Slående var det, at det ikke var indholdet eller budskabet, som havde første prioritet, men personen, der fremførte det. Budskabet kom længe nede i prioriteringsrækkefølgen.

Forklarer det, hvorfor for eksempel politikere i en valgkamp kan komme med det ene forslag til ny politik, så det ligner et brandudsalg af synspunkter?

Ja, i nogen grad, for er der sandsynlighed for, at forslaget eller synspunktet kan føres ud i livet, og fremføres det troværdigt, så har det haft sin virkning, som først og fremmest var at vise kandidatens ethos.

Usaglige argumenter er meget udbredte
Personangreb hører til dagens orden i politik. Af etiske grunde er det af og til ret problematisk. En beklikkelse af et andet menneskes troværdighed er en alvorlig sag.

Påstande af mere tvivlsom og ondsindet art har det desværre med at blive hængende. Jeg husker en plakat fra en amerikansk præsidentvalgkamp, hvor der blev vist et billede af en modstanderkandidat med underteksten: ”Ville du købe en brugt bil af denne mand?”

Underforstået, hvordan kan du så overlade verdens vigtigste præsidentembede til ham? Dér blev den etiske grænse overtrådt, for det drejede sig ikke om den politik, den anden stod for, men udelukkende om personen.

Vi ser det også i ansættelsessammenhænge i kirken, hvor der engang imellem dukker usaglige argumenter op både for og imod en ansøger, der inddrager udseendet, påklædningen, civilstand og andre rent private forhold, der intet har med jobbet at gøre.

Sådanne argumenter må ikke nævnes, de er irrelevante, men formuleret eller ikke formuleret kan vi ikke værge os mod, at de tæller med.

Alle vil have en plads i solen
Hvad har politikerne så kæmpet om i denne valgkamp? Regeringsmagten. Der er ikke andet at kæmpe om, for forskellene mellem de to – i øvrigt kunstigt opdelte – blokke er minimale. Der er enighed om den samme samfundmodel: velfærdssamfundet, ganske vist med nuancer og med forskelligt syn på nogle grupper i samfundet; men altså grundlæggende ens.

Etisk set er det skuffende, for velfærdssamfundet har trukket et større og større skel mellem os, der arbejder og tjener penge, og den del af befolkningen, som ikke arbejder. Vi slipper billigt i skat, har fordele ved at eje bolig, mens fordelene for andre er til at overskue eller ofte ikke til at få øje på.

Som professor Kaj Ove Pedersen så overbevisende har påpeget i sin bog om ”Konkurrencestaten” er nutidens ”velfærdssamfund” mere kendetegnet ved, at man skal fortjene sig til en plads i solen.

Dette fremmes ved ikke mindst økonomisk begrundede motivationsforanstaltninger. Alt det kan være godt nok.

Dog er der en bagside, som etisk set er betænkelig. For hvor bliver ansvaret og omsorgen for den svage af? Den, der ikke er i stand til at arbejde eller yde et stort bidrag til samfundets velstand?

Måske har vi brug for at gennemtænke og ændre vores samfundsmodel. Vi har ikke hørt meget til det i valgkampen. Beklageligt, for det er her alt det interessant om borgerens etik, menneskesyn, ansvar, sundhed, klima og verden omkring os ligger.

Poul Henning Bartholin er domprovst i Aarhus-Samsø Provsti