“Jeg ville aldrig spørge til faddernes tro”

Man skal ikke snage i, hvad dåbsfaddere tror og ikke tror. For troen er ikke noget, der kan måles eller vejes, skriver sognepræst Jens Kvist

I går kunne man på Kristeligt Dagblads hjemmeside læse, at Søndagsavisen har foretaget en undersøgelse, der viser, at hver fjerde fadder ikke tror på Gud. Hvordan i alverden man når frem til den slutning, aner jeg ikke, og i virkeligheden finder jeg oplysningen øredøvende kedsommelig og ligegyldig.

Undersøgelsen er fladpandet underholdning
Nogle faddere, for eksempel tv-værten Felix Smith, står frem med navn og indrømmer blankt, at de ikke tror på Gud. Hvad i alverden der så får ham til at sige ja til at være fadder, kan undre en.

Selv betegner han det som "en kærligheds- og tillidserklæring mellem venner og et sikkerhedsnet for barnet."

Her er der noget, han har misforstået: En fadder er ikke pr. automatik berettiget til at adoptere barnet, hvis fadder han er, om forældrene skulle dø inden barnet bliver voksent.

Som retsteolog Kristine Garde rigtigt påpeger, er der to aspekter i det at stå fadder, som det hedder. Det ene er af juridisk art: Faddere er vidner på, at dåben er sket i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, altså at den er en kristen dåb. Jeg har dog aldrig hørt om, at der skulle være brug for at indkalde sådanne vidner!

Den anden funktion er, at de skal oplære barnet i den rette kristne tro. Derfor fatter jeg ikke et ord af, at en erklæret ateist eller buddhist siger ja til det hverv.

Hele undersøgelsen er intet andet end en gang overfladisk pjank, fladpandet underholdning, nu hvor man er løbet lidt tør for valgstof, og jeg forstår da udmærket, at sognepræst Ellen Gylling siger nej til dem, der direkte siger, at de er for eksempel ateister. Det har jeg bare aldrig været ude for selv.

Tv-værten talte om en tillidserklæring. Det mener jeg også, man som præst bør vise de forældre, der kommer og beder om at få deres barn døbt. De sender typisk pr. e-mail navne og adresser på dem, der skal være faddere, og det kunne aldrig et sekund falde mig ind at spørge til disse fadderes tro for på den måde at sikre mig, om de nu også tror tilstrækkeligt til at påtage sig opgaven.

Hvis jeg får at vide, at en af fadderne er søster eller bror til det barn, der skal døbes, kan jeg højst finde på at spørge, om vedkommende er konfirmeret.

Faddere på otte år eller deromkring virker en smule absurd. De skal dog vide lidt om, hvad det er, de går ind til. Men jeg forventer da, at fadderne har gjort sig det klart, hvad det er, de siger ja til, når de siger ja til at være faddere. Men sikker kan man jo aldrig være, og man skal heller ikke forsøge at sikre sig ved at snage i, hvad de tror og ikke tror.

Troen er et sennepskorn
Troen er i det hele taget ikke noget, der kan måles eller vejes. Det troede disciplene måske, da de kom og bad Jesus om mere tro. Hvad var svaret? Mere tro? Man kan da ikke få mere af noget, man ikke har!

Havde I tro som et sennepsfrø, altså bare en gnist af tro, ville I være i stand til at ommøblere naturen, så træer blev plantet i havet, og bjergene blev flyttet rundt som småsten. Men det har I ikke, siger han. 

Mange gange under valgkampen har jeg tænkt: Fanden tage alle meningsmålinger! Det tænkte jeg også, da jeg læste artiklen om, at hver fjerde fadder ikke tror på Gud!

Jens Kvist er sognepræst og panelist på kristendom.dk