Send artiklen Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte

Vi er pinligt klar over, at vi ikke har nogen ret til at hæve os over andre mennesker, som om vi var bedre end dem. Bestemt heller ikke fraskilte og gengifte, skriver sognepræst i Kristkirken i Kolding Jan Mortensen.

- Privatfoto

Fakta

Citat

"Det synspunkt, vi står for, må være enhver PR-mands mareridt," skriver sognepræst i...
Læs mere
flexblock
17 debatindlæg Hold mig opdateret

Vi tror ikke ret meget om os selv og vores dømmekraft. Vi tror til gengæld en hel masse godt om Guds ord. Og det har vi skrevet under på i præsteløftet, at vi vil bøje os for, skriver sognepræst i Kristkirken Jan Holm Mortensen

"Det synspunkt, vi står for, må være enhver PR-mands mareridt," skriver sognepræst i Kristkirken i Kolding Jan Holm Mortensen.
En sand tsunami-bølge af forargelse har i de seneste dage ramt Kristkirken i Kolding, fordi menighedsrådet valgte at kalde en præst, som ikke vier fraskilte. Det er i sig selv galt nok – men set i lyset af, at vi to andre præster i sognet heller ikke vier fraskilte – opleves det tydeligvis som en voldsom provokation.

LÆS OGSÅ: Sogn lukker for vielse af fraskilte

Forargelsen vil ingen ende tage, mediecirkusset lugter blod, biskoppen vasker hænderne og tørrer dem af på menighedsrådet, og flere af vore præstekolleger surfer behændigt bølgen med fordømmelse af de ”ukristelige” præster i Kolding. Og så bliver vores nye kollega ved Kristkirken ellers kørt igennem vridemaskinen – (hvilket han dog klarer ganske fortrinligt)! 

Hvad er vi da også for nogle stivstikkere?!! Jo, jeg indrømmer, at sådan må det se ud for folk flest: ”Hvor vover de at sige nej til at vie fraskilte!? Hvem tror de, de er?!” Det synspunkt, vi står for, må være enhver PR-mands mareridt. Og når jeg læser forskellige gengivelser af vores synspunkt i pressen rundt omkring, så kan jeg såmænd også godt tage mig selv i at nå at blive helt forarget over den slags mørkemænd – før den mentale note slår ind, at det blandt andet skulle være mine synspunkter, de gengiver...

Men sagen er jo den, at vi egentlig ikke tror ret meget om os selv og vores dømmekraft, vi præster ved Kristkirken. Vi tror til gengæld en hel masse godt om Guds ord. Og det er det, vi er sat til at forkynde og har skrevet under på i præsteløftet, at vi vil bøje os for.

Men vi har ikke særlig store tanker om os selv. Vi er pinligt klar over, at vi ikke har nogen ret til at hæve os over andre mennesker, som om vi var bedre end dem. Bestemt heller ikke fraskilte og gengifte. Det kunne lige så godt være mig selv, der havnede i den situation – hvor skilsmisse var det mindste onde – og hvor det at blive gift igen var den eneste ordentlige og rimelige vej frem. Jeg kan sagtens forestille mig fraskilte, jeg ville anbefale at blive viet – borgerligt. Og hvis jeg var ansat på rådhuset – ville jeg naturligvis også gøre det.

Hvad Gud har sammenføjet...
Men hvorfor vil jeg så ikke vie fraskilte i kirken?

Det vil jeg ikke, for det har jeg ikke fået mandat til – som præst. Og hver gang jeg kigger efter i Bibelen og teologien, om ikke det alligevel kunne forholde sig anderledes – når nu jeg egentlig synes, det ellers kunne være rimeligt nok for lige præcis dette par – så når jeg altså stadig til den samme konklusion: Det går bare ikke. Der står for meget på spil.

For det første er der ingen tvivl om, hvad Jesus siger til de gengiftende farisæere – at sådan var det ikke tænkt ”fra begyndelsen af”, for ”hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” – og han siger ligefrem, at ”den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”. Ikke sært, at hans egne disciple i den sammenhæng udbrød: ”Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig...” Men ikke desto mindre holdt Jesus fast på det. Og hvem er jeg, at jeg skulle hæve mig over Jesus? 

