Hvad er retræte?

Ordet retræte betyder ”tilbagetrækning” og stammer oprindeligt fra den militære verden, hvor det tilkendegav, at soldaterne skulle trække sig tilbage. I dag er ordet primært forbundet med en religiøs aktivitet, hvor man sig i en kortere eller længere periode trækker sig væk fra det daglige liv for at være stille og fordyber sig i troen.

Retræte har rødder i Bibelen
Kristen retræte bygger på lang en tradition og har sine rødder i de bibelske historier. Evangelierne fortæller, at Jesus ofte tog væk for at søge stilhed og ensomhed. Det skete for eksempel, da han trak sig tilbage i ørkenen i fyrre dage efter sin dåb i Jordenfloden (Matthæusevangeliet 4,1ff). Jesus tog også sine disciple med til steder, hvor de kunne være alene, og før Jesus tog Johannes Døberen, Elias og Moses ud i ørkenen, hvor de i ensomhed søgte Gud.

De første retræter, man kender til i kirkehistorien, fandt sted i 3.-4. århundrede, hvor mænd forlod byens hektiske liv for at leve asketisk og søge Guds nærvær i ørkenen. De er siden blevet kaldt ørkenfædre.

Ørkenfædrene nøjedes dog ikke blot med et par dage eller ugers retræte. De levede hele deres liv i ørkenen først alene og siden i fællesskaber, som lagde grunden til den senere klosterbevægelse.

LÆS OGSÅ: "Ørkenfædrene levede i længsel efter Gud"

Retræter har fået et come-back
Traditionen for retræter har altså siden oldkirken været en del af kirkens liv. De forsvandt imidlertid ret hurtigt fra de lutherske kirker efter reformationen, da klostrene blev nedlagt. I dag er retræter vendt tilbage, og forskellige kirkesamfund samarbejder om at arrangere økumeniske retræter.