Vi tror ikke ret meget om os selv og vores dømmekraft. Vi tror til gengæld en hel masse godt om Guds ord. Og det har vi skrevet under på i præsteløftet, at vi vil bøje os for, skriver sognepræst i Kristkirken Jan Holm Mortensen

En sand tsunami-bølge af forargelse har i de seneste dage ramt Kristkirken i Kolding, fordi menighedsrådet valgte at kalde en præst, som ikke vier fraskilte. Det er i sig selv galt nok – men set i lyset af, at vi to andre præster i sognet heller ikke vier fraskilte – opleves det tydeligvis som en voldsom provokation.

LÆS OGSÅ: Sogn lukker for vielse af fraskilte

Forargelsen vil ingen ende tage, mediecirkusset lugter blod, biskoppen vasker hænderne og tørrer dem af på menighedsrådet, og flere af vore præstekolleger surfer behændigt bølgen med fordømmelse af de ”ukristelige” præster i Kolding. Og så bliver vores nye kollega ved Kristkirken ellers kørt igennem vridemaskinen – (hvilket han dog klarer ganske fortrinligt)! 

Hvad er vi da også for nogle stivstikkere?!! Jo, jeg indrømmer, at sådan må det se ud for folk flest: ”Hvor vover de at sige nej til at vie fraskilte!? Hvem tror de, de er?!” Det synspunkt, vi står for, må være enhver PR-mands mareridt. Og når jeg læser forskellige gengivelser af vores synspunkt i pressen rundt omkring, så kan jeg såmænd også godt tage mig selv i at nå at blive helt forarget over den slags mørkemænd – før den mentale note slår ind, at det blandt andet skulle være mine synspunkter, de gengiver...

Men sagen er jo den, at vi egentlig ikke tror ret meget om os selv og vores dømmekraft, vi præster ved Kristkirken. Vi tror til gengæld en hel masse godt om Guds ord. Og det er det, vi er sat til at forkynde og har skrevet under på i præsteløftet, at vi vil bøje os for.

Men vi har ikke særlig store tanker om os selv. Vi er pinligt klar over, at vi ikke har nogen ret til at hæve os over andre mennesker, som om vi var bedre end dem. Bestemt heller ikke fraskilte og gengifte. Det kunne lige så godt være mig selv, der havnede i den situation – hvor skilsmisse var det mindste onde – og hvor det at blive gift igen var den eneste ordentlige og rimelige vej frem. Jeg kan sagtens forestille mig fraskilte, jeg ville anbefale at blive viet – borgerligt. Og hvis jeg var ansat på rådhuset – ville jeg naturligvis også gøre det.

Hvad Gud har sammenføjet...
Men hvorfor vil jeg så ikke vie fraskilte i kirken?

Det vil jeg ikke, for det har jeg ikke fået mandat til – som præst. Og hver gang jeg kigger efter i Bibelen og teologien, om ikke det alligevel kunne forholde sig anderledes – når nu jeg egentlig synes, det ellers kunne være rimeligt nok for lige præcis dette par – så når jeg altså stadig til den samme konklusion: Det går bare ikke. Der står for meget på spil.

For det første er der ingen tvivl om, hvad Jesus siger til de gengiftende farisæere – at sådan var det ikke tænkt ”fra begyndelsen af”, for ”hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” – og han siger ligefrem, at ”den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”. Ikke sært, at hans egne disciple i den sammenhæng udbrød: ”Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig...” Men ikke desto mindre holdt Jesus fast på det. Og hvem er jeg, at jeg skulle hæve mig over Jesus? 

Denne indstilling til ægteskabet har så også en klar positiv inderside, som jeg af hele mit hjerte kan tilslutte mig – men som der ikke bliver plads til at udfolde her. Som Per Damgaard Pedersen formulerede det: ”Lykken findes i trofasthed” mod den, man sagde ja til. Kærlighed handler ikke først og fremmest om mig selv og min selvrealisering og min tilfredsstillelse, men om at give sig over til den anden ”i medgang og modgang indtil døden os skiller”.

”Det løfte kan vi slet ikke håndtere”, belærte den altid sympatiske sognepræst, Flemming Pless, os i TV2. Og det kan han såmænd have ret i langt på vej. Men hans løsning er så netop farisæernes: at når ikke vi kan følge Guds bud, må Gud følge vores. Det bliver selve evangeliet for ham – at Gud sætter hegnet så lavt, at vi alle kan skræve over uden at skulle løfte i hverken brude- eller præstekjole.