Denne indstilling til ægteskabet har så også en klar positiv inderside, som jeg af hele mit hjerte kan tilslutte mig – men som der ikke bliver plads til at udfolde her. Som Per Damgaard Pedersen formulerede det: ”Lykken findes i trofasthed” mod den, man sagde ja til. Kærlighed handler ikke først og fremmest om mig selv og min selvrealisering og min tilfredsstillelse, men om at give sig over til den anden ”i medgang og modgang indtil døden os skiller”.

”Det løfte kan vi slet ikke håndtere”, belærte den altid sympatiske sognepræst, Flemming Pless, os i TV2. Og det kan han såmænd have ret i langt på vej. Men hans løsning er så netop farisæernes: at når ikke vi kan følge Guds bud, må Gud følge vores. Det bliver selve evangeliet for ham – at Gud sætter hegnet så lavt, at vi alle kan skræve over uden at skulle løfte i hverken brude- eller præstekjole.

Evangeliet må ikke spændes for den farisæiske vogn
Men så har han samtidig gjort evangeliet til et spørgsmål om borgerlig moral, om det mindstemål, der må kunne kræves af et kristeligt menneske. For hvor blev evangeliet som ”syndernes forladelse” af? Der er jo knapt nok nogle synder at forlade mere... Lige bortset fra de synder, præsterne i Kristkirken begår ved at holde fast på Guds bud – så radikale som de nu måtte være. De burde angre i sæk og aske.

Og det gør vi da også jævnligt. Vi har bestemt ingen problemer med at identificere os med syndere af enhver art. Vi har lige så meget brug for syndernes forladelse, som nogen som helst anden har. Netop derfor står der så meget på spil for os. Vi kan ikke lade evangeliet blive spændt for den farisæiske vogn.

I det øjeblik man siger ja til at vie fraskilte – bevæger man sig netop ind på den vej. Man blåstempler genvielsen som gudvillet og velsignet. Men hvordan kan præsten vide det? Selvfølgelig er der tilfælde, hvor man som præst tænker, at her må det være det eneste rigtige, og den fraskilte part var så tydeligt den uskyldige part i skilsmissen. Men kunne det tænkes, at der i andre tilfælde sidder en såret ægtefælle og nogle knuste børn tilbage – som ikke kan forstå, at kirken uden videre udskriver blanko-velsignelser til den ægtefælle, de oplever, har svigtet dem?

Det skal ikke afhænge af præstens dømmekraft
Nogle præster går derfor ind i en afvejning af den enkelte situation, før de siger ja til genvielse – men her ryger kæden for mig at se helt af, og det farisæiske projekt bliver afsløret for det, det er. For her sætter præsten sig op på Moses’ stol, som den, der har indsigt og dømmekraft til at veje det konkrete par på rimelighedens og moralens vægtskål.

Og heller ikke her, tror vi præster i Kristkirken ret meget om os selv og vores dømmekraft. Vi kan ikke gå ind og dømme ”hjerter og nyrer” – og velsigne et nyt ægteskab på den baggrund. Hvad vi har fået mandat til, er at holde fast i det, som Gud havde tænkt fra begyndelsen, fordi det er sandt, ægte og godt – og tilsige syndernes forladelse, til dem, der måtte ønske det. Og den er tilgængelig for alle hver søndag – og Guds velsignelse med. 

Så nu hvor vi har fået så meget gratis PR – så lad mig da surfe lidt på den bølge: Hjertelig velkommen i Kristkirken menighed i et åbent og varmt fællesskab, hvor man ikke skal måles og vejes på fromhed eller mangel på samme. Vi samles ikke om at være rigtige, frelste og politisk korrekte. Vi samles som mennesker af kød og blod, der alle kender til det brudte i vore egne liv – heriblandt også fraskilte og gengifte, uden at det er noget, vi ellers gør et nummer ud af. Vi samles om ham, der elsker syndere som os. Vi vil også gerne invitere dig med – uanset din historie.

FAKTA om vielse af fraskilte i Kristkirken sogn:

- Ingen præst i den danske folkekirke har pligt til at vie fraskilte.

- Fraskilte i Kristkirken sogn, der ønsker at blive viet, behøver ikke at løse sognebånd til et andet sogn for at blive viet. De kan stadig blive viet i Kristkirken.

