Hvis Vorherres navn nævnes, er det gerne som garant for en spændende Halloween-gudstjeneste eller som en rar gud, der godt kan lide mennesker, der er betagede af deres egen evne til at gyse, skriver sognepræst Margrethe Horstmann

Sig nærmer den 31. oktober, og dermed Halloween. Som man vil vide, er Halloween en folkelig festdag af ret ny dato og som folkelig festdag oplagt som genstand for kirkelig markering.

Det er allerede indarbejdet i nogle sogne og regnes blandt fremskridtsvenlige præster og menighedsråd som en anledning til at få flere unge i kirke, som mantraet lyder.

Ikke, at kirken partout skal fyldes med græskar og flagermus (de sidste er der vel allerede) men sådan, at de mange oplyste butiksvinduer, der ses under butikscentrenes Late Nights kan synkroniseres med særgudstjenester på sære tidspunkter og således fremmane et behov.

Halloween er et kommercielt forehavende
Halloween er etymologisk det samme som den allehelgen, vi har som en mindelse om, at vi er døbte til Kristi død og derigennem til hans opstandelse.

Dette synes ikke at optage sindene. I stedet slår man reelt skaglerne sammen med kommercialismen, når den er værst. Lad være, at Halloween har slået rod i Amerika, men i Danmark er Halloween et ganske kommercielt forhavende, som også Valentinsdag, hvor man giver sin elskede gaver, er det.

Sidstnævnte markeres også i nogle kirker, selvom præsterne udmærket ved, at det handler om spin. En kollega udtalte for et par år siden i anledning af en særgudstjeneste, at "vi må skabe noget hype omkring det."

Søndagshøjmessen har levet i 2000 år uden anden hype end kirkeklokken.
Tanken om, at evangeliet trænger til forbedring for at blive hørt, er en skæg tolkning af løftet om, at vi skal være Herrens medarbejdere, og den tager nogle sjove rejehop af og til.

Er gys vigtigere end evangeliet?
At Halloween ikke kan stå distancen uden hype er symptomatisk – evangeliet kan glimrende, men er knap så interessant. Gys og forelskelse er sjovere end død og opstandelse.

Nu er der intet til hinder for, at man tager sit præsteløfte alvorligt og simpelt hen forkynder evangeliet efter bedste ringe evne blandt græskar og gulerødder. Det gør man jo til høst.

Der er dog en forskel på de to tjenesters forankring i virkeligheden: Høstgudstjenesten indeholder altid en tak til Gud for det, vi har fået lov til at gøre i vort ansigts sved, hvorimod Halloween ingen himmelforbindelse har, og dermed heller ingen jordforbindelse.

Jeg har aldrig hørt nogen argumentere teologisk for Halloween, eller for Valentine for den sags skyld. Hvis Vorherres navn nævnes, er det gerne som garant for en spændende gudstjeneste eller som en rar gud, der godt kan lide forelskede mennesker, i Halloweens tilfælde mennesker, der er betagede af deres egen evne til at gyse.

Ordet bør være i centrum
Såvel kærlighed som onde ånder har en ganske anden dimension i evangeliet, og reformationsdagen d. 31. oktober bør være anledning til at lægge sig det på sinde; den reformation, der med få ord eller blot Ordet, fik hele den daværende kirkeinstitution med alle dens fromme organisationer, tiltag og inspirationskurser til at dejse om med et suk.

Fordi de ville andet og mere end blot være til og med tolderen sige: Gud vær mig synder nådig. Den ydmyghed finder man ikke hos Halloween-tilhængerne.

Margrethe Horstmann
Sognepræst i Nakskov
Skriver i tidsskriftet Tidehverv