Jeg vil gerne vide, hvordan vores næste udenrigsminister vil forholde sig til emnet religionsfrihed ude i verden, skriver generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen

Vi får et folketingsvalg, der både handler om økonomi, udlændingepolitik, skolevæsen, velfærd, trafik – og så sandelig også religion. Især den danske folkekirkes indre anliggender, hvor den nuværende kirkeminister noget bastant har meldt ud, at han vil arbejde for, at bøsser og lesbiske i parforhold skal kunne blive ægteviet også i kirken.

Langt fra alle er for homoseksuelle vielser
Andre folketingskandidater, også i ministerens eget parti, er imod, og det er i det hele taget et emne, der med al tydelighed vil åbenbare skellene mellem fortalerne for homoseksuelle vielse og dem, der vil fastholde det syn på ægteskabet, der har været det enerådende i alle kulturer og religioner til alle tider indtil for nylig, nemlig, at et ægteskab er et forhold mellem mand og kvinde.

Ifølge kristendommen er det ideelt set et ægteskab mellem én mand og én kvinde  - og tillige jødedommen, gennem endnu længere tid, end kristendommen har eksisteret.

Selv de ateistiske kommunistiske stater, som endnu findes, kunne ikke drømme om at skifte den traditionelle forståelse af ægteskabet ud med den kønsneutrale!

Vil vores udenrigsminister kæmpe for religiøse minoriteter?
Udenrigspolitik er der ikke meget af i valgkampen, men her kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan vores næste udenrigsminister vil forholde sig til emnet religionsfrihed ude i verden.

Vor nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, har vist gode takter ved ikke at være tavs om det faktum, at der i mange lande, som Danmark også har handelssamarbejde med, foregår forfølgelser af kristne og andre religiøse minoriteter.

Det gælder især i den muslimske verden, hvor der mange steder er dødsstraf for at forlade islam og bekende sig til en anden tro, men også i lande som Indien, Sri Lanka, Burma, Laos, Eritrea og Vietnam.

Her er diskriminationen mod kristne dybt rodfæstet i kulturer, der enten er præget af andre flertalsreligioner eller af totalitære ideologier og styreformer.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i disse dage for 20 år siden nyder religionsfriheden ganske vist større respekt end tidligere inden for det meste af Den russiske Føderation samt Ukraine, men i Centralasien er tilstandene forværret i forhold til, hvordan det var i de sidste fire-fem år af Sovjetunionens eksistens.

I kraft af Danmarks medlemskab af OSCE, som disse tidligere sovjetrepublikker også er medlemmer af, er der gode anledninger til at bringe dette emne på bane i langt højere grad, end det hidtil er sket.

Der er tilstrækkeligt mange dokumenterede overgreb på religionsfriheden i Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan til, at vor kommende regerings udenrigsminister kan og bør slå i bordet over for disse landes regeringer.

Senest har Tadsjikistans parlament vedtaget en lov, der kriminaliserer, at børn under 18 år praktiserer deres religion ved deltagelse i gudstjenester, bortset fra begravelsesceremonier, hvilket er et uhyrligt angreb ikke alene på religionsfriheden generelt, men også på FN’s erklæringer om barnets rettigheder.

Har Villy Søvndal, hvis han da kommer til at sætte sig på ministertaburetten, tænkt sig at fortsætte og udvikle den linje, som Lene Espersen har påbegyndt, hvad angår opmærksomheden på religionsfriheden?

Eller skal vi for forfulgte kristnes og andre religiøse minoriteters skyld verden over hellere ønske os, at Lene Espersen fortsætter på posten, således at de kan vide, at Danmark vil gøre sit for, at deres sag bliver hørt i de internationale fora, hvor vort land er repræsenteret?

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission