Børn fødes ikke med et begreb om et jeg, og har ikke en klar skelnen mellem sig selv og andre, så det giver mening at kalde dem egoister. De har ingen anelse om, at tilfredsstillelsen af deres behov eventuelt kan være på andres bekostning. Behovene selv er hverken egoistiske eller syndige, men simpelthen realiteter skabt af Gud. Gud er den ansvarlige. Var det i erkendelse heraf at også Jesus, som ét med Faderen, lod sig døbe for at afvaske sig for den synd?
Men hvordan kan Gud blive forsonet med menneskene ved at det særlige menneske, som er ét med ham, bliver henrettet eller ofret? Det syndfri menneske Jesus var jo ikke et repræsentativt menneske, men repræsenterede snarere Gud selv. Logisk set betyder det at Gud ofrede sig selv. Det giver ikke mening. Med mindre det var Guds måde at fortælle menneskene at han selv er synderen, den der har skabt det syndige, behovsfulde barn. Men så er det overflødigt at døbe barnet, det er tilstrækkeligt at Gud lader sig selv døbe, som hans repræsentant Jesus da også gjorde.

Kære John Mogensen

Jeg synes dit indlæg fortjener et svar – i tre punkter:

1) Når det gælder børn og det kristne begreb ”arvesynd”, er det vigtigt at få sagt, at det ikke er børnenes behov, der tænkes på. Det er heller ikke det, Michael lægger i begrebet ”egoisme”. Børnenes behov er guds-skabte – og uskyldige, ganske som du anfører. Hvis man definerer ordet ”synd” ud fra et gerningsperspektiv eller et viljesperspektiv, er det lille barn naturligvis helt uskyldigt! Og sådan ser man også på det i kristen sammenhæng.

Men det kristne menneskesyn definerer begrebet ”synd” langt bredere end som så. ”Synd og død” er f.eks. koblet sammen (Rom 5,12ff; 6,23). Hvis man vil vide, om et barn hører hjemme i syndens sfære eller ej, kan man blot spørge om et barn er dødeligt eller ej. Arvesyndsbegrebet udtrykker m.a.o., at vi – sådan set fra undfangelsen af – har lod og del i verden, som den er efter syndefaldet. Der er ikke noget barn, der fødes ind i Paradis. Ethvert barn fødes ind i syndens og dødens verden – og har derfor lige så meget brug for at genfødes ind i Guds rige, som et voksent menneske har. Ethvert barn, der vokser op, vil så også – uanset hvilket miljø, det måtte blive udsat for – afsløre, at det er bærer af netop denne arv. At det onde ikke bare er noget, vi lærer, men at det er noget, der ligger i os. Som ingen kan sige sig fri fra – uanset hvor moralsk uangribeligt, vi så ellers måtte leve.

2) Når ”arvesynden” så er noget, vi arver – synes vi måske, at det så burde være skæbne snarere end skyld, og at det så må være Guds skyld det hele, som du så småt antyder... Det bliver måske lidt for filosofisk at rode rundt i det her. Men bibelens pointe er, at Gud skabte mennesket med muligheden for at vælge ham fra (måske fordi det er kærlighedens forudsætning?) – vel vidende, at vi så ville gøre netop det. Adams og Evas historie er ikke bare deres – men vores. Skæbne udfoldes til skyld.

Uanset, hvordan det nu kunne vendes og drejes – så er det bibelens grundbudskab, at Gud har taget ansvar for vort oprør og syndefald. Skylden er vores. Men Gud tager ansvaret. Han elsker os – og ønsker at vinde os tilbage.

Jesu dåb i Jordanfloden handler netop om, at Gud i og med Jesus gør sig til ét med det syndige menneske. Den rene går ned i det vand, hvor alle og enhver havde vasket deres urenhed af. Den rene tager vores urenhed på sig. Det er en symbolhandling – og mere end det: Jesus identificerer sig med den syndige menneskehed – og Gud vedkender sig ham i denne kærligheds¬handling – og vedkender sig os i ham, kunne man tilføje: ”Dette er min søn, i hvem jeg har velbehag”. Jesus blev døbt til vores synd. Vi døbes nu til hans død og opstandelse. I Jesus gik Gud igennem vores dommedag for os.

Det giver god mening: Han er verdens retfærdige dommer. Vi er hans børn, som har gjort oprør mod ham og har lukket det onde ind i verden. Han må dømme for sin retfærdigheds skyld, men han vælger selv at tage den dømtes plads og gå ind under vores dom. Fordi han elsker den dømte.

Rom 5,8: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at han gik i døden for os, mens vi endnu var syndere”.

3) Og det er netop det, der er dåbens indhold. Hvis vi synes, at det onde kom til os, før vi rigtig kunne gøre hverken fra eller til – så forkyndes der i hvert fald i og med barnedåben, at Gud kommer til os med sin tilgivelse og kærlighed, før vi kunne gøre hverken fra eller til.

Arvesynden (vores jordiske arv) sættes op mod en anden ”arv”: syndernes forladelse i Jesus Kristus (vores himmelske arv).

Den skaberhånd, der satte os ind i verden – af kærlighed og til kærlighed – men som vi i og med slægten allerede har afvist (eller selv vokser op til at afvise) – bliver i dåben rakt ud til os igen, men nu som en sårmærket hånd.

Griber vi den udstrakte hånd – denne gang? Det er det spørgsmål, der står tilbage, når Gud har sagt sit ja til os. For han kommer stadig til os under de vilkår som kærligheden forudsætter: den frivillige modtagelse. Og for et syndigt menneskes vedkommende betyder det: modtagelsen af den ufortjente kærlighed – i form af ”syndernes forladelse”.

Og her kan vi så passende vende tilbage til dåbsbarnet. For – når det gælder børnenes evne til at vise umiddelbar og uforbeholden tillid og modtage kærlighed uforskyldt og uden fortjeneste (og uden at kunne forstå det) – alene fordi det er et behov, det har, og på trods af, at det kan være på en andens bekostning(sådan som du formulerer det) – er det i kristen sammenhæng netop sat op som et forbillede for troens modtagelse af Guds rige (som Jesus siger det i én af de tekster, vi læser ved enhver barnedåb):

”Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det , blev han vred og sagde til dem: Lad de små børn komme til mig, det må i ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem”. Mark 10,13-16