Da den fordrevne Calvin vendte tilbage

Jeg ville gerne have oplevet Jean Calvin, da han kom tilbage til Geneve, det øjeblik i den calvinske reformations forløb, da alt stod i nul, skriver lektor, lic.theol Carsten Bach-Nielsen

Domkirken i Genève, første søndag i december måned 1541. Tætpakkede rækker; forrest byens rådsherrer med fruer. Neddæmpede i beklædning, alvorligt, nervøst afventende gudstjenestens begyndelse.

Vil de blive mødt af flammende forbandelse, kritik eller revselse? Vil de føle hævnen piske som skorpioner mod deres fede uldklæder? Disse borgermænd, der indtil nu ejer den rige by?

Foran dem står nemlig den mand, de tre år forinden havde sendt ud af byen. Truslen mod deres gode liv. Den lærde, beherskede, veltalende: franskmanden, juristen, den autodidakte teolog Jean Calvin.

Ikke et ord. Endnu. Calvin er tilbage fra sit eksil i Strasbourg. Alle ved, at han ikke kunne undværes; den eneste, der har skarpheden, den teologiske, politiske og juridiske indsigt til at svare igen over for den kirke, hvis repræsentanter står på spring for at genindføre den katolicisme, byen havde sagt farvel til i 1535.

Uden Calvin var den borgerlige bys frihed til ende. Valget havde været tungt, for man vidste, hvad man ville få: skarpe love, kontrol, regulering af livet og dets former helt ned i detaljen - at mærke, at man i Genève ikke levede i en almindelig rolig og ovenud smuk by, men i en jordisk udgave af det himmelske Jerusalem, Guds stad, hvor ikke menneskers lov, men alene Guds lov gælder.

Tre år var gået, siden Calvins og hans kollega Farels fordrivelse. Calvin, der egentlig ved et tilfælde var kommet til Genève og havde slået sig ned der, havde forlangt, at byens borgere skulle aflægge en trosed af afgørende betydning for reformationens gennemførelse.

1537 fremlagde Calvin en forordning om kirketugt i Genève: Gud havde selv anordnet ekskommunikation som middel til straf og tugt. For at gennemføre den burde der indrettes en stab af fromme, troende mennesker med godt ry med myndighed til at overvåge byens kvarterer.

De skulle holde øje med og indrapportere synder og overtrædelser til byens præster, der så skulle pålægge forbryderne de nødvendige straffe. Om nødvendigt måtte hærdede syndere ekskommunikeres, udelukkes fra kirkens fællesskab og fra nadvernydelsen.

De troende måtte ikke tale med sådanne ekskommunikerede borgere.
Sådan en udstødelse afviste rådet blankt, da den var en udfordring af dets magt.

Modstanden mod edsaflæggelsen svarede kirken på ved at sende folk ud for at finkæmme byens kvarterer og tvinge borgerne til at aflægge eden. Kirken var ved at komme ubehageligt tæt på byens borgere, nemlig helt ind i deres hjem.

Da vendte stemningen sig mod Farel og Calvin, der fik en advarsel fra rådet om at holde sig til kirkelige anliggender og ikke blande sig i politik.

Rådet lagde en snare for Calvin, så hans gudstjenestepraksis kolliderede med byens politiske interesser. Påskedag 1538 nægtede Calvin og Farel at uddele nadveren, som rådet ønskede det. Rådet svarede ved at forvise de to mænd med tre dages varsel.

Calvin vender tilbage
Nu var den fordrevne så tilbage. På byens prædikestol, med et lukrativt embede – og forventningen om, at sætte alt ind for byen. Et nederlag for eliterne, det gamle borgerskab? Et vendepunkt?

Så anspændt stille kan der have været i rummet omkring Calvin, at lyden af den faldende knappenål med øresønderrivende brag ville slå mod de hvide mure. En pirrende stilhed, et tilbageholdt øjeblik som synkroniseret af de fineste schweizerure: Det øjeblik i den calvinske reformations forløb, da alt stod i nul.

Når luften flængedes af Calvins første ord, ville alt være anderledes. Calvins veltalenhed, der af nogle karakteriseredes som værende for elegant for en præst, skulle endnu engang sætte ham i respekt i Genève.

Man havde for længst fordrevet de to præster, der havde efterfulgt Calvin og Farel, men Calvin havde svaret, at han hellere ville dø hundrede gange end vende tilbage. Farel havde held med at true Calvin med Guds vrede, hvis han stod Herrens plan imod.

Calvin går på prædikestolen, slår op i Det Nye Testamente og læser videre fra det sted, hvor han var ophørt tre år tidligere. De tre år var blot en lakune i Guds store plan. Evangeliet læstes ufortøvet videre til Guds ære.

Calvin lod sig ikke mærke af sin menigheds frygt. Han havde dem nu på sin side – for good. Han gjorde deres bange anelser til skamme, ekskluderede dem ikke, men inkluderede dem i sin og Guds plan om at skabe en evangelisk bastion i handelsbyen Genève.

I samme øjeblik gudstjenesten tog sin begyndelse, var tilhørerne på det rene med, at de var deltagere i noget stort og nyt. Siden da kunne intet standse den udvikling, der ved deres hjælp skabte den borgerlige calvinisme.

Carsten Bach-Nielsen er lektor, lic.theol i kirkehistorie ved Aarhus Universitet