“Ritualer bør ikke være kønsløse”

Jeg frygter, at et kønsneutralt vielsesritual vil være blodløst, traditionsløst og tappet for andet end intetsigende venlighed og laveste fællesnævner, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Ritualer er ikke tilfældige. De fleste grundlæggende ritualer har udviklet sig over lang tid, i stadig vekselvirkning med menneskelivet og dets forandringer. Gode ritualer er ikke noget, man bare lige opfinder hen over et weekendmøde i et udvalg.

Vort stærkeste ritual i kirken, den aronitiske velsignelse, er måske 5.000 år gammelt. Derfor er det også berettiget, at det vækker engageret debat, når en præst ændrer i den vante ordlyd. Dermed ikke være taget stilling til berettigelsen i at gøre det.

Men det er ikke en mindre detalje. Det er vigtigt, fordi ritualer ligger stærkere og dybere i vores bevidsthed end prædikener, artikler og alle mulige andre dag-til-dag påvirkninger.

Ritualer ændrer sig. Det er der ikke noget galt i. Det er forudsætningen for deres evne til at tolke vores liv. Kirkens ritualer tolker vores liv ved at sætte det ind i Guds store historie, der begynder med, at vi og alt er skabt, som har sit centrum i Jesus Kristus, og hvis perspektiv rækker fremad mod Guds evige rige.

Ritualernes styrke og evne til at tolke vores liv i lyset af denne historie afhænger af deres konkrete tilknytning til den. Jo mere abstrakt og uklar tilknytningen til Guds historie er, jo svagere bliver ritualerne.

Vi har i folkekirken den fremragende ordning, at tidligere ritualer ikke går ud af brug, når nye indføres. I den ordning ligger andet og mere end et knæfald for konservative præster og menighedsråd, der har svært ved at skifte ordlyd.

Der ligger en respekt for dem, der har arbejdet med ritualerne i tidligere tider. Deres arbejde bliver jo ikke pludselig værdiløst fra den ene dag til den anden.
Der ligger også en respekt for selve ritualet deri, at man ikke fremtvinger bratte skift, men har mulighed for at finde ud af, hvad der har mest bærekraft.

Mennesker og steder er jo ikke ens. Der er en usamtidighed, der er afhængig af mange faktorer. Det ved man i hvert fald som præst i et sogn med både en meget gammel middelalderkirke og en helt ny og meget moderne kirke.

Det her skrevne gælder for alle ritualer; men det gælder ikke mindst for de ritualer, der har størst folkelig betydning, nemlig ritualerne ved livets overgange. Det er her, de allerfleste får sat deres tilværelse ind i Guds store historie med alt, hvad de kommer med. Det betyder noget. Det ses af de store følger ved dåb, konfirmation og vielser.

Nu ser det så ud til, at vi inden for det næste halve års tid vil få en lovgivning, der fjerner forhindringerne for at vie par af samme køn i kirken. Det er jo i sig selv en vanskelig sag, som godt kunne have krævet lidt mere ægteskabsteologisk refleksion i folkekirken, før beslutningen blev taget.

Men når nu det åbenbart kommer til at ske, er det i hvert fald vigtigt, at vi tænker os om, før ritualer bliver autoriseret.

Først og fremmest bør den mekaniske slutning fra vielse af par af samme køn til kønsneutralt vielsesritual ophøre. Det ville være en katastrofe med et mord på det meget stærke ritual, vi har for vielse af mand og kvinde.

Dette ritual opfylder i det væsentlige alle kriterier for et stærkt og bæredygtigt ritual, der i den grad placerer parret i Guds historie fra skabelse og til evighedshåb.

Det er konkret i sin basis i bibelske tekster, det er klart i sine formuleringer, og det har kanter, som giver anledning til tanker og overvejelser om situationens alvor og betydning. Det stryger ikke bare parret med hårene.

Jeg frygter, at et kønsneutralt vielsesritual ikke bare vil være kønsneutralt, men også kønsløst: blodløst, traditionsløst og abstrakt, tappet for andet end intetsigende venlighed og laveste fællesnævner om den kærlige og gode og alt accepterende Gud, med de samme generelle bibelcitater, som man bruger i mange andre sammenhænge.

Bliver det tilfældet, er det et stort tilbageskridt for alle par, uanset kønssammensætning. Lad os beholde det ritual, vi har, til vielse af mand og kvinde og arbejde med det som en selvstændig sag.

Og lad så gode ritualfolk, herunder også folk, der selv har det med at være par af samme køn inde på livet, arbejde med et stærkt og bæredygtigt ritual for den handling – uden at hugge hæle og klippe tæer i formuleringer for at nå en mindste fællesnævner, men sådan at de par af samme køn, der måtte komme for at blive viet i kirken, kan få et stærkt og godt ritual, der tolker og går i dialog med deres livssituation.

Man kunne jo starte med en årrække med en frihed til prøveritualer, godkendt af biskopperne, og så siden samle dem i et ritualudvalg. Men det skal være en løsning, der tager højde for, at vi i forvejen har et rigtig godt vielsesritual for mand og kvinde, og ritualets tolkning af deres ægteskab skal ikke svækkes og gøres kønsløst og traditionsløst af, at der kommer en ordning for par af samme køn.

Kaj Bollmann, sognepræst og medlem af Kirkeligt Centrums landsbestyrelse