For Luther er Guds nåde er altid større end menneskers synd, skriver lektor Else Marie Wiberg Pedersen

Synd frejdigt
”Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde … Bed frejdigt, for også du er en stor synder.”

I denne formulering, som Luther skrev i et brev til Melanchton i 1521, ligger hele Luthers forståelse af synd, men også af nåde. Ofte citerer folk kun de to ord ”synd tappert,” hvorved man overser, at formuleringens centrum i virkeligheden er udsagnet om syndens sejrherre, Kristus, og troen på ham. Når Luther konstaterer, at Melanchton frejdigt må synde, er det ikke en opfordring til at begå en masse syndige handlinger.

Udsagnet er udtryk for Luthers overbevisning om, at synd er en uomgængelig del af det at være menneske. Synden er ikke bundet til bestemte handlinger, men til hele vort liv.

Alligevel skal vi ikke lade os tynge. Vi kan nemlig leve med synden, fordi vi har nåden i Kristus, og præcis derfor giver afladshandel og bodssakramenter ikke mening.

Synden er allerede omsluttet og omgjort i Kristus, og derfor kan vi leve under nådens perspektiv, idet vi frejdigt ser op og ser ud over os selv og dermed får øje på det liv, som omfattes af vort medmenneske og omsluttes af Gud. Vi kan få øje på det liv, som er meget større end os selv.

Luthers definition af synd
Luther definerer synd som en trosmangel. Troen var jo for Luther et tillidsforhold til Gud og løftet til mennesket om frelse fra synd og død.

Synd har således med selve menneskets gudsforhold at gøre. Hvis man ikke har tillid til Guds frelse, så kalder man Gud for en løgner og gør sig selv til Gud. Alvoren heraf ses også i Den Augsburgske Bekendelses artikel 2 om synden: Alle mennesker efter Adam fødes med synd, hvilket vil sige: ”... uden gudsfrygt, uden tillid til Gud, men med begær.”
Synden er ikke i luthersk forstand bundet til kroppen eller seksualiteten, men til hele vores tilværelse som et vilkår. Den betyder, som Luther forklarer det i Den store katekismus, at vi ikke giver Gud plads i vort liv, men selv gør os så høje og brede, at vi spærrer for Guds ansigt og kun ser os selv.

Denne synd, der er oprindelsen til al vor synd, symbolsk fortalt i 1. Mosebog kapitel 3, er fortællingen om mennesket, som gør sig selv til afgud, som dyrker sit eget ego på bekostning af andre, i hvad form det nu måtte være.

Samtidig er Luther optaget af, at frelse og nåde ikke tages til indtægt af enkeltmennesker som deres egne præstationer. Frelse og nåde skyldes alene Gud gennem Jesus Kristus, og den er tilbudt alle mennesker.

Derfor er ethvert menneske retfærdig og synder på samme tid (simul justus et peccator). Luther understreger dermed, at ingen er mere syndige eller mere frelste end andre. Alle er lige for Gud.

Denne lære siger ikke, du er et særlig skyldigt eller syndigt menneske, fordi du ikke spiste dine 10 gulerødder i dag, eller fordi du drak et glas rødvin for meget. Omvendt siger den heller ikke, at du er særlig uskyldig eller syndfri, fordi du lever på en bestemt måde.

Luthers syndslære udsiger, at ethvert menneske er lige så skyldigt og syndigt som alle andre, men Gud har set i nåde til enhver af os uden skel.

Syndsbegrebet i folkekirken anno 2011
Mens Luther betoner både syndens og nådens realitet i menneskers liv som to helhedsperspektiver, ser man i den moderne folkekirke tre forskellige tilgange.

Den konservative del af folkekirken betoner kun synd som en særlig umoralsk habitus, der fører lige i helvede, og finder ingen nåde for de umoralsk formastelige.

Tidehverv betoner også synden, idet mennesket alene anskues som en synder, der intet kan eller skal gøre for den frelse, som allerede er givet.

I det første tilfælde bliver synd til et spørgsmål om moral, i det andet til en abstraktion, og i ingen af dem får nåden plads.

Som reaktion på disse overbetoninger af synd på bekostning af nåden underbetones talen om synd i hovedparten af folkekirken. Faktisk optræder synden her hovedsageligt i bønner om syndernes forladelse, som den blandt andet lyder i trosbekendelsen, mens Guds nåde og kærlighed er i centrum.

Man må da også sige, at det er den sidste tilgang, der ligger tættest op ad Luther selv. Guds nåde er hos ham altid større og mere central end menneskers synd, dens realitet til trods.

Else Marie Wiberg Pedersen er lektor på Afdeling for Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet