Jeg ville gerne have siddet under prædikestolen, da Luther prædikede reformationen på plads, skriver biskop Lise-Lotte Rebel

Den 31. oktober 2010 var jeg inviteret til at prædike på reformationsdagen i Martin Luthers kirke i Wittenberg. Det var selvsagt en meget stor begivenhed for mig, en af de største i mit liv som præst og biskop.

Lavinen rullede i Wittenberg
Wittenberg har en særlig klang i mine ører. Det var i denne by Martin Luther opslog sine 95 teser på slotskirkedøren den 31. oktober 1517 og satte en lavine i gang, som ikke kunne stoppes.

Her tog reformationen for alvor sin begyndelse. Fra Martin Luthers side var de 95 teser tænkt som en indbydelse til en teologisk debat om kirkens liv og lære. Men begivenheden vakte så stort postyr blandt samtidens teologiske lærde, at det førte til, at Luther blev indkaldt til forhør på Rigsdagen i Worms i 1521.

Jeg ville gerne have været en flue på væggen, da Martin Luther stod der, ene mand og fastholdt sin kritik af romerkirken på rigsdagen i Worms. Det var med fare for liv og lemmer, han stod der. Han blev afkrævet en tilbagekaldelse af det, han havde sagt. Men Luther svarede med de berømte ord, om at hans samvittighed er bundet til Guds ord, og at det ikke er tilrådeligt at gå imod sin samvittighed. Herefter blev Martin Luther erklæret fredløs, men hans støtter beskyttede ham ved at lade ham bo på borgen Wartburg.

Invokavitprædikenerne fik en afgørende betydning
Jeg ville også gerne have siddet under prædikestolen, da Luther i 1522 forlader sit skjul på Wartburg for at tage hjem til Wittenberg for at prædike reformationen på plads.

Der var sket det, at Wittenberg og reformationen under Luthers fravær var blevet overtaget af en radikal reformator ved navn Andreas Karlstadt. Denne gik voldsomt til værks. Karlstadt fjernede billederne fra kirken, ændrede nadverskikken og gennemførte gudstjenesten på tysk.

I grunden drejede det sig om forhold, som allerede var antydet af Luther, og som han senere også selv gennemførte de fleste af. Men på dette tidlige tidspunkt af reformationen skabte det en stor usikkerhed om troen – også fordi Luther ikke selv var til stede.

Luther forlod da sit opholdssted, da han hørte om urolighederne og vendte tilbage til Wittenberg. Her prædikede han i otte lange prædikener reformationen på plads. Ordet gjorde sin virkning. Fra den 9. marts til den 16.marts 1522 holdt Luther sine daglige såkaldte invokavitprædikener.

Invokavit er navnet på den første søndag i fasten efter den romerske kalender. I den første prædiken indleder Luther med at trække linjerne op for den reformatoriske tro:

Mennesket står til ansvar for Gud. Det er en fordømt synder, der alene i troen er henvist på Guds nåde i Jesus Kristus. Men troen leves ud i kærlighed til næsten.

Apostlen Paulus har sagt, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Luther forkynder troens frimodighed, men lægger samtidig op til, at denne har den særlige konsekvens, at det ikke er frihed til hvad som helst, men til at tjene ens næste – i særlig grad ens svage næste.

Præsten skal pege på den korsfæstede og opstandne Herre
Med denne centrale evangeliske pointering prædiker Martin Luther så at sige reformationen i Wittenberg på plads. Den evangeliske frihed skal ikke bruges til at triumfere over ens næste, friheden skal ikke bruges til løsagtighed – men friheden er skænket den kristne for at bruges i tjenesten for næsten. Den evangeliske prædiken sætter menneskets samvittighed fri til at leve som Guds kære børn.

For Luther betød det, at selv om han havde sin frihed til at ændre mangt og meget, så var det hermed ikke givet, at han også skulle gøre det. For det er hensynet og kærligheden til den svage, der tæller.

Enhver, der besøger Luthers Sct. Marienkirche i Wittenberg i dag, kan der på alteret se Lucas Cranachs billede af Luther stående på prædikestolen. Han står i sin sorte doktorkjole med den åbne bibel og peger hen på den korsfæstede Kristus, som er anbragt i billedets midte.

Dette billede rammer det helt centrale i Luthers reformation. Præstens tjeneste er at pege hen på den korsfæstede og opstandne Herre. Han alene er vor salighed i dag og på den yderste dag.

Jeg ville gerne have siddet under Luthers prædikestol og høre ham forkynde dette glædelige budskab med lidenskab og karskhed.

Lise-Lotte Rebel er biskop over Helsingør Stift