Martin A. Hansen mellem kristendom og fornuftsdyrkelse

 ”Martin A. Hansen har det klare udgangspunkt, at kristendom er nu. Den er ikke noget fortidigt, der hændte for 1000 år siden. Og den er ikke noget fremtidigt i en længsel efter et pilgrimsparadis. Nej, det er her og nu. Og dermed bliver troen på opstandelsen ikke noget, der kun handler om, hvad der sker, når jeg er død, men noget der sker med mig lige nu.”

Ordene er post.doc. Anders Thyrring Andersens, og som det fremgår med al tydelighed, er han ikke en mand, der er bange for at komme med klare udmeldinger. Det kunne man ellers mene, at der er god grund til at være, for Martin A. Hansen og hans folkekære værker er betændt område i dansk åndsliv.

Universitetsmarxisterne og de kulturradikale har skoset ham for at være reaktionær og patetisk, og mange kristne har understreget hans etiske skrupler og hans evige skyldtema. Det er opfattelser som disse, Anders Thyrring Andersen, der også har en såkaldt §2-uddannelse i teolog, gerne vil til livs i bogen.

”Den skadelige mytologi om Martin A. Hansens forfatterskab går i to retninger. Det ene sæt er det, som modstandere af Martin A. Hansen har skabt. De modstandere var – ud over kommunisterne – Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg, de kulturradikale og 68’erne. De skabte den fordom, at han er gammeldags, at han er reaktionær, at han er patetisk, og at han ingen relevans i moderniteten har. Som konsekvens frakender de ham litterær kvalitet. Og det er at spille med falske kort, for de gør det af ideologiske grunde, ikke litterære. Det er jo, fordi Martin A. Hansens forfatterskab i en eller anden grad er kristent, at de ikke kan lide det.”

”Det andet sæt er lavet af folk, der paradoksalt nok holder af forfatterskabet, Thorkild Bjørnvig eksempelvis. De taler altid om hans problemer, hans nedbøjethed af skyld og hans etiske skrupler. Det er også et stort problem, fordi det reducerer forfatterskabet til en sygehistorie. Man glemmer helt, hvad det handler om, og hvor produktiv Martin A. Hansen var. De reducerer værkerne til at være mindre spændingsfyldte, end de er.”

LÆS OGSÅ: Mennesket som en ø i havet

Din bog har fået meget fine anmeldelser i alt fra Tidehverv til Politiken. Viser det ikke, at den mytologi, du skyder på, ikke længere hersker i dansk åndsliv?

”Det er ret interessant, at det er sket, og bogen har givet mere omtale end forventet. Og du har ret i, at det er et tegn på, at vinden er vendt. Men det er jo ikke sket automatisk. Det er af historiske grunde vigtigt at huske, at i 40 år var et forfatterskab som Martin A. Hansens ikke tilladt i undervisningssystemet, hvor man blev anset for at være en landsbytosse eller værre, hvis man talte godt om det. Vi skylder at gøre rede for, hvilke mekanismer der var skyld i det.”

LÆS OGSÅ:Kristeligt Dagblads anmeldelse af ”Polspænding”

Kan det være den berømte kanons skyld, at vinden er vendt?

”Undervisningskanonen – ikke Brian Mikkelsens kanon – var en rigtig god idé. Da jeg gik på universitetet, var der sandelig også en kanon, men med færre værker. Og der blev indholdet aldrig diskuteret. Nu blev en kanon lagt åbent frem, og det giver blik for nogle historiske linjer, som den karakteristiske måde at lave litteraturvidenskab på ikke har villet vedstå sig. På denne måde får man en historisk bevidsthed, som 68’erne ikke var gode til at fastholde.”

Kristendom i moderne tider
En anden grundlæggende tese i bogen er, at forfatterskabet vidner om, at det moderne og det kristne kan sameksistere. Anders Thyrring Andersen forklarer:

”Martin A. Hansen skriver ud fra et spændingsfelt mellem kristentro og den dyrkelse af fornuften, som er et kendetegn ved moderniteten. I ’Løgneren’ er den problematik allermest kompliceret. Johannes Vig (hovedpersonen i ’Løgneren’, red.) længes efter at tro, men kan ikke. Som Johannes Vig selv fortæller historien, vil han gerne gå ind i kirken til sidst i romanen, men kan ikke, fordi ’han er den, han er,’ som han siger. Der har du et moderne menneske. Hans fornuft forhindrer ham i at gå ind i opstandelsestroen.”

Men er det ikke en triviel påstand, at det moderne og det kristne kan sameksistere? Man ser dog en hel del moderne forfattere, der også kæmper med troen.

”Men det er yderst vigtigt at pointere alligevel. Allerede Georg Brandes sagde jo til danskerne, at de måtte vælge mellem at blive moderne eller at blive kristne. Det er alt, alt for simpelt at stille tingene sådan op. Alligevel har man troet på det simple skel i 140 år her i Danmark. Man har skrevet litteraturhistorie, som om man ikke både kunne være moderne og religiøs.”

LÆS OGSÅ:Døden er ingen borgerlig fordom

Og religiøs var Martin A. Hansen i høj grad, fortsætter Thyrring Andersen.