Kim Legarth |
12. august 2011
Når der pludselig opstår en situation, hvor ingen af en kirkes tre præster ønsker at vie fraskilte, så farer pressen og politikerne frem. Spørgsmålet er alligevel, om det var klogt af menighedsrådet, skriver sognepræst og blogger Kim Legarth
Det er sjældent, at valget af en præst skaber overskrifter lige fra Danmarks Radio til sladderpressen, men det skulle vi så få lov til at opleve i denne uge.
Den flotte kirke med det levende menighedsliv i Kolding, Kristkirken, har valgt deres nye tredje præst. Menighedsrådet har enstemmigt peget på Per Damgaard Pedersen – der i hvert fald på de såkaldte ”testspørgsmål” (spørgsmålene om vielse af fraskilte og kvindelige præster) står på linje med kirkens to andre præster.
Alt er foregået efter de demokratiske spilleregler, der gælder i folkekirken, men det hindrer ikke udefrakommende folk i at være utilfredse på de mennesker i sognet, der ikke føler sig repræsenteret i menighedsrådet. Men alt er altså gået efter de gældende spilleregler, så der er ikke noget at komme efter.
"MEN SÅ MÅ REGLERNE ÆNDRES," siger den røde blok med Karen Klint og Pernille Vigsø Bakke i spidsen. Men “what to do?”
Lovsikret forskellighedDe kan ikke ændre reglerne sådan, at der altid i sogne med mere end en præst skal være mindst en præst, der har en ”afvigende holdning” til for eksempel ”testspørgsmålene” i forhold til de øvrige præster. For det vil ramme nok størstedelen af de danske sogne med mere end en præst. Og ramme sognene til fordel for dem, der er imod vielse af fraskilte.
Hvor mange sogne findes i Danmark, hvor dem, der ikke går ind for vielse af fraskilte, IKKE føler sig repræsenteret? Hvis der skulle skabes overskrifter hver eneste gang, det var en realitet, så ville det ske om ikke hver uge, så noget, der ligner. Men det er åbenbart ok med den slagside til fordel for ja-siden, men når der så kommer en kirke (den eneste i kongeriget Danmark?), hvor ingen af tre præster ønsker at vie fraskilte, så farer pressen og politikerne frem.
Ændre reglerne for sognebånds-løsere
Nå… det er altså ikke en farbar vej… så kan man ændre reglerne, så sognebåndsløsere IKKE kan blive valgt ind i menighedsrådet – siger de konservative. Ligesom jeg ikke kan blive valgt ind i Frederikshavns byråd, når jeg ikke bor i Frederikshavn. Det skulle altså hindre folk, der ellers ville være undertal i kirken, i at kuppe kirken!
Men hvor fair er det lige? Sammenligningen med byrådet holder ikke. Grunden til, at jeg ikke kan blive valgt i Frederikshavns Kommune er, at jeg ikke bor der … ja, men hvis jeg nu åndeligt ”bor” i den bestemte kirke, hvad så? For mig at se er kirken ikke bare en institution, men det er mit hjem, og hvorfor skulle jeg ikke være med til at bestemme indretningen af mit hjem?
At jeg ikke må sidde i byrådet i Frederikshavn er jo også fordi, jeg ikke har nogen lovlige interesser i at skulle bestemme over et sted, der ikke er ”mit”. Men kirken er jo lige så meget ”mit” om man så er sognebåndsløser eller ej. Og da især, når vi snakker om bysogne, hvor sogn-identiteten ikke er så stor som herude på landet.
Man kan naturligvis sige, at det ikke er så smart, at man er med til at bruge kirkeskatten, som andre har betalt, imens man betaler til sin egen bopæls-kirke. Men det er jo noget skatteteknisk – så må pengene og regningen bare følge med sognebåndsløsningen.
Aktive mennesker
Sognebåndsløsere er som regel mennesker, der aktivt har valgt en præst, fordi de føler sig knyttet til den linje, den præst står for. Sognebåndsløsere er som regel mennesker, der er aktive og ønsker at gøre en forskel ikke bare ved at stemme ved præstevalg og bestemme i andre sager, men også ved at arbejde for kirkens liv og vækst på andre områder. Det havde de jo nok gjort alligevel, så længe kirken holder den linje, de er enige i… ellers ville der jo ikke være nogen grund til at arbejde for stedet, hvis man ikke vil derhen, hvor kirken sejler.