- Selvom ingen af sognets præster vier fraskilte – har sognets fraskilte medlemmer ret til at blive viet i kirken. Hvis man ikke selv kender en præst, der vil forestå vielsen, er det provstens opgave at finde én, der vil. 

- Der er på årsbasis tale om et gennemsnit på 4-5 vielser af fraskilte i Kristkirken sogn. 

- De præster, der ikke ønsker at vie fraskilte, bliver sat til at løse andre opgaver som kompensation i forhold til de præster, der måtte få ekstra vielser på denne baggrund.  

FAKTA om menighedsrådet ved Kristkirken:

- Medlemmerne i menighedsrådet ved Kristkirken har forskelligt kirkeligt tilhørsforhold. 

- Medlemmerne i menighedsrådet har forskellige syn på vielse af fraskilte.

- Per Damgaard Pedersen blev enstemmigt indstillet af menighedsrådet.

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Om rene hænder...

Klavs Bo Sørensen, publiceret d.15/08 11:09 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Kære Jan, problemet er ikke, at der er nogen, som ikke vil vie fraskilte. Det er præsterne ved Kristkirken i Kolding ikke alene i jeres gode ret til, det er I nødt til ud fra det skriftsyn i har valgt. Problemet er sådan set heller ikke, at I vil have rene hænder, det er anbefalet af sundhedsmyndighederne, dog synes jeg at spore en vis afstandtagen til biskoppens håndvask, som du kalder det.
Nej problemet er, at menighedsrådet på trods af gentagne opfordringer har valgt ikke at tage hensyn til den store del af menigheden i Kristkirkens sogn, kirkesøgende eller ej, som rådet også skulle repræsentere.
Det er ikke præsternes skyld, går jeg ud fra, men er noget menighedsrådet har taget på sig, hvorfor det heller ikke er noget, biskoppen kan tørre af. Det er noget menighedsrådet ved Kristkirken er gået ind i med åbne øjne, og derfor kan reationen heller ikke komme bag på dets medlemmer.
Derimod er det lidt synd for de sagesløse præster, der formentlig ikke har politiseret, men må tage skraldet - og for alle kolegerne, som må høre på spydige bemærkninger.

m.v.h.
Klavs
Del Link

Sv. Om rene hænder...

Peter, publiceret d.15/08 11:41 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Kære Klavs,
Din analyse af problemet er måske skarp nok. Det afhænger af om man køber præmissen for om et menighedsråd i fuld alvor kan repræsentere "den store(!) del af menigheden", når denne tilsyneladende ikke er repræsenteret med så meget som én eneste kandidat i menighedsrådet. En anden ting er, at det nu klinger noget hult, når der notorisk er et betragteligt antal bykirker i vores land, der behændigt (både med og uden bispers hjælp) har undgået at tage hensyn til dele af menigheden - også selvom disse har været repræsenteret i menighedsråd.
En tredje ting er om det giver den store mening at tale nagelfast om sognegrænser i byerne. Mon ikke Kolding som by er meget bredt repræsenteret kirkeligt set?? Det vil jeg tro uden på nogen måde at vide det.
Del Link

Det her giver mig håb for danmarks familier!

Tina, publiceret d.15/08 11:51 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Kære Jan Holm Mortensen.
TAK for dit velskrevne, og velargumenterede indlæg, som jeg i det store hele fuldt og helt kan tilslutte mig.
Dette her giver mig fornyet håb for Danmarks familier og for den danske folkekirke.
Gud satte ikke sine forordninger om ægteskabet for at begrænse, eller ligefrem ødelægge vores muligheder for at blive lykkelige. Men grænserne blev jo netop sat for at vi skulle kunne leve! Vi må til alle tider være nødt til at bøje os for, at Skaberen trods alt ved bedre end sin skabning.
Del Link

Til døden jer skiller.

snedsted, publiceret d.15/08 15:56 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Jeg er fraskilt. Efter kun otte års samliv og syv års ægteskab.

Da jeg stod foran Guds alter og bekræftede, at jeg ville leve med min ægtehustru, som en mand bør leve med hende indtil døden os skilte, mente jeg det uden reservationer. Det var heller ikke mig, men min hustru, der til min store sorg ønskede skilsmise. Jeg har savnet hende lige siden den dag, seperationen trådte i kraft.
Men jeg var dybt ansvarlig for, at det gik som det gik. Havde jeg været hende, ville jeg også have søgt en ende på et ægtesskab, der i de sidste 1½ år ikke levede op til det, vi havde håbet og troet.

