Du beskylder den konservative del af kirken for at kæde synd sammen med umoralsk habitus, og at der ingen nåde findes for de umoralsk formastelige. Det er ganske enkelt ikke sandt. Enhver kirkegænger på højrefløjen er umoralsk formastelig både i tanker og ord og gerninger. Skulle han/hun påstå noget andet, vil det være ubibelsk (også u-luthersk)og dermed løgn i kristen optik. Højrefløjen siger blot, at der frelse og fortabelse. Og om du frelses eller fortabes afhænger ikke af god eller dårlig moral, men om tro eller manglende tro. Her er de helt på linje med Luther - som du også selv forklarer så fint i artikelens første del. Troen er det afgørende. Her modtager vi Guds nåde. Vil vi ikke tro, modtager vi heller ikke nåden. Ganske vist er troen en gave, og derfor er der ingen præstation i at tro (alt af nåde!), men vi kan godt sige nej tak, og dermed fravælger vi frelsen. Dét er højrefløjens, Luthers og i særdeleshed Bibelens påstand. Og når et menneske så er kommet til tro, har Helligånden taget bolig i vedkommende og derfor skal der leves et nyt liv i gode gerninger, sådan som Helligånden nu arbejder i én. Det er her højrefløjen betoner gerninger, som skal gøres, for troen skal bære frugter (jf. Joh. 15,1-6), og gør den ikke det, hugges træet ned og kastes i ilden. Dette sidste kunne nu lyde som god gang katolisisme, men det er det ikke, for det nye liv med gode gerninger er virket af Gud, men kun virket så længe et menneske bliver ved med at modtage Guds nåde i erkendelse af sin egen synd, altså at tro på Jesu død og opstandelse som eneste vej til frelse.
Og dermed ender vi ved din afslutning, hvor du ganske tydeligt får sagt, at alle mennesker bliver frelst, for vi er alle syndere og retfærdige, men det er misbrug af Luther og ikke mindst Bibelen. For begge siger (og altafgørende er det selvfølgelig at Bibelen siger det), at kun den troende er retfærdiggjort, indlemmet i Guds folk og allerede indehaver af en himmelplads (Ef.2,1-10).
Noget at bryste sig af har han ikke - og dog! En ting: Guds nåde. Den kan han være stolt af, præcis ligesom Paulus var.
Derfor er det heller ikke synden, der fylder mest på højrefløjen - det skulle det i hvert fald helst ikke - men nåden. Guds nåde der tilbydes enhver kvit og frit, modtages kvit og frit og efterleves til Guds ære.
Hvad Tidehverv angår bliver jeg svar skyldig
Hav en god dag!