Så hvor fair er det lige, at sige, at disse aktive mennesker ikke også må sidde i det styrende råd for kirken? At jeg ikke må sidde i rådet, hvor jeg i forvejen lægger mange af mine kræfter?
Og et tillægsspørgsmål: Hvad vil det betyde for folks engagement i kirken?
Nærdemokrati og brugerdemokrati
Menighedsrådet burde være hvor nærdemokrati og brugerdemokrati mødes – det vil sige, at det netop er dem, der sidder i kirken, dem, der bruger kirken, dem, der ser kirken som deres hjem, at det er dem, der så også er repræsenteret i menighedsrådet. At det så ikke – med de nuværende regler – er sådan alle steder, er så noget, man også burde se på.
Jeg synes, det er uhyggeligt at tænke på de mange steder, hvor menighedsrådsmedlemmerne bestemmer hvem, der skal være præst i en kirke, og de samme menighedsmedlemmer så overhovedet ikke ses til gudstjenesterne. At de repræsenterer folk, som heller ikke er interesseret i gudstjenesten. Men det er nok ikke sådanne ting, der skal tages med i overvejelserne ved regelændringer (for det betyder så, at kirken bliver kuppet af de aktive).
Men hvor smart er det lige?
Egentlig er det vel så luthersk som det kan være, at de har valgt Per Damgaard Pedersen til præst i Kristkirken. Som jeg lige har forstået det, så har han før haft et vikariat i sognet og han og hans kone er aktive i kirken.
Så er det ikke helt top-dollar, at menigheden – igennem menighedsrådet – vælger en person fra deres midte som præst? Det er vel sådan, det skal være – og det ville da være mærkeligt at vælge en helt udefra, når man allerede har en i sin midte. Selvfølgelig kan det virke indspist - men ud fra mine tonedøve lutherske ører lyder det da ret luthersk.
Men et er, at det er luthersk, noget andet er om det er smart. Og det efterfølgende har ikke noget med den valgte præst at gøre – tillykke med stillingen, og jeg ønsker Guds velsignelse over hans gerning. Det er ud fra principelle overvejelser, at jeg sætter spørgsmålstegn ved om det var smart – her er tre småtanker:
1) Politikere laver helhedslovgivning ud fra enkelte tilfælde. Det vil sige, når politikere hører om et enkelt sted, hvor tingene ikke fungerer efter deres politiske system, så skal reglerne ændres hele vejen rundt. Og så bliver det også ændret de steder, hvor tingene faktisk fungerer til alles tilfredshed. I dette tilfælde, vil det så ramme kirker, hvor sognebåndsløsere sidder i et broget menighedsråd, og hvor den folkekirkelige mangfoldighed faktisk blomster og gensidigt beriger (og til tider desværre også bekriger) hinanden.
Ved at man har valgt en ”gengiftnings-fri” præst i Kristkirken, så vil det for eksempel gå ud over Skt. Pauls Kirken i Århus, hvor der også sidder sognebåndsløsere om ikke i flertal, men de er dér. Eller det vil ramme små landsbykirker, som ellers ville have svært ved at samle et menighedsråd, hvis det ikke havde været for sognebåndsløserne (ved ikke om eksempler på sådanne… men tanken er reel nok). Så et enkelt valg i en enkelt kirke kan sætte en politisk lavine i gang, der rammer andre…. men som også kan ramme dem selv.
2) Valget af endnu en nej-er er blevet set som et ”wake-up-call” til folk i sognet om at lade sig vælge ind i menighedsrådet, så de igen bliver repræsenteret i menighedsrådet. Det vil sige ved valget af en nej-er har menighedsrådet sat sig selv i en sårbar situation, hvis de ønsker at deres teologiske linje skal fortsætte ved næste valg. Det er valg-strategiske overvejelser… men reelle nok. Havde de nu valgt en, der ville vie fraskilte, men som ellers på andre områder er på linje med menighedsrådet, så ville der ikke have været dette wake-up-call. Så ville næste menighedsrådsvalg lettere falde ud til rådets fortsatte beståen.
