Desværre skæmmes artiklen af graverende fejl, så man ikke aner om ting man ikke kender til, og som den hævder, er rigtige eller forkerte.

Christian II var på tidspunket for Grevens Fejde ikke længere katolik. Sammen med sin dronning, Elisabeth (oprindelig Isabella, efter mormoderen Isabella den Katolske af Castilien, og i øvrigt kejser Karl Vs søster, ham der også var Luthers kejser) var han i sit hollandske eksil konverteret til netop lutherdommen.

Ej heller var Christian IIs 12-årige lillebror Hans katolik. Han var bare så ung at Rigens Råd kunne håbe på at han kunne præges i katolsk retning.

Generelt var der dog i høj grad tale om en generationskamp; ungdommen mod alderdommen. Hvor fædrene var katolikker var sønnerne lutheranere, og i sådan en strid vil det i længden altid være ungdommen der vinder.

Ser vi ikke lidt at en tilsvarende strid i dag, hvor en bibeltro alderdom ikke vil vie to mænd eller to kvinder sammen til rette ægtefolk, og hellere vil lade folkekirken, som folkets kirke, gå til grunde, så vi ville få en lille luthersk minoritetskrike for de særligt troende …

Grevens Fejde var en kamp mellem stænder, borgere og bønder der støttede Christian II, og adelen der støttede fætteren Christian III, og fandt Christian II åbenbart inkompetent. Hvad han også var.

Kære Per Erik Rønne,
tak for din kommentar og deltagelse i debatten; det er godt at se, at vigtige historiske begivenheder stadig kan få folk til at fare i blækhuset. Det viser blot, hvor vigtig vores fælles fortid er for os stadig i dag. Jeg synes imidlertid ikke, det er helt fair, at du beskylder min artikel for at indeholde skæmmende og graverende fejl; du bygger det på to indvendinger, som – så vidt jeg ved – er noget upræcise.

For det første er det ikke forkert, når skriver, at Christian II var katolik under Grevens Fejde. Det var han nærmest sådan helt officielt. Som jeg og andre tidligere har skrevet om, så var Christian II blevet god ”ven” med Luther under sit ophold i Wittenberg omkring 1524, og var i det hele taget blevet en varm tilhænger af den lutherske lære, frem for den reformkatolicisme han som konge tilsyneladende havde været fortaler for. Imidlertid blev han som et led i sine planer om at tilbageerobre Danmark – som han forberedte under det ophold i Holland, som du selv nævner – nødt til at afsværge sit lutherske kætteri, så at sige konvertere tilbage, for at han kunne regne med støtte fra sin svoger, den ærkekatolske Karl V. Det skete i 1531, og han blev fængslet to år før Grevens Fejde i 1532. Hvorvidt han helt privat stadig var lutheraner inderst inde er omdiskuteret, men der er meget, der tyder på det (se f.eks. Martin Schwarz Laustens biografi). Officielt var han dog katolik imens borgerkrigen hærgede Danmark (se f.eks. Martin Schwarz Laustens "Danmarks Kirkehistorie").

For det andet ved man ikke, om prins Hans og Christian III's far, Frederik I, var katolsk eller luthersk inderst inde. Vi ved, at han manøvrerede helt eminent mellem de to stridende parter, hvilket gjorde at de lutherske tanker kunne brede sig vidt omkring i Danmark under kongens beskyttelse. Det er altså meget usikkert, hvordan børnene er blevet opdraget. Som hertug i Sønderjylland er der ingen tvivl om, at den senere Christian III var glødende lutheraner, og den katolske del af rigsrådet foretrak tilsyneladende Hans frem for broderen, måske, som du siger, fordi de så kunne præge barnet.
Imidlertid må vi jo så konstatere, at skulle Hans ikke været gammel nok til at kunne være afgjort katolik, så har han nok heller ikke været gammel nok til at være afgjort lutheraner; det er dog ganske sikkert, at han var lutheraner efter reformationen. Jeg har følgelig rettet "den lutherske Christian og den katolske Hans.” til ”den erklæret lutherske Christian og Hans, hvis præcise sympatier, vi ikke kender." Man skal blot være sig bevidst, at der ikke var en decideret luthersk kirke, man kunne konvertere til, førend Christian III oprettede den ved sin magtovertagelse i 1536. Der var altså heller ikke en fiks og færdig luthersk teologi; der var den katolske kirke og ”oprøret”.

Disse to forhold er meget gode eksempler på, hvor svært det er at vurdere historiske begivenheder præcist. Der kan være stor forskel på personernes officielle tilhørsforhold, og hvad de eventuelt/måske/sandsynligvis har ment i deres hjerter. Derfor er tingene ikke så sort-hvide, som vi gerne vil have dem til at være. Netop det meget indviklede begivenhedsforløb omkring reformationen vidner om, hvor sammenfiltret religion og politik var på den tid; derfor endte et katolsk rigsråd med at alliere sig med en lutheraner, imens det protestantiske Lübeck satte deres penge på den katolske kandidat.

Uanset udfaldet af borgerkrigen var Danmark dog med stor sandsynlighed blevet luthersk umiddelbart efter; den handlede, som jeg skriver, ligeså meget om klasseinteresser end religion.

Med venlig hilsen
Rasmus Markussen, fagredaktør på kristendom.dk