"Hvem kan være imod kvalitetskontrol..." - Det kan jeg. Alt, hvad der hedder 'kontrol', skal, når det drejer sig om menneskers - og ikke madvarers eller tings - kvalitet, begrænses til et absolut minimum. Det, der skal til for at få præstekald (eller mere jordnære typer embeder for den sags skyld) til at blomstre bedst muligt, er ikke en mekanisk kontrol, og slet ikke et 'popularitetsbarometer', der skal gøre hele tilværelsen til et realityshow.

Jeg har set denne tendens vokse og vokse på universitetet, og der er ingen tegn på, at den fører nogen forhøjelse af kvaliteten med sig. Det eneste, de evige evalueringer gør, er at belaste regnskoven og give arbejde til mere administrativt personale (en hær af 'kommunikationsmedarbejdere' (- burde kommunikation ikke være noget, alle i en organisation mestrede??? Ellers er det da højst problematisk -), hvis løn så betales med midler, der tages fra forskning og undervisning).

Man kan sige, at netafstemninger i det mindste ikke belaster miljøet på samme måde, og også bliver mere motiveret af deltagernes personlige interesse for emnet end gennemført ovenfra og mere end halvvejs obligatorisk (som på universitetet).

Men stadig ligger der det samme ækle menneskesyn til grund for denne slags systemer og retorik. Vi skal ikke mere være mennesker med de forskelligheder og særheder, vi nu har - vi skal alle vurderes efter samme kriterier, og 'motiveres' til at 'præstere' på baggrund af, hvad folk synes er sjovt eller moderne lige i den uge.

Det er ikke sundt, og det er helt åndssvagt i forbindelse med netop universitetsundervisning og præstegerning, hvis berettigelse netop er, at de skal lære fra sig, hvad kvalitet ER i hhv. forskning og i menneskelivet.

Der er reelt set tale om to typer åndelige vejledere, som varetager et dannelsesprojekt på hver deres område, og hvis de ikke kan leve op til den opgave, skal der naturligvis gøres opmærksom på det. Men dette er noget helt andet end at måle og veje deres popularitet, og at gøre selve deres menneskelighed til genstand for afstemning.

Jeg siger ikke dette som repræsentant for en af de to kontrollerede grupper, men sagde det højt og tydeligt, da jeg var studerende og fik udleveret det ene usmagelige spørgeskema efter det andet vedrørende ret så nærgående elementer af undervisernes personlighed. Jeg syntes dengang, og jeg synes nu, at en værdig dialog med henblik på forbedring af en præsts eller undervisers indsats foregår som dialog ansigt til ansigt eller i private skrivelser, ikke offentliggjort på nettet eller indsamlet som papirbunker af anonymt 'angiveri', der - i kraft af anonymiteten - jo giver mulighed for ret uhæmmet misbrug. Ikke alle mennesker er jo lige taktfulde i deres personlige vurdering af næsten.

En af de bedste undervisere, jeg har haft, var forresten alkoholiker. Han var tit fuld, når han underviste. Dette blev påtalt i en evaluering. Han meddelte os efterfølgende, at lige dét emne ville han ikke lade gå videre op i systemet, hvis det var OK, og ingen gjorde indsigelse. Det havde fandme også været synd, hvis det var gået videre. Tænk, hvis vi havde mistet en af de mest begejstrede ildsjæle og begavede personligheder på uddannelsen pga. at han nu engang havde en højst menneskelig brist.

I dag var det måske gået sådan. Tidligere kunne man bedre tolerere undervisere med pukkelryg eller dårlig ånde eller tics eller endda koleriske udbrud - indrømmet, ting, der kan være belastende; men hvor er det dog uendelig meget værre, når der ikke er lidt rum at være fejlbehæftet i!

Jeg opfordrer altid folk til at boykotte evalueringer og i stedet gå direkte til de relevante personer eller instanser, når der er et konkret problem - eller en konkret ros.

Jeg foreslår to alternativer til den væmmelige kvalitetskontrol:

1) opretholdelse af en generel kultur omkring respektfuld dialog og lytten til studerende/menighed/elever, hvis der er klagepunkter. En generel forventning til, at man har ret til at blive hørt og pligt til at gå i dialog, når noget kan blive bedre. Kort sagt, det man så højt besunget kalder demokrati in action. Det er noget, der skabes netop gennem retorik og daglig adfærd, og 'barometre' og spørgeskemaer er ikke sund eller ligeværdig dialogadfærd.

(I øvrigt mener jeg, vi er ret godt gående i Danmark ang. det demokratiske - "fårene" kan i min erfaring sandelig godt sige deres/vores mening, når vi er utilfredse! Og det skal vi bare blive ved med.)

2) En generel respekt for, at mennesker er forskellige og har særheder OG FEJL, som de ikke altid magter at gøre noget ved. Accept af, at ikke alle er perfekte, og at det heller ikke er et menneskeligt mål, at vi skal være det. Hvis alles pukkelryggethed og sociale færdigheder og ånde og seksuelle formåen etc. etc. skal vurderes på en skala fra 1 til 10, så vil mange gode initiativer blive kvalt i fødslen, og den gensidige tillid og spontane kommunikation bare synke og synke...

Kort sagt. Bemærk den sidste halvdel af ordet kvalitetskontrol. Det er lige, hvad det i sidste ende er. Kontrol. Kontrol. Reelt: Personlighedskontrol.