Men på den anden side, vil det ikke være fordækt at tænke valgstrategi på den måde? At man forsøgte at skjule en demokratisk ulighed? Sådan ville det kunne udlægges.
Det ville også kunne være udlagt som at man tænkte bredere end sine egne holdninger for at komme det tavse flertal/mindretal i sognet i møde (kender ikke sognets sammensætningen). Men gør de det i andre sogne, hvor der ikke sidder missionske menighedsrødder: ”Nu skal vi have en missionspræst for at imødekomme dem, der ikke er repræsenteret i rådet”?
Men et er, at andre ikke tænker sådan – noget andet er, om det ikke ville have været smart i denne situation at tænke sådan.
3) Mennesker valgt på proteststemmer er ikke altid gode at have med sig. Jeg kunne ikke forestille mig, at den her sag lever frem til næste efterår, hvor der igen er menighedsrådsvalg. Det ville kræve, at de tre præster ikke gør deres brede sogne-arbejde godt nok, men fremstår som sekteriske … og det kunne jeg ikke forestille mig. Så den dør nok her – forhåbentlig.
Men lad os nu lige sige, at medierne eller et surt menneske, hvis barnebarn havde lidt svært ved at finde en præst, der ville vie dem… lad os sige at en af disse laver uro i aviserne og genoptager sagen (eller at ”sagen” stadigvæk lever til den tid), og at der kommer en protestliste ind (de kunne kalde sig ”Sognelisten”), hvad ville de så?
Deres begrundelse for at komme ind er, at de er utilfredse med præstesammensætningen – og den kan kun ændres, når præsten går af. Så skal man altså til at vente indtil den tid kommer, da der skal vælges ny præst – og i min spådomskugle, så snakker vi RIGTIG mange år, før det sker igen i Kristkirken (med mindre at der kommer sygdom eller andet).
Er disse protest-valgte så klar til at give en hånd med i det daglige arbejde med budgetlægning, kirke- og præstegårdssyn, personalepleje og videreudvikling af menighedslivet?
Man kunne naturligvis også fremskynde et præsteskifte – det kaldes ”dårligt arbejdsklima”, ”mobning”, ”sætte en kæp i hjulet på menighedslivet”…. og andet grimt, der har til formål at gøre livet surt for en af præsterne. Og pludselig har man en paragraf 43. Måtte det ikke ske – og må biskoppen vare klar til at gribe ind, før der er optræk til noget sådant.
Der må man sige, at biskop Kjeld Holm har vist sig som et rigtig godt eksempel i sager i hans stift (men det kan I selv google, jer frem til) Men protest-valgte er altså ikke altid af det gode!¨
Altså tre tanker om, hvorfor det måske ikke var smart, at menighedsrådet handlede, som de gjorde.
Afrunding
Nå… der er nok ingen, der er med så langt… men alle jer, der skimter dette indlæg igennem, stopper nok op her. Så velkommen tilbage!
Her i Aalborg Stift får en ikke-ansat ansøger til et embede følgende brev fra biskoppen (det gjorde han i hvert fald, da jeg søgte for nogle år siden):
"Du er ikke blevet ansat, men det er den, der af biskop og menighedsrådet er blevet anset for at være den bedst egnede kandidat (husker ikke ordlyden præcist, men det er meningen, med det)."
Også i Kristkirken har menighedsrådet og biskop valgt at anbefale den præst til ministeriet, som de synes er den bedst egnede til embedet. Det folkekirkelige demokrati har talt – vi skylder præsterne at give dem arbejdsro til at passe deres kald, så for eksempel en ny præst ikke skal bruge kræfter på bøvl, men på at være præst. På at forkynde. På at besøge mennesker. På at undervise konfirmander.
Lad præsterne være – giver vi dem ikke arbejdsro, så er man med til at ødelægge sognet. De er valgt på lovlig vis – næste år kommer endnu et menighedsrådsvalg, og der er altid brug for folk, der gerne vil kirken det godt, og som vil gøre en indsats for det.
Kim Legarth er præst i Horne og Asdal
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano