“Ritualer holder sammen på kirken”

Man bør ikke ændre i velsignelsesritualet. At få lyst velsignelsen med den ordlyd som man kender, betyder rigtig meget for mange kirkegængere, skriver ph.d. Mogens Mogensen

Der var nok mange lyttere, som udbrød ”Vor Herre bevare os,” da de forleden hørte morgenandagten fra Domkirken i København, men måske skulle de fremover i stedet overveje, at sige ”Vor Gud bevare os!”

I velsignelsen havde præsten nemlig skiftet ”Herren” ud med ”Gud”. Hvorfor den gode præst ændrede ritualet, må hun selv forklare, men ændringen rejser tre vigtige spørgsmål.

Er Gud en mand? Ændringen kunne være udtryk for en feministisk teologi, hvor man tager afstand fra at bruge mandlige betegnelser om Gud.

Problemet med alternativet til det meget maskuline ”Herre,” er imidlertid, at Gud, selvom vi måske ikke tænker over det, rent sprogligt også er maskulint, i modsætning til gudinde.

Men nej, Gud er naturligvis ikke en mand, ej heller maskulin. Seksuelle distinktioner hører skabelsen til – mennesket er skabt som mand og kvinde, men Gud er lige så lidt mand som han er kvinde. Pointen med at bruge mandlige og kvindelige metaforer om Gud er at understrege, at gud er ”personlig.”

Et kristent menneskes frihed bygger på, at Gud er vor Herre
Er Gud Herre? I forlængelse af ovenstående ser jeg her bort fra det maskuline i ordet herre, og fokuserer i stedet på det underordningsforhold, som termerne ”herre” og ”herredømme” indebærer.

Det står måske ikke i så høj kurs blandt moderne kristne at tale om, at vi som kristne ikke er vor egen herre, men er kaldet til at være lydige mod Gud, og derfor tjene Gud og vor næste.

Ikke desto mindre har troen på, at Gud er vor Herre fulgt kristendommen fra første færd, sammen med erfaringen af, at et kristent menneskes frihed bygger på, at Gud er vor Herre.

De Jesus-troende jøders trosbekendelse, som skilte dem ud fra andre jøder, var netop ”Jesus er Herre.” Så, ja, Gud er Herre. Og det er vor Herres velsignelse vi modtager, når velsignelsen lyses over os.

Ritualer skal ikke ændres efter præsters forgodtbefindende
Er det en god ide at ændre velsignelsesritualets ordlyd? Når man går til gudstjeneste forskellige steder, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der bevidst eller ubevidst ændres lidt i ritualernes ordlyd her og der, og det er kirkeretsligt nok ikke tilladt, men lad det nu ligge.

Spørgsmålet er, om det er gavnligt eller skadeligt for kirkelivet at ændre på velsignelsesritualets ordlyd? Man kan konstatere, at ritualers ordlyd, inklusive den aronitiske velsignelses ordlyd, naturligvis er blevet ændret gennem århundrederne, fordi sproget og bibeloversættelserne har ændret sig.

Men nej, det er ikke en god ide her og nu at ændre velsignelsesritualets ordlyd. Netop det at få lyst velsignelsen – med den ordlyd som man kender – ved slutningen af en gudstjeneste betyder rigtig meget for mange kirkegængere.

Så ændringer af ritualers ordlyd er naturligvis noget, som man skal være meget forsigtig med at gøre, og især ikke overlade til enhver sognepræsts forgodtbefindende. Fordi disse ritualer både er med til at holde sammen på kirken, geografisk og over tid, og udgør et skelet for mange menneskers trosliv.

I stedet for at insistere på at ændre velsignelsen til ”Gud velsigne dig” (og fadervor til ”Vor Gud, du som er i Himlen”) så ville det nok være mere pædagogisk, om præsten tog sig tid til i prædiken og undervisning at forklare, hvad ritualets ordlyd betyder og ikke betyder. Til denne opgave vil jeg sige til Lene Sjørup og alle andre sognepræster: ”Herren velsigne dig!”

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent