Kære Helge Kjær Nielsen,

Som jeg forstår spørgeren (Johannes), så efterlyses der Bibelsk belæg for barnedåben.

Men et par henvisninger til tekster der kan tolkes i vidt forskellige retninger, heriblandt til fordel for barnedåben, mener jeg ikke er klar bibelsk tale. At det tilsyneladende var almindelig praksis fra en gang i det 2. århundrede, er sådan set ligegyldigt i den sammenhæng. Det bliver ikke bibelsk, blot fordi Origenes anføres som "betydelig". Desuden citerer du Origenes for at sige, at han blev "døbt som barn", hvilket er et vidt begreb. Det kan være en spædbarnsdåb, sådan som den praktiseres i f.eks. Folkekirken, Den Katolske Kirke, samt et par andre steder. Det kan også være en dåb han selv har ønsket, mens han endnu var barn. Origenes (og Irenæus) siger altså dybest set ikke noget om barnedåb - i hvert fald ikke ud fra det du her oplyser.

Og lad mig så lige, for god ordens skyld sige, at mine egne børn blev barnedøbte i Folkekirken for omkring 20 år siden. Ikke så meget fordi jeg er (eller var), overbevist om det rigtige i barnedåbens praksis og teologi, nok mere fordi det er den tradition jeg er opdraget i.

I dag er jeg ikke sikker på, at jeg ville have ladet dem barnedøbe. Dels fordi jeg ikke kan se, at Bibelen siger noget om barnedåb overhovedet, og dels fordi barnedåben (i Folkekirken i hvert fald), er blevet reduceret til et magisk ritual, igennem hvilket det spæde barn angiveligt skulle komme til at tilhøre Gud. Sidstnævnte er i hvert fald ikke bibelsk, og kræver en ikke ringe mængde bibelgymnastik, for at give noget der blot minder om mening.

Om jeg er for eller imod barnedåb, ved jeg faktisk ikke. Jeg er nok mest af den opfattelse, at hvis Bibelen ikke gør det 100% klart hvad dåben er, hvad dåben indebærer og hvordan dåben skal praktiseres (gjorde den det, ville vi jo ikke være i tvivl) - ja, så må det vel være fordi det ikke er helt så vigtigt, som visse kirkelige kredse ønsker at gøre det til.

- eller hva'?


Mvh
Lars

Det sikre bibelske belæg for barnedåb fås i den apostoliske tradition, der sikrer, at vi læser rigtigt, når vi forstår versene om en persons "hus" som omfattende vedkommende selv, dennes børn, uanset alder, samt evt. tyende. Luthercitatet, som Johannes anfører, er misbrug i forhold til Luthers egen holdning til spørgsmålet, idet han mente, at spædbørn sagtens kan tro, også selv om de ikke intellektuelt og verbalt kan give udtryk for det. Alle barnedøbende kirkesamfund forudsætter naturligvis også, at børn, der er døbt, efterfølgende oplæres i den kristne tro, så at de også verbalt kan give udtryk for den. Jeg er selv KUN voksendøbt, men har ladet mine børn døbe i klar overbevisning om, at det kun kan gå for langsomt med at få børnene overbevist om, at de hører til i Guds Rige og uden at have kvalificeret sig til det er blevet agtet værdige til at blive begravet med Kristus og få det nye liv, som Han i sin opstandelse og ved udgydelsen af sin Helligånd har skænket os, som tror. Hvis børnene bliver stillet over for det krav, at de først skal præstere at give udtryk for deres tro, før de kan få del i dåbens sakramente, kan de med rette stille spørgsmål ved, om det nu er af ren nåde, de har fået skænket adgang til Guds Rige.

Med venlig hilsen
Henrik Ertner Rasmussen

-hej Helge

Er det muligt at se hvad der konkret står i de to tekster der omtaler dåb? Gerne på dansk eller engelsk?

MVH Kurt

Kære Johannes

Dr. R.C. Sproul har lavet en grundig gennemgang af spørgsmålet her:

- http://www.ligonier.org/learn/series/covenant_baptism/the-case-for-infant-b...