I de 33 år, der er gået siden den ulykkelige skilsmisse, har jeg én gang været forlovet med ægteskab for øje.

Men jeg har ikke på nogen måde tænkt mig, at brylluppet skulle finde sted i en kirke. Det var ikke døden, men livet, der skilte mig fra min elskede hustru. Og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg én gang til skulle erklære troskab og huldskab til døden skilte os. Lige op i Guds åbne ansigt !!!

Nej, hvis det nye ægteskab skulle indgås, måtte det blive på rådhuset, sådan at vi i det mindste var omfattet af retsvirkningsloven, - ikke mere. Så kunne vi efterfølgende gå i kirke og få Guds velsignelse, som alle kirkegængere får i forbindelse med Højmessen.

I min optik kan man ikke to eller flere gange erklære troskab til døden.

Derfor er der god fornuft i, at præster skal have muligheden for at nægte at vie fraskilte. Kirken er ikke nogen tombola !!

At så tre præster i samme sogn indtager denne holdning, er upraktisk, men der må være andre muligheder for at blive gengift. Rådhuset er en af dem. En udensognspræst en anden.

Det er i hvert fald helt ude i hampen at ville ændre loven for at undgå, at præster ved samme kirke, indtager samme velgennemtænkte holdning til vielse af fraskilte.
Del Link

Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte

Peter, publiceret d.15/08 18:22 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Jeg kan tilslutte mig Snedsteds synspunkt men ærlig talt kan jeg godt få den tanke at det menighedsråd er noget sammenspist, men det sker jo ind imellem også i et demokratisk samfund.

Jo, jan Holms indlæg er vel velskrevet, men jeg hæftede mig navnlig ved det her

"og han siger ligefrem, at ”den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”.

"Matthæusevangeliet kap 5 vers 32: Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud."

Jeg synes faktisk det virker lidt sært, at utugten hovedsagelig ser ud til, at være kvindens når der, skal forklares hvad Jesus mener, - hun har været sin mand utro! Er der egentlig nogen grund til at gøre opmærksom på, at det modsatte så sandelig også finder sted? De fleste ved vel, at der er utallige eksempler på mandens utugt gennem utroskab mod sin ægtefælle og derigennem har hun ret til at søge skilsmisse og få den lige såvel som manden har i modsat fortegn.

Den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud,- jamen er der noget syndigt i det? Er det ikke et gode at en ny mand hjælper hende med at bryde en dårligt ægteskabelig forbindelse og at de to får lov at prøve at starte noget op sammen der kan vise sig at blive livet for dem begge ud fra de erfaringer de har draget.

Hvad gud har sammenføjet må intet menneske adskille. Nej, og derfor må det menneske der forårsager adskillelsen gennem utroskab, i ægteskabet tage konsekvensen og acceptere den anden parts skilsmissebegæring.

Jeg har dog fuld forståelse for at det ikke er let for en præst at være objektiv i sådan en sag og derfor gerne vil se sig fritaget, men som Snedsted er inde på, er der jo andre muligheder, så ærlig talt, lad nu de præster vælge selv! Ingen grund til at lave en blæst ud af dem.
Del Link

Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte

pastor, publiceret d.16/08 03:31 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Kristkirken i Kolding har heldigvis formået at tilpasse sig det globale samfund også på kirkeområdet. Jeg er meget skuffet over de biskopper og provster, der ligefrem vil lave lov om sognebåndsløsning om, blot fordi den bruges af troende kirkegængere… Men kære biskopper, nu om dage kører vi ikke i hestevogn til kirken mere, med bilens fremkomst for 100 år siden er der heldigvis mulighed for at ”gå” i kirke næsten, hvor man ønsker det. / Mogens ♥
Del Link

