“Det er synd, at I ikke engagerer jer mere”

Christina Dupont fra Sumatra undrer sig over, hvorfor danskerne ikke engagerer sig mere i deres folkekirke. Samtidigt indrømmer hun, at hun selv er blevet en mere doven kirkegænger under sin tid i Danmark

Det må være noget nær det fjerneste, som man kan komme fra Christina Duponts hjemby Medan på Sumatra. En doven tidlig søndag eftermiddag i Danmark. Der er ikke en øje i bebyggelsen, bortset fra en, som er ved at hænge vasketøj op. Havde det været i Medan, ville der have været et leben, også en søndag eftermiddag, med masser af folk på gaden, markeder og boder.

Da kristendom.dk’s udsendte banker på hos Christina Dupont i Ølby nord for Køge, har hun netop været på Facebook og chattet med sine venner i Indonesien. Selvom hun er en meget lattermild person, så er det ikke de mest opmuntrende nyheder, der løber ind fra hendes hjemland.

”Nu igen!”, siger hun og slår ud med armene. Der har igen været en voldsepisode i hendes hjemland, hvor en kirke er blevet brændt af, og et par kristne har mistet livet. Volden er tæt på hendes venner – så tæt, at det lige så godt kunne have været dem, som havde mistet livet.
Sådan går der næsten ikke en dag, hvor Christina ikke er på Facebook, hvor det store emne på chatten er forfølgelsen af hendes trosfæller i hjemlandet.

”Selv har jeg aldrig personligt oplevet nogen forfølgelse. Jeg er vokset op i det nordvestlige Indonesien, hvor den største koncentration af kristne bor, og det er som regel ikke dér, at forfølgelserne foregår. Jeg husker min barndoms by som et fredeligt sted. Det var byen Medan, et sted, hvor der bor mange kristne, heraf mange metodister som mig selv. Hele min familie er metodister, flere generationer tilbage,” siger Christina og remser familiemedlemmer op, der både tæller præster i metodistkirken og lærere på skoler tilhørende metodistkirken.

Når Christina Dupont tænker tilbage på sin barndom, kan hun ikke understrege nok, at troen den havde indvirkning på utrolig mange ting, da den altid var synlig og til stede.

”Særligt husker jeg, når jeg i perioder boede hos mine morforældre. Her fik jeg min kristne opdragelse. Morfar udvalgte steder i Bibelen, som jeg skulle øve mig på, og så blev jeg hørt i dem efterfølgende. Troen var en pligt, både læsning i Bibelen og kirkegang, men jeg tænkte ikke på det som en pligt. Sådan var livet bare,” siger hun.

”Selvom du med god ret kan kalde min familie stærkt troende, så er den på ingen måde fundamentalistisk. Mine morforældre havde for eksempel mange muslimske venner, og jeg selv havde både muslimske og kristne legekammerater som barn. I mit barndomshjem var der ikke nogen modsætning mellem kristne og muslimer. Det var to vidt forskellige verdener, men to forenelige verdener. Vi accepterede hinanden og respekterede hinanden. Det var slet ikke det billede af Indonesien, som ellers tegner sig, når du ser nyheder derfra.”

Når Christina sammenligner hendes hjemlands kirke med den, som hun har mødt i Danmark, så mener hun generelt, at danskerne er mere og åbne og tolerante. Hun synes, at hun har mødt en åbenhed og accept i folkekirken, som hun ikke tror, at hun ville have mødt som kristen med en anden baggrund i Indonesien.

”Selvom jeg holdt meget af kirken i mit hjemland og havde mine bedste venner og min familie dér, så var der også ting ved den, som var ved at give mig brækfornemmelser. Folk kunne være så egoistiske dér, fuldstændigt ligeglade med de fattige og udstødte, som Bibelen ellers siger, at vi skal tage os af som kristne,” siger hun med en grimasse.

”Måske hang det sammen med en fremmedgørelse over for kirken som institution og følgende ligegyldighed over for dens budskab. Korruption er desværre et udbredt fænomen i mit hjemland – også i kirken. Derfor kommer alting til at handle om at snyde og bedrage. I kirken bliver der da en stor modsætning mellem det, som bliver forkyndt, og det, nogle af kirkegængerne og kirken som institution udøver i praksis. Dermed bliver budskabet undergravet, for ude i virkeligheden handler alting om at passe på sig selv, men kirkens budskab er jo, at vi skal passe på hinanden.”

”Kirkens problemer omkring korruption og andre ting var tit noget, som vi talte om i min familie. Selvom det var sådan, så følte min familie det som en pligt at komme i kirken, men også en lyst. Der var også mange positive ting. For mig har det at komme i kirken altid både været en pligt og en lyst. Med hensyn til lysten, så kunne jeg for eksempel altid godt lide at synge i kirken, og igennem mange år sang jeg i et gospelkor.”

Selvom det er søndag har Christina ikke været i kirke, og hun synes, at det er lidt pinligt, nu kristendom.dk’s udsendte netop er kommet for at tale om at være kristen indvandrer i Danmark.

”Her i Danmark føler jeg ikke så meget pligten til at gå i kirke længere. Det var miljøet, som jeg færdedes i derhjemme i Indonesien, som gav mig pligtfølelsen. Så nu går jeg ikke så meget i kirke, som jeg gjorde engang. Men jeg ville egentlig gerne engagere mig i den lokale folkekirke: Jeg er bare for doven,” siger hun og griner.

”Jeg synes, det er synd, når danskerne ikke engagerer sig mere i deres kirke. I har jo alle mulighederne, friheden, et samfund så godt som uden korruption, hvor præsterne ikke er nødt til at sælge deres sjæl til mammon. Der er ikke noget, som burde holde jer tilbage.”

”Engang imellem mødes jeg med andre kristne fra Indonesien i København, hvor vi holder gudstjeneste. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, og det er dejligt at mødes med nogle omkring troen, som taler mit modersmål. Det er også fint for mig at komme i folkekirken. Jeg følger egentlig ikke, at der er den store forskel i trosindholdet, og jeg synes, at det er godt at komme i en kirke, som ligger i ens nærområde og møde de kristne, der lever her. Som sagt er jeg bare lidt doven, så præsten og organisten må give mig et spark bagi, så jeg kan blive lidt mere engageret her,” siger hun grinende.

Da kristendom.dk’s udsendte tager afsked, skal Christina igen tilbage til chatten på Facebook for at se, hvordan det går hendes kristne venner i Indonesien.