Projektstøjende kirkefolk bør tænke mere over, om forkyndelsen er sand og uforfalsket, end om hvor mange man kan samle i kirken, skriver sognepræst Agnete Raahauge

I nyhedsbrevet fra Haderslev Stift så jeg, at denne sidste søndag i september, hvor dette indlæg er blevet skrevet, var blevet udnævnt til søndagen, da alle sogne opfordredes til at arbejde på projektet ”Fyld Danmarks kirker.”

Kun én vender tilbage til kirken
Det morede jeg mig over, da jeg skrev prædiken til denne søndag, for teksten til i dag var Lukas’ beretning om de ti spedalske, som Vorherre helbredte, men kun een af dem, en samaritaner, vendte tilbage til ham for at takke.

Frit udlagt kunne man sige, at kun een ud af de ti gik i kirke. Vi går jo i kirke for at høre Guds ord, og Jesus er Guds ord til os.

Kirkegangsstatistikken blandt de af Vorherre forunderligt helbredte havde næppe kunnet tilfredsstille folkene bag ”Fyld Danmarks kirker.” Ikke desto mindre forholdt Vorherre ikke den ene samaritaner sit tilsagn om frelse.

Vorherre var tilsyneladende ikke så optaget af mængde, som folkekirken af i dag er. Han har jo også lovet, at hvor to og tre er forsamlet i hans navn, vil han selv være til stede, hvoraf vi må slutte, at hvor en præst og en kirkegænger er samlet i Jesu navn, der holdes der lige så meget gudstjeneste som dér, hvor hele sognet er af hus.

Sand forkyndelse frem for kvantitet
Så på denne søndag, som ifølge projektstøjende kirkefolk skal stå i mængdens navn, der vil jeg foreslå et andet og mindre synligt projekt:

At hver præst, provst og biskop i Danmark sætter sig i sit studerekammer og grunder over, om han kan forkynde Jesu navn sandt og uforfalsket, samtidig med at han er optaget af, hvor mange han kan samle i kirken.

Eller er det ikke sådan, at i samme øjeblik mængden af kirkegængere gøgler for forkynderens indre blik, så lægger han uvilkårligt tonen an efter mængdens behag; så dæmper han den direkte tone, mildner ordene, - ja, tænker i det hele taget mere på, hvordan ordene skal vinde behag, end om de er sande?

Kan et vidne i en retssag på een gang tale upåklikkeligt sandt og lægge sit vidnesbyrd an på at vinde nævningene? Nej vel? Den lille bagtanke om at vinde nævningene kommer ganske ubemærket til at file en hæl og nippe en tå, så vidneudsagnet kun bliver 90% sandhed – og så er løgnen allerede godt i gang med at få overtaget, for den behøver kun en lillefinger.

Vel er det på mange måder sørgeligt, når folk ikke gider gå i kirke. Men beklagelsen over de tomme kirkebænke går ikke godt i spænd med fordringen om at forkynde sandt.

For det turde være en af Djævelens finurligste snarer, at han bilder os ind, at vi både kan prædike og bekende Guds søn sandt og skele til, hvor mange vi er sammen.

Agnete Raahauge er Sognepræst i Hørup på Sydals