Tænk, hvis man kunne have mødt Kristi stedfortræder

Jeg ville gerne have været til stede ved Det fjerde Laterankoncil i 1215 og mødt en af historiens største paver på toppen af hans magt, skriver professor, dr.phil. Per Ingesman fra Aarhus Universitet

I november 1215 forsamledes i Lateranet i Rom et af de største og vigtigste konciler i kirkens historie. I dette Fjerde Laterankoncil deltog mere end 400 biskopper, over 800 abbeder og prælater foruden verdslige repræsentanter for de europæiske fyrster. Koncilets ubestridte hovedperson var dog paven selv.

Innocens III var stand-in for Kristus
Innocens III (1198-1216) var den første pave, der antog titlen vicarius Christi, Kristi stedfortræder. Det er blevet opfattet som udtryk for magtbegær, for et ønske om at herske over kejsere og konger.

I den seneste generation har flere historikere dog fremhævet pavens oprigtige omsorg for den flok, han var øverste hyrde for. Mange af vedtagelserne fra Det fjerde Laterankoncil har et udtalt pastoralt sigte, og Innocens selv var arkitekten bag dem.

Dermed tegnes et mere nuanceret billede af en af de største paveskikkelser i Romerkirkens historie. Men også et mere kompliceret billede, for hvordan skal vi forstå forholdet mellem kirkelige magtkrav og pastoral omsorg? Lad os starte med at se nærmere på den pastorale teologi, som paven i 1215 udmøntede i et ambitiøst kirkeligt reformprogram.

Kirken oplevede en pastoral revolution
Petrus Cantor hed den førende teolog ved universitetet i Paris i slutningen af 1100-tallet. Han fremhævede behovet for enhed i Guds hus. I stedet for teoretiske diskussioner skulle teologien rette sin opmærksomhed mod den kirkelige praksis, især ved at lægge et solidt fundament for prædiken og sjælesorg.

En af de mange studerende fra forskellige europæiske lande, der kom under indflydelse af Petrus Cantor, var den senere pave. Da han med baggrund i den toneangivende parisiske teologi gav kirkens pastorale opgave en central placering i sin politik som pave, indledte han en veritabel pastoral revolution i den middelalderlige kirke.

Mens kirken hidtil havde koncentreret sig om at skabe en særlig hellig gejstlighed, blandt andet ved indførelsen af cølibatet, vendte den sig nu mod lægfolket. Med en bred vifte af midler skulle det føres frem til en sand kristen livsførelse. Men kunne det ske uden tvang? Hvordan kunne man sikre sig, at lægfolket både tænkte og handlede som gode kristne?

Det tvungne skriftemål blev indført

Canon 21 fra Det fjerde Laterankoncil bestemmer, at alle voksne troende af begge køn mindst én gang om året skal skrifte for deres egen præst og sørge for at opfylde den bod, de pålægges. Overholder de ikke dette, skal de være udelukket fra at komme ind i kirken og fra at få en kristen begravelse.

Med denne bestemmelse indførtes det tvungne skriftemål i den middelalderlige kirke. Sanktionen ved manglende overholdelse af skriftemålspligten var det, vi kalder bandlysning eller ekskommunikation.

Mens protestanterne afskaffede det tvungne skriftemål ved reformationen, har det for katolikker været en realitet indtil det 20. århundrede. Ingen anden enkeltbestemmelse i kirkehistorien har haft så vidtrækkende betydning, har en amerikansk historiker erklæret.

Innocens III: Benhård magtpolitiker og omsorgsfuld sjælehyrde
Kirken omkring 1200 var i krise. I Sydfrankrig og Norditalien greb folkelige kætterbevægelser som katharerne og valdenserne om sig. Østpå var den vestlige kirke dels i alvorlig konflikt med den græske kirke, dels presset af muslimerne, som truede de kristne korsfarerriger i Mellemøsten.

Alt tyder på, at Innocens III så en gennemgribende kirkelig reform som eneste mulighed for at vende udviklingen og skabe en stærk og forenet kristenhed.

Med det perspektiv er det vel forståeligt, at paven følte det nødvendigt at tage alle midler i brug, også tvang. Middelalderens pavekirke var trods alt en magtens kirke, der ikke veg tilbage for at brænde kættere og udskrive korstog mod indre og ydre fjender.

Hvad det tvungne skriftemål angår, var det ikke blot et sjælesørgerisk middel, men tjente også til at kontrollere tanker og adfærd. Det var et disciplineringsinstrument, der var med til at opretholde kirkens magt over lægfolket.

Kan man på samme tid være en benhård magtpolitiker og en omsorgsfuld sjælehyrde? Pave Innocens III kunne tilsyneladende. Derfor ville jeg gerne have oplevet ham live på Det fjerde Laterankoncil.

Dr.phil. Per Ingesman er professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Han har skrevet afsnittet om middelalderen i en ny tobinds kirkehistorie, som Hans Reitzels Forlag udsender til efteråret.