“Indre Mission bør være både principfast og bevægelig”

Indre Mission bør bidrage til at fastholde kirkens bredde og spændvidde, skriver lektor Bo Kristian Holm

Indre Mission har igennem 150 år præget dansk kirkeliv på godt og ondt, og bevægelsen har i tidens løb haft forskellige ansigter. Der har været åbne former, og der har været mere lukkede.

Som vækkelsesbevægelse har et af Indre Missions kendetegn været opgøret. I første omgang mod umoralsk livsførelse og slap kristendom, der ikke blev personlig nok og ikke gjorde tro til handling.

Opgøret har Indre Mission på forskellig måde ført videre gennem sin historie. På det seneste har det næsten som en boomerang ramt Indre Mission selv.

I langt de fleste af sine 150 år har Indre Mission forstået sig selv som en folkekirkelig bevægelse. Andre vækkelsesbevægelser har på et langt tidligere tidspunkt valgt at lukke sig om sig selv som sekt eller frikirke. Men indre mission giver kun mening, hvis man er indenfor. Måske er det derfor, nogle vil have nyt navn.

LÆS OGSÅ: Indre Mission bør skifte navn

Fællesskabet er under pres
I det seneste årti har fællesskabstanken i samfundet generelt været under pres. Senmoderniteten er individualistisk. Gamle fællesskabsdyder som overbærenhed, nøjsomhed og tålmodighed er ikke længere værdsatte.

Subkulturer, hvor man alene møder ligesindede, trives derimod. Tolerancetærsklen over for modsigelse og anderledes tænkende eller troende er blevet mærkbart lavere.

Det mærker også en aldrende bevægelse som Indre Mission. Her vokser modstanden mod folkekirken. Den er for slap. Den mangler klare markeringer og handling. Kan man ikke få folkekirken til at makke ret, begynder man for sig selv.

Indre Missions børn ser enten ud til at forlade bevægelsen eller etablere egne frimenigheder, hvor man kun møder meningsfæller. Det senmoderne menneske smækker døren til bageriet, hvis der lugter blot en smule forkert. Det gør det senmoderne medlem af Indre Mission også. Man vælger sektsporet, og det bliver problematisk for Indre Mission på længere sigt. Det er mange i Indre Mission sikkert allerede fuldstændigt klar over.

Indre Mission har skærpet den ideologiske linje
Tidligere har Indre Mission været præget af både en åben fløj og en strengere mere lukket fløj. Det er mit indtryk, at det er den hårde linje, der nu får lov at tegne bevægelsen. Indre Mission vil sandsynligvis selv mene, at det er folkekirken, der har bevæget sig for langt væk fra dens centrale indhold. Men så entydigt er det ikke.

Fra mine bedsteforældre husker jeg en indre mission, der var præget af stærk tro, materiel påholdenhed og menneskelig generøsitet. Jeg husker medlemmer af Indre Mission, der i takt med, at kvindelige missionærer vendte hjem fra udlandet og blev præster, lærte, at de også kunne forkynde evangeliet.

Den form for Indre Mission, der på én gang var både principfast og bevægelig, synes jeg er svær at få øje på for tiden. Måske er den ikke spektakulær nok.

Måske er denne form ikke længere livskraftig, når tabet af folkelig opbakning svinder og medlemstallet falder. Måske har Indre Mission gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at have egne uddannelsesinstitutioner.

Måske er den almindelige folkekirkedanskers verden blevet for fremmed for bevægelsen. Måske har det lukkede uddannelsesmiljø selv bidraget til at skærpe den ideologiske linje – sandsynligvis er det sket på bekostning af bredden. Menighedsfakultetet i Oslo har for eksempel formået at tackle nutidens udfordringer helt anderledes.

Indre Mission forsøger at holde den moralske fane højt
Vækkelsesbevægelser har det generelt svært ved generationsskifter. Ungdomsoprør skal kanaliseres ind i bevægelsen, hvis den skal overleve og bevægelsen blive gammel. Det er sandsynligvis den proces, der sætter sit præg på Indre Mission. Det er ikke nogen ufarlig vej.

I bestræbelserne på at holde den moralske fane højt, risikerer man at gøre de forkerte spørgsmål til kirkens vigtigste: kvindelige præster, vielse af fraskilte, accept af homoseksuelle.

Derved risikerer man, at aggressive ateister ikke behøver tage til det amerikanske bibelbælte, men kun til Kolding, Vestjylland eller Bornholm for at få deres fordomme om religion bekræftet: at religion er streng moral og et fortidigt verdenssyn.

Kristendommens største udfordring de kommende årtier bliver at fastholde kirkens bredde og spændvidde. Der er nok, der vil parkere kirke og kristendom på sidelinjen. Hvis ikke Indre Mission forholder sig til den udfordring, bliver flokken af de frelste få endnu mindre, og folkekirken kommer til at gå glip af et par alvorsord.

Bo Kristian Holm er lektor i teologi på Aarhus Universitet