisering af visse afrikanske lande, som hørte op i 1919.

Blandt de tidligere tyske kolonier blev lutherdommen kun ved med at være dominerende i Tanzania og Namibia. Selv uden kolonial støtte udførte de tyske missioner et kæmpe stykke arbejde over hele Afrika. 
 
Afrika har nogle af verdens største lutherske kirker
Derudover bidrog de skandinaviske missioner meget på egen hånd, og de amerikanske lutherske missioner gjorde i mindre grad det samme. Det er derfor vigtigt at bemærke, at to af Afrikas lutherske kirker, den i Tanzania og den i Etiopien, nu er den anden- og tredjestørste i verden, og at nogle af de hurtigst voksende lutherske kirker er dem i Madagaskar, Sydafrika, Nigeria og flere andre lande. Desuden er hurtig vækst lige så tydelig i mange lande i det østlige, centrale, sydlige og vestlige Afrika.

Lutherdommen i Etiopien begyndte for eksempel sidst i det 19. århundrede, og i 1959 blev den nationalkirke, Den Etiopiske Evangeliske Kirke Mekane Yesus. Et halvt århundrede efter at den blev stiftet, overstiger dens medlemstal nu fem millioner, og den vokser stadig. Dette billede giver et levende glimt af Luthers fortsatte indflydelse på den nutidige afrikanske kristendom.

Luthersk teologi skal gøres relevant for Afrika
Teologisk set blev lutherdommen overført til Afrika i sin europæiske udformning uden nogen forsøg på at sætte den ind i en afrikansk sammenhæng. Det var kun i få tilfælde, at man prøvede at tilpasse den.

Oversættelse af Bibelen til modersmålet var den eneste del af Luthers arv, som blev opfyldt med begejstring. Man oversatte og underviste i liturgi, salmer og de grundlæggende bekendelsesskrifter, som de var. Indtil nu er de stort set blevet bevaret, som de blev modtaget for mere end et århundrede siden. Denne arv udgør måske den største udfordring for den afrikanske lutherdoms fremtid, medmindre dens teologi bliver ændret, så den kommer til at afspejle det afrikanske verdensbillede.

I de seneste år har man i vesten rejst spørgsmål om Luthers og luthersk teologis relevans i dag, hvilket uundgåeligt fører til spørgsmålet om selve lutherdommens relevans. Dette er især vigtigt i Afrika, et kontinent hvor der som følge af et århundredes mission og kolonisering er utallige vestlige kristne trossamfund og sekter. Afrika er desuden et kontinent med enorme eksistentielle spørgsmål. 
 
Missionærer foragtede afrikansk kultur
Er luthersk teologi levedygtig i nutidens Afrika? Det er værd at bemærke, at reformationen befriede evangeliet fra dets romerske fangenskab og gav det mulighed for at slå rod i tyske og andre kulturer. Desuden tilpassede Luther folkesang til brug for menigheden, hvilket gav hele fællesskabet mulighed for at engagere sig i at lovprise Gud. Luther bemyndigede altså tyskerne med bibelsk indsigt og bekræftede gyldigheden af deres kulturs billeder og symboler i udbredelsen af evangeliet.

Selvom denne form for tilpasning var en levedygtig tilgang til mission i Afrika, gjorde den tidlige lutherdom dér intet forsøg på at benytte kulturelle symboler, bortset fra at oversætte Skriften, liturgien og vestlige salmer til modersmålet. I stedet foragtede missionærerne den afrikanske kultur og svigtede med hensyn til at sætte evangeliet ind i en afrikansk sammenhæng.  

Forkyndelsen kunne have brugt lokale kulturer
Selvom kristendommen fortsat går frem med stormskridt, påpeger Biskop Ambrose Moyo fra den evangelisk-lutherske kirke i Zimbabwe:

"Undersøgelser har nu gjort det meget tydeligt, at Afrikas indfødte folk havde deres egne levedygtige kulturelle og religiøse udtryk, der kunne have tjent som stærke redskaber til at formidle evangeliet helt fra begyndelsen".

Det kunne også have lagt en dæmper på det udbredte synspunkt i Afrika, at kristendommen var en vestlig snarere end en afrikansk religion.

For at give bare et par eksempler: Luthers kærlighed til fællessang er til inspiration for den store musikalske dynamik, som findes overalt i afrikanske lutherske kirker, hvor menigheden samles til fælles lovsang og gudstjeneste. Luthers lære om det almindelige præstedømme passer godt til den afrikanske situation, hvor antallet af ordinerede præster er meget lavt i forhold til det voksende antal kristne og menigheder.

Konklusionen er, at afrikanske lutherske kirker, som i praksis har gjort nogle forsøg på at sætte luthersk teologi ind i en afrikansk sammenhæng, allerede høster tifold.
 
William O. Obaga er fra Kenya og er ph.d.-studerende ved Luther Seminary i St. Paul, Minnesota.

Artiklen er oversat af Elisabeth Alster.