Han henviser blant andet til den første pagt Gud lavede med sit folk, nemlig omskærelsen, som drengebørn skulle gennemgå på 8. dagen efter deres fødsel.

En anden henvisning, jeg er blevet gjort opmærksom på, er Første Korintherbrev 10: "v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet ..."

Afdøde bibellærer Bent Ryborg har en rigtig god gennemgang af dette i denne udsendelse:

- http://www.lysetoglivet.dk/?Pr%E6dikener:Bent_Ryborg:Forskellige_m%F8der

"Israliternes vandring gennem ørkenen set fra NT's side"


Mvh Hans

I betragtning af at det at ’høre ordet’, ’villigt at tage imod ordet’ og at ’ændre sind’ går forud for vanddåben (Apg 2:14, 22, 38, 41), og i betragtning af at dåben kræver at man tager en højtidelig beslutning, er det tydeligt at man må have nået en vis alder for at kunne lade sig døbe.

Nogle som går ind for barnedåb, henviser til at det i visse tilfælde var hele husstande der blev døbt, som for eksempel Kornelius’, Lydias, arrestforvareren i Filippis og Krispus’ og Stefanas’ husstand. (Apg 10:48; 11:14; 16:15, 32-34; 18:8; 1Kor 1:16) De mener at spædbørn i disse familier på denne måde også blev døbt.

I Kornelius’ tilfælde var de der blev døbt, imidlertid nogle som havde hørt ordet og modtaget den hellige ånd, og som talte i tunger og herliggjorde Gud; dette kan ikke have omfattet spædbørn. (Apg 10:44-46) Lydia „dyrkede Gud, . . . og Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde“. (Apg 16:14NW)

Arrestforvareren i Filippi måtte „tro på Herren Jesus“, og man må gå ud fra at de øvrige medlemmer af hans familie også måtte tro for at blive døbt. (Apg 16:31-34) „Krispus, synagogeforstanderen, fik tro på Herren, og det gjorde hele hans husstand også.“ (Apg 18:8) Alt dette viser at dåben var forbundet med at høre, tro og herliggøre Gud, noget som spædbørn ikke kan gøre.

I Samaria hørte mange „den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn“ og fik tro på den, hvorefter de lod sig døbe. I dette tilfælde siger beretningen tydeligt at det ikke var spædbørn, men „mænd og kvinder“. — Apg 8:12.

Apostelen Paulus’ udtalelse til korintherne om at børn var „hellige“ på grund af en troende fader eller moder, beviser ikke at spædbørn blev døbt, men snarere det modsatte. Mindreårige som var for unge til at kunne træffe en sådan beslutning, ville komme ind under en form for fortjeneste på grund af den troende fader eller moder, ikke på grund af det såkaldte dåbens sakramente, som skulle skænke en uafhængig fortjeneste. Hvis spædbørn kunne blive døbt, ville de ikke behøve nogen fortjeneste i kraft af deres troende fader eller moder. — 1Kor 7:14.

Det er sandt at Jesus sagde: „Hold op med at hindre (de små børn) i at komme hen til mig, for himlenes rige tilhører sådanne.“ (Mt 19:13-15; Mr 10:13-16) Men han døbte dem ikke. Han velsignede dem, og der er ikke noget som tyder på at dét at han lagde hænderne på dem, var en religiøs ceremoni. Han viste endvidere at grunden til at ’Guds rige tilhørte sådanne’, ikke var at de blev døbt, men at de var tillidsfulde og lærvillige. Kristne skal være „spædbørn i slethed“, men „fuldvoksne i forstandighed“. — Mt 18:4; Lu 18:16, 17; 1Kor 14:20.

Kirkehistorikeren August Neander skriver om det første århundredes kristne: „Barnedåb var ukendt i denne periode. . . . At der først i så sen en periode som (i hvert fald ikke tidligere end) Irenæus (ca. år 140-203) viser sig spor af barnedåb, og at den først blev betragtet som en apostolsk overlevering i løbet af det tredje århundrede, er snarere et bevis imod end for at den stammer fra apostlene.“ — History of the Planting and Training of the Christian Church by the Apostles, 1864, s. 162. Læst i Indsigt Bind 1, udgivet af Jehovas Vidner.