Præster og teologer i politik gennem tiden

Da maleren Konstantin Hansen senere malede billedet af den grundlovgivende rigsforsamling, lod han Grundtvig sidde i baggrunden. Men det er som om alle linjer løber sammen over hans hoved. Imidlertid var Grundtvig slet ikke til stede den 5. juni 1949, da kongen skrev Grundloven under.

LÆS OGSÅ: De kirkelige havde afgørende indflydelse på Grundloven

Når landet endelig skulle have en fri forfatning, så skulle den også give lige muligheder for alle. Grundtvig var blandt andet modstander af, at der ikke var valgret for alle voksne, men kun for dem, der havde ejendom. Han var imod opdelingen i et folketing og et landsting. Det sidste kaldte han et ”pengekammer".

Grundtvigs politiske anliggende
Grundtvig var kritiks over for magt af enhver art. Han kæmpede for åndelig frihed og imod manipulation ovenfra, det vil sige fra staten, embedsmændene, skolevæsenet, militæret og så videre. I sin tid i Rigsdagen kom hans frihedsholdning til udtryk i følgende sager:

1) Den almindelige værnepligt. Grundtvig var imod. Han ville gøre forsvaret til en frivillig sag, det vil sige at landet skulle forsvares af en frivillig væbning.

2) Økonomisk frihed. Næringslivet skulle være frit. Man skulle ikke tvinges ind i laug for at kunne udøve sit håndværk eller etablere sig med forretning. Den private ejendomsret skulle være en selvfølge.

3) Kirke og skole. Grundtvig var ikke mindst optaget af kirke- og skolespørgsmål. Han gik ind for religionsfrihed. Den enkeltes kirkelige tilhørsforhold måtte ikke have indflydelse på ens rettigheder som borger. I 1855 blev loven om sognebåndsløsning vedtaget på Grundtvigs initiativ, sådan at enhver kunne søge den præst, hun/han helst ville høre. Tilsvarende gik han også ind for skolefrihed.

I 1866 kom det til en revision af Grundloven, der gik ud på at begrænse valgretten til landstinget. Grundtvig lod sig som 83-årig vælge ind for at kunne stemme imod. Han søgte dernæst foretræde hos kongen for at afværge en indskrænkning af valgretten. Kongen tog ikke imod ham.

Ditlev Gothardt Monrad
Monrad (1811-87) var den politiker, der havde den største indflydelse på indførelsen af en fri forfatning i 1849 og udformede det første udkast til Grundloven. Han var præst på Lolland og blev i 1849 biskop over Lolland-Falsters Stift og samtidig medlem af Folketinget, hvor han i første omgang kom med i regeringen som kirke- og kulturminister. Han blev imidlertid afskediget som biskop på grund af sin stærke modstand mod den begyndende indskrænkning af de demokratiske principper i Grundloven.

I 1863 dannede han regering og kom som statsminister til at bære hovedansvaret for det katastrofale udfald af krigen i 1864. Monrad trådte tilbage og emigrerede til New Zealand, hvorfra han vendte tilbage i 1869. Han blev biskop igen i Lolland-Falsters Stift og var en kort årrække i Folketinget. Han er karakteriseret som en af de mest fremtrædende demokratiske tænkere i dansk politik i 1800-tallet.

Bodil Koch
Bodil Koch (1903-72) regnes for en af de mest markante teologer, som har engageret sig i politik og samfundsdebat i 1900-tallet. Hun blev uddannet som teolog i 1929, men først i 1944 trådte hun offentligt frem som formand for den tværpolitiks organisation, Folkevirke. I 1962 blev hun indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet. Og i 1950 blev hun verdens første kvindelige kirkeminister og fra 1966-68 var hun kulturminister.

LÆS OGSÅ: Verdens første kvindelige kirkeminister

Bodil Koch fulgte ikke altid partilinjen. Udenrigspolitisk var hun kendt for sin modstand mod USA's krig i Vietnam og atomoprustningen. Og som en af de første danske politikere gik hun ind for ulandshjælpen. Hun var ikke mindst kendt for sine evner som foredragsholder og politisk taler.

Orla Møller
Orla Møller (1916-79) var socialdemokratisk politiker. Han blev cand. theol. i 1940 og dernæst præst og senere generalsekretær for KFUM og KFUK. Han sad som medlem af Folketinget fra 1964 til 1977 og beklædte en række ministerposter i de skiftende socialdemokratiske regeringer frem til 1977. Først blev han kirkeminister i 1966, dernæst forsvarsminister (1973-75) og justitsminister (1975-77). Han forlod så dansk politik for at overtage en stilling i NATO.

Navnlig var han i sin tid som forsvars- og justitsminister i stærk modvind. Han ville således have fristaden Christiania rømmet. Som forsvarsminister foretog han et omdiskuteret indkøb af 58 F-15 jagerfly. Og så lod han efterretningstjenesten registrere en lang række borgeres politiske tilhørsforhold.

Poul Hartling
Poul Hartling (1914-2000) blev cand. theol. i 1939, og efter ni år som sognepræst virkede han som rektor for Zahles Seminarium frem til 1960. Hartling blev den første akademiker, der blev formand for partiet Venstre.

I 1968 blev han udenrigsminister i VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaards ledelse. Som udenrigsminister udvidede han den danske ulandshjælp. I 1973 blev Hartling statsminister i spidsen for en ren Venstre-regering, som kun levede i 14 måneder. Da han ikke ville samarbejde med Socialdemokratiet, forlod han dansk politik for at overtage posten som FNs flygtningehøjkommissær.

Hartling blev som politiker kendt for sin viljestyrke og konsekvens kombineret med, at han som regel holdt en lav profil. Hans samvittighedsfulde arbejde med det stigende flygtningeproblem som højkommissær vakte megen respekt.

Fra de seneste årtier kan nævnes:

• Sognepræst Flemming Kofod-Svendsen - var landsformand for Kristeligt Folkeparti (1979-90) og boligminister 1987-88.
• Sognepræst Tove Fergo var 1994-2005 MF for Venstre og kirkeminister 2001-2005.
• Margrete Auken - præst og en årrække folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti. Nu medlem af Europaparlamentet.
• Søren Krarup - præst, forfatter og debattør. Han er en engageret fortaler for Tidehvervsbevægelsen og siden 2001 et markant medlem af Dansk Folkeparti.
• Jesper Langballe – præst og MF for Dansk Folkeparti.
• Ida Auken og Pernille Vigsø Bagge – MF'ere for Socialistisk folkeparti.

LÆS OGSÅ: Markante præster og teologer vil i Folketinget