Hvem kan i det hele taget vies kirkeligt kristeligt forsvarligt

Gudmund, publiceret d.16/08 08:19 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
- når man tager i betragtning, hvad der findes af muligt begrænsende bibelord? Jeg spørger, indrømmet, drilsk, men kan du Jan Holm Mortensen som folkekirkepræst med din påståede respekt for det enkelte bibelords krav om at blive taget for pålydende, påtage dig at vie og kirkeligt velsigne et par, som helt åbenlyst har levet sammen i årevis som mand og kone, før de nu (endelig) vil gifte sig og søge kirkens/Guds velsignelse? Eller hvad med de mange, som har levet i forhold med en anden mand eller kvinde, før de nu gifter sig med en ny? Kan du som præst med det bibelsyn, jeg hører dig repræsentere, vide dig sikker på, at en sådan vielse er "gudvillet og velsignet"? Mvh, Gudmund.
Del Link

Sv. Om rene hænder...

Carsten, publiceret d.16/08 09:26 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Som kirkegænger og bosidende i Kristkirkens sogn vil jeg sige et stort tak til sognets menighedsråd og dets medlemmer for et stort arbejde og et stort mod ved valg af den præst, som de har vurderet bedst kan være med til at fremme kirkens liv og vækst i Kristkirkens sogn. Og nu skal de så lægge ryg til kritik fra biskop, præster og andre, der tilsyneladende ved bedre om, hvilken præst Kristkirkens sogns menighed har brug for. Som f.eks. Klavs Bo Sørensen (præst i nabosognet Vonsild)- hvorfra ved Klavs Bo Sørensen, hvad den store del af menigheden i Kristkirkens sogn, kirkesøgende eller ej, ønsker? Om de i det hele taget har nogle ønsker eller ej? Ud fra engagement ser det ud til, at de ikke ønsker noget. Eller måske har de løst sognebånd til en nabopræsterne og sidder i nabosognenes menighedsråd og holder præsteansøgere som Per Damgaard Pedersen og ligesindede ude fra præstestillingerne her - endog biskopens hjælp og velsignelse.

Mvh. Carsten - en af de tilfredse i Kristkirkens sogn.
Del Link

Sv. Om rene hænder...

Klavs Bo Sørensen, publiceret d.16/08 11:09 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Carsten skrev:
Som kirkegænger og bosidende i Kristkirkens sogn vil jeg sige et stort tak til sognets...


Kære Carsten
Jeg ved slet ikke, hvad den store del af menigheden i Kristkirkens sogn ønsker, og så lidt som provst og biskop ved jeg, hvilken præst sognet har brug for. Derimod ved jeg, at man som menighedsrådsmedlem skriver under på at udføre sit hverv i troskab mod den danske evangeliske -lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst, og det kan næppe være at afskære nogen del af menigheden (gudstjenestesøgende eller ej) fra en kirkelig vielse af en af sognets præster.
Jeg kan i øvrigt oplyse dig om at jeg som regel svarer folk, der ønsker at løse sognebånd, at det behøver de ikke. Gudstjenesten er offentlig og hvis man øsker min medvirken ved en kirkelig handling, står jeg altid til rådighed. Valg til menighedsråd ligger bedst i hænderne på sognets beboere.
Til sidst: Ingen hverken provst eller biskop eller jeg har anfægtet Per Damgaard ret til hans stilling eller ønsket at holde, hverken ham eller nogen anden præst med den samme indstilling til kvindelige præster og vielse af frasilte ude fra noget embede. Spørgsmålet er blot om det er ret og rimeligt at ingen i Kristkirkens sogn som fraskilt kan få sin lokale præst til at medvirke ved en vielse.
med venlig hilsen
Klavs Bo Sørensen,
- der ganske vist er nabopræst, hvad der i denne sammenhæng er ganske irrelevant.
Del Link

Sv. Til døden jer skiller.

Tina, publiceret d.16/08 11:51 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Kolding-præst: Derfor vier vi ikke fraskilte
Stor respekt for dig. Vi lever i en tid hvor et ord ikke længere er et ord. Som jeg ser det, har du valgt at lade et løfte foran Gud vægte højest. Jeg ville sådan ønske at dine synspunkter var mere almindelige i Danmark, og at dit valg i livet blev hørt.
Del Link
Mere:   1 | 2   Næste


flexblock

Få viden om kristendom i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

Stil dit eget spørgsmål til kristendom.dk

Kategori (vælg en af de nedenstående kategorier) *


*


*


*


NB: Alle felter med * skal udfyldes

flexblock

flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​