“Stat og kirke bør ikke adskilles”

At ændre Grundloven for at kunne skille kirke og stat er en kompliceret og unødvendig affære, lyder sognepræst Jens Kvists besked til en kommende regering

Hvilken rolle spiller din tro og dine holdninger til religiøse spørgsmål, når du stemmer til folketingsvalg?

Min tro spiller ikke nogen rolle, når jeg stemmer til folketingsvalget. Og det skal den heller ikke! Ikke som argument, i hvert fald.

Her er jeg helt enig med Løgstrup, når han i "Den etiske fordring" skriver:

”Det ville dog være en uhyrlig farisæisme og en anmassende usaglighed, om den enkelte ville argumentere for den stilling, han indtager til et eller andet politisk eller etisk problem, med at den er han kommet til ved ikke at tænke på sine egne, men på næstens interesser.”

Hvad mener du bliver den største kirkepolitiske udfordring for den kommende regering?

Den største kirkepolitiske udfordring for den kommende regering bliver uden tvivl forholdet mellem stat og kirke. Her er rød stue lidt ulden i mælet (og det er sikkert dem, der er den kommende regering.)

Skal stat og kirke adskilles, kræver det en grundlovsændring, og det er en temmelig kompliceret affære. Først skal den vedtages i to folketingssamlinger, derefter sendes til folkeafstemning.

Man kan ikke køre en grundlovsændring igennem alene på det spørgsmål. Men man kan forestille sig, at man satser på en realisering af grundlovens § 66 (den såkaldte ”løfteparagraf”) der siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Den er hidtil blevet tolket noget i retning af, at folkekirkens forhold (og ikke forfatning) ordnes ved (løbende) lovgivning. Hvorfor er paragraffen aldrig blevet realiseret? Det var nok en overvejelse værd, inden man haster med at få den gennemført.

Personligt mener jeg, at det fungerer fint, som det gør nu. At kirkeministeren med den nuværende ordning er en slags ærkebiskop, som det er blevet hævdet, vil jeg afvise som det rene vrøvl. Fri mig for et kirkeråd, der skal have en mening om alt muligt mellem himmel og jord – hvis de da kan begrænse sig til det!

Fylder religion i det hele taget for meget eller for lidt i den politiske debat?
At ville fjerne religion fra det offentlige rum er en illusion, som skyldes en uovervejet bemærkning fra den tidligere statsminister, der sagde, at religionen fylder for meget i det offentlige rum. Så skulle man rive alle landets kirker ned.

Givetvis kan religionen eller kristendommen ikke fjernes fra det offentlige rum. Men går udviklingen ikke i retning af, at magthaverne tager mindre og mindre hensyn til kirkerne og de kristne? (for eksempel i forhold til liberalisering af lukkeloven og en eventuel afskaffelse af Store Bededag.)

Jo, men det er jo ikke noget nyt, at lovgiverne tager mindre og mindre hensyn til kirkerne og de kristne. I min barndom var biograferne og andre forlystelsesetablissementer lukket langfredag, og ville man handle om søndagen, krævede det en flink købmand, der solgte ad bagdøren.

I forhold til det er der allerede sket en betydelig liberalisering af lukkeloven. Det ser jeg ikke som et kirkeligt problem. Store Bededag har jeg ikke nogen særlig veneration for.

Den er, på linje med nytårsdag, en ”verdslig” helligdag, uden tilknytning til en nytestamentlig begivenhed. Her i byen har vi i to af kirkerne fået lov til at erstatte gudstjenesten nytårsdag med en eftermiddagsgudstjeneste nytårsaftensdag (på linje med juleaftensdag) om eftermiddagen, og det er blevet positivt modtaget.