“Profilmenigheder er vejen frem”

Der kan spares mange penge, hvis man baner vejen for flere profilmenigheder, skriver ph.d. og lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen

- Arkiv

Læs også

flexblock

Tema

Kommentaren

Folkekirkens udfordringer

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Seneste billedserier

Kronprinsessen bad Gud om ro og visdom ved barnedåb

Billedserie: Prinsessedåb i Møgeltønder

flexblock

1 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Kurt Larsen | 23. september 2011

Profilmenigheder, såsom Kristkirken i Kolding, er kommet for at blive. Og de er en rigdom for folkekirken som helhed, skriver lektor Kurt E. Larsen

I Kolding har et menighedsråd ved en stor bykirke enstemmigt udpeget endnu en præst, der hører hjemme på kirkens teologisk-konservative fløj – populært kaldet højrefløjen.

Det har givet meget fokus på, at ingen af præsterne ved kirken vil vie fraskilte. Meget mindre fokus har der været på, at menighedsrådet til dels består af sognebåndsløsere, der så har været med til at give menighedsrådet sit præg.

Slet intet fokus har der været på, om det faktisk måske er meget gavnligt for den danske folkekirke, at de forskellige sognekirker profilerer sig på hver sin måde. Det mener jeg, at det er.

Engang skulle alle menigheder i alle sogne være ens
Da menighedsrådsloven blev vedtaget for 100 år siden, blev der lagt vægt på, at der skulle gives god plads til de forskellige kirkelige retninger inden for folkekirken.

Annonce

I byerne, hvor der var flere præster ved samme kirke, skulle der ved præstevalg tages hensyn til det kirkelige mindretal. Kort sagt: Hvis der var to præster i sognet, skulle der være én grundtvigsk og én missionsk, hvor disse to hovedretninger fandtes repræsenteret i sognet.

På den måde ville man sikre, at flest mulige kunne føle sig hjemme i sognets kirke. Det er en ordning, som stadig giver god mening de steder, hvor der vitterligt er forskellige kirkelige og teologiske holdninger i menighedsråd og menighed.

Demografien har ændret sig
Vi er en nation af pendlere og zappere. Bor man i Kolding i dag, pendler man måske til arbejde i Odense, handler ind i Kolding Storcenter og køber sine julegaver i London.

Ingen føler sig længere moralsk forpligtet til at se DR, bare fordi den kanal var der først. Når der så inden for en radius af få kilometer er flere forskellige sognemenigheder, med hvert sit præg og hver sine præster, så kan man ikke skrue tiden tilbage og forlange, at folk skal være trofaste mod deres sognekirke for enhver pris.

Sognemodellen er blevet til på landet, da man vandrede til fods til nærmeste kirke. Sådan er virkeligheden ikke længere. I København er det allerede langt over hundrede år siden, at den proces slog igennem.

Derfor gik folk i København efter præsten, og sådan er det vist nu blevet i alle andre byer i landet også. Det kan man beklage, ligesom man kan beklage, at der engang kom biler og flere TV-kanaler! Men skrue tiden tilbage kan man ikke.

Menigheder bør være enheder
Dertil kommer at menighedssynet har ændret sig i folkekirken. Vægten er flyttet fra et ensidigt fokus på præsten og præstens forkyndelse til menighedsrådet, der nu efter menighedsrådsloven har ansvar for sognets kirkelige liv.

Lægfolket sætter præg på den lokale kirke langt mere end tidligere – med ny musik, eller netop ikke ny musik. Med nye arbejdsmetoder, eller netop ikke nye arbejdsmetoder. Menighedsrådet laver visionsformuleringer og fremtidsplaner for menigheden. Alt dette forudsætter, at man ser på menigheden som en enhed, der vil det samme.

I virkeligheden kolliderer menighedsrådsloven med forudsætningerne fra loven om præstevalg, der jo stadig siger, at hvor der er flere præster skal de være af forskellig kirkelig retning. En ældre kirkelig virkelighed i en lov strider mod en ny kirkelig virkelighed i en anden lov!

Profilmenigheder er mere tilfredsstillende - og billigere
Dette kan løses ved at give mere plads til profilmenigheder.

