Dengang Gud bøjede sig ned og kyssede jorden

Jeg ville gerne have været en flue på væggen, da Himlens morgenrøde strålede ud i mørket i Betlehem, skriver teolog og foredragsholder Birgitte Arendt

Mørket var en straf
Som barn blev forfatteren Agnes Henningsen straffet på det grusomste. Hun kom ikke ”i skammekrogen,” som ellers var et flittigt benyttet pædagogisk middel i hine tider. Nej, hun blev skubbet ind i skorstenens nederste del gennem en luge.

Andre børn har tilbragt timer i kosteskabet. Fælles for de nævnte lokaliteter er mørket (og isolationen og indespærringen).

I min barndom foreskrev en solid, borgerlig opdragelse revselse i form af endefuld og sengelægning, og hvis forseelsen var grum – ingen mad! At ligge i sengen og med Spørge-Jørgen spørge ”Hvorfor har jeg dog så ondt i numsen?” var for mig den rene svir i forhold til indespærring i mørke. Fortællingen om Jonas i hvalfiskens bug gav mig kvælningsfornemmelse og mavekrampe.

Men ikke blot i ømfindtlige børnesind afføder mørket rædsel. Selv for granvoksne mennesker er mørket en massiv uigennemtrængelighed. Der er ikke noget tiltrækkende eller forligende ved mørke. Det er kun til ved sin modsætning. Personligt har jeg aldrig vænnet mig til det.

Derfor, lige netop derfor, ville jeg gerne have været en flue på væggen, da lyset sejrede over mørket. Da Gud lod sig føde i stalden i Betlehem. Dengang da Gud bøjede sig ned og kyssede jorden, og Himlens morgenrøde strålede ud i mørket.

(Så vil nogen indvende, at det er da ikke en ”kirkehistorisk begivenhed”. Dertil vil jeg svare: fortællingen er begyndelsesfortællingen for al kirkehistorie.)

Jesusbarnet er et strålebundt af lysenergi
I Naur Kirke i Vestjylland kan man se det med egne øjne. Havsteen-Mikkelsens altertavle afbilleder den første juleaften. Midtpunktet i billedet er Jesusbarnet. Han fremstår som en lille sol, et strålebundt af lysenergi. Stråleskæret fra barnet når ud i alle billedets ellers mørke hjørner.

H.C. Andersen beskriver fænomenet i slutningen af eventyret om Skrubtudsen således: ”Glansen dér er for stærk. Vi har endnu ikke øjne til at se ind i al den herlighed, Gud har skabt.”

At Gud viser sig mægtig i det svage, vender vrangen ud på vores almindeligt vedtagne accept af magtens symbiose med råstyrke. Men netop her er alt forandret. Intet er som før. Fødslen i stalden er mageløs. Maria føder ganske vist med ”jordiske veer,” men det er Messias, der fødes. Uden ham intet lys, intet liv, intet håb, ingen kærlighed.

På alterbilledet træder korset tydeligt frem i træværket over krybben. Det er ingen idyl. Det er et drama, der her tager sin begyndelse: pludselig flænges mørket – af ”det lys, som jager det stigende mulm på flugt.” (Julebudet, salme 129 i Den Danske Salmebog)

Enhver der har oplevet at stå med et levende, nyfødt menneskebarn i armene, har oplevet det. I glimt ser man ind i lysets hjem. Med glædesfyldt undren opleves lysvæld bagved lysvæld. Ufatteligt, at noget kan være så overvældende lyst!

Det forkrøblede og misbrugte i vores liv sprænges bort, mørket spredes. Morgenrøden fra det høje fylder os med glæde.

Lysets engel bebuder det dejligste eventyr
En parallel i det små findes i en ganske dagligdags erfaring: man er søvnløs, natten er mørk og synes uovervindelig. Pludselig flænges mørket af livgivende toner. Som en lille ydmyg engel lyder solsortens ”natten hun er nu omme.” Lyset vender tilbage. Maestro solsort. Eller er det en engel, der efter kærlighedens vilje rækker ud efter os?

Den, der brydes med mørket, ved, at lyset er befrielsen. Lys er synonymt med liv. ”Mere lys” var Goethes sidste ord – og spekulationerne er mangfoldige: hvad mente manden? Mit bud er ligetil. Mere lys betyder: mere liv.

H.C. Andersen giver svaret. De allersidste sentenser af Skrubtudsen lader os vide, at vi får mere lys, mere liv. Han siger: ”Vi have endnu ikke øjne til at se ind i al den herlighed, Gud har skabt, men vi får dem nok, og det bliver det dejligste eventyr, for vi er selv med deri.”

Måske kunne jeg med en lillebitte staldflues øjne på den ru væg i Betlehem have sanset det. Dér ville jeg gerne have været.

Birgitte Arendt er teolog, fortæller og foredragsholder