Evangeliet må ikke spændes for den farisæiske vogn
Men så har han samtidig gjort evangeliet til et spørgsmål om borgerlig moral, om det mindstemål, der må kunne kræves af et kristeligt menneske. For hvor blev evangeliet som ”syndernes forladelse” af? Der er jo knapt nok nogle synder at forlade mere... Lige bortset fra de synder, præsterne i Kristkirken begår ved at holde fast på Guds bud – så radikale som de nu måtte være. De burde angre i sæk og aske.

Og det gør vi da også jævnligt. Vi har bestemt ingen problemer med at identificere os med syndere af enhver art. Vi har lige så meget brug for syndernes forladelse, som nogen som helst anden har. Netop derfor står der så meget på spil for os. Vi kan ikke lade evangeliet blive spændt for den farisæiske vogn.

I det øjeblik man siger ja til at vie fraskilte – bevæger man sig netop ind på den vej. Man blåstempler genvielsen som gudvillet og velsignet. Men hvordan kan præsten vide det? Selvfølgelig er der tilfælde, hvor man som præst tænker, at her må det være det eneste rigtige, og den fraskilte part var så tydeligt den uskyldige part i skilsmissen. Men kunne det tænkes, at der i andre tilfælde sidder en såret ægtefælle og nogle knuste børn tilbage – som ikke kan forstå, at kirken uden videre udskriver blanko-velsignelser til den ægtefælle, de oplever, har svigtet dem?

Det skal ikke afhænge af præstens dømmekraft
Nogle præster går derfor ind i en afvejning af den enkelte situation, før de siger ja til genvielse – men her ryger kæden for mig at se helt af, og det farisæiske projekt bliver afsløret for det, det er. For her sætter præsten sig op på Moses’ stol, som den, der har indsigt og dømmekraft til at veje det konkrete par på rimelighedens og moralens vægtskål.

Og heller ikke her, tror vi præster i Kristkirken ret meget om os selv og vores dømmekraft. Vi kan ikke gå ind og dømme ”hjerter og nyrer” – og velsigne et nyt ægteskab på den baggrund. Hvad vi har fået mandat til, er at holde fast i det, som Gud havde tænkt fra begyndelsen, fordi det er sandt, ægte og godt – og tilsige syndernes forladelse, til dem, der måtte ønske det. Og den er tilgængelig for alle hver søndag – og Guds velsignelse med. 

Så nu hvor vi har fået så meget gratis PR – så lad mig da surfe lidt på den bølge: Hjertelig velkommen i Kristkirken menighed i et åbent og varmt fællesskab, hvor man ikke skal måles og vejes på fromhed eller mangel på samme. Vi samles ikke om at være rigtige, frelste og politisk korrekte. Vi samles som mennesker af kød og blod, der alle kender til det brudte i vore egne liv – heriblandt også fraskilte og gengifte, uden at det er noget, vi ellers gør et nummer ud af. Vi samles om ham, der elsker syndere som os. Vi vil også gerne invitere dig med – uanset din historie.

FAKTA om vielse af fraskilte i Kristkirken sogn:

- Ingen præst i den danske folkekirke har pligt til at vie fraskilte.

- Fraskilte i Kristkirken sogn, der ønsker at blive viet, behøver ikke at løse sognebånd til et andet sogn for at blive viet. De kan stadig blive viet i Kristkirken.

- Selvom ingen af sognets præster vier fraskilte – har sognets fraskilte medlemmer ret til at blive viet i kirken. Hvis man ikke selv kender en præst, der vil forestå vielsen, er det provstens opgave at finde én, der vil. 

- Der er på årsbasis tale om et gennemsnit på 4-5 vielser af fraskilte i Kristkirken sogn. 

- De præster, der ikke ønsker at vie fraskilte, bliver sat til at løse andre opgaver som kompensation i forhold til de præster, der måtte få ekstra vielser på denne baggrund.  

FAKTA om menighedsrådet ved Kristkirken:

- Medlemmerne i menighedsrådet ved Kristkirken har forskelligt kirkeligt tilhørsforhold. 

- Medlemmerne i menighedsrådet har forskellige syn på vielse af fraskilte.

- Per Damgaard Pedersen blev enstemmigt indstillet af menighedsrådet.