I storbyerne vil det være værdifuldt at én kirke er kendt for sit børne- og ungdomsarbejde, en anden for sin kirkemusikalske tradition. Der er plads til både en kirke med grundtvigsk profil og en anden med mere præg af Indre Mission.

I England, hvor man også har en gammel tradition for kirkelige retninger inden for den anglikanske kirke, har man længe haft profilmenigheder med præg af hver sin kirkelige retning og set dette som en rigdom.

Det fremmer glæden ved at være frivillig medarbejder i en menighed, hvis man føler sig godt hjemme. Det gør det også lettere at lave en vision for kirken.

Tilmed kan det også blive billigere, for så behøver hver kirke i byen ikke at have et orgel i multi-million-klassen, hvis det ikke hører til den menigheds vision at afholde klassiske kirkekoncerter.

Vi bør derfor se åbent i øjnene, at profilmenigheder er kommet for at blive – og at de er en rigdom for folkekirken som helhed.

Kurt E Larsen
ph.d., præst og lærer ved Menighedsfakultetet i Aarhus

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

1 indlæg det seneste døgn

Læserdebat

Trådet overblik | Fladt overblik

Forvirrende sammenblanding!

Martin F, publiceret d.30/09 00:03 (for 8 mnd. siden)

Læs artiklen bag debatten her: "Profilmenigheder er vejen frem"

Når man taler om "profilmenigheder" er det så på det teologiske plan, som visse dele af artiklen lader til at forudsætte eller er det på det praktiske/aktivitetsmæssige plan, som andre dele af artiklen lader til at forudsætte?

Skulle den ene teologiske retning være bedre til f.eks. børne/unge arbejde end den anden?? Jeg tror mange ville forlange børne/unge arbejde i deres kirke, hvis den i forvejen var "teologisk retningsbestemt", såfremt de da ellers var velsignet med nogle børn.

Så Kurt Larsen må altså bestemme sig for hvad han vil have: teologiske profilmenigheder, som så skal have sin egen teologisk farvede version af både koncerter, børnearbejde, voksenundervisning mm.

Eller er det mere sociologisk bestemte profilmenigheder, hvor man f.eks. kun har børn/unge arbejde men tilgodeser alle de teologiske retninger, og lige sådan med koncertkirke-profilen, voksenundervisningsprofilen osv.....

Som artiklen fremstår ville det blive det noget alvorligt rod i storbyerne hvis man følger Larsens spredte profil-fægterier.

Bestemte Larsen sig for den sociologiske profilopdeling ville det ikke berige men faktisk lige modsat: det vil forarme den selvsamme menighed, da den jo ville bestå, ikke af mennesker af forskellig alder og karakter, men af temmeligt ens typer (f.eks. rene børnefamilier, eller udelukeknde gamle osv.). Sociologisk ensretning foramer. Et problem, som mange valgmenigheder med tiden er blevet opmærksommem på.

Bestemte Larsen sig for den teologiske profilopdeling ville det kæmpemæssige flertal af kirker i henhold til den betalende skatteydergruppe, som financierer folkekirken skulle bestå af servicekirker med et klart kulturkristen profil. Kun ganske få ville med rette kunne opnå f.eks. en missionsk profil, da den seneste "optælling" af kirkegængere i Århus foranstaltet af Evangelisk Luthersk Netværk jo, uden selv at indse det eller ville det, faktisk bekræftede, at folkekirkegængere af denne observans ca. udgør 1-2 promille af befolkningen (i hvert fal i Århus Kommune). Mon det er den virkelighed, Larsen gerne ville frem til?? Næppe.

Så mon ikke det nu var bedre at gå stille med dørene i denne profilsnak...og måske overveje om teologisk profilering nu også styrker menigheden? Indrømmet der ville kunne findes angste sjæle med berøringsangst overfor almindelige frafaldne folkekirkegængere, som ville få en tryghedsfølelse af at være smamen med meningsfællerne. Men mon ikke, at en teologisk bredde overordnet set trods alt ikke forarmer men styrker en menighed samlet set? Især der hvor et menighedsråd kan leve op til de udfordringer og forpligtelser, som dette giver!

Vh Martin

Del Link

1 indlæg det seneste døgn