På en retræte kan man både være alene eller sammen med andre, hvor man isoleret bruger tiden på bøn, sang, læsning, meditation og refleksion over sit liv.
- Foto: Annette Morsing
Marguerita Hvid Spangsberg |
Et stigende antal danskere tager i disse år tager på retræte. Men hvad er retræte, hvor stammer det fra og hvordan foregår en retræte?
Ordet retræte betyder ”tilbagetrækning” og stammer oprindeligt fra den militære verden, hvor det tilkendegav, at soldaterne skulle trække sig tilbage. I dag er ordet primært forbundet med en religiøs aktivitet, hvor man sig i en kortere eller længere periode trækker sig væk fra det daglige liv for at være stille og fordyber sig i troen.
Retræte har rødder i BibelenKristen retræte bygger på lang en tradition og har sine rødder i de bibelske historier. Evangelierne fortæller, at Jesus ofte tog væk for at søge stilhed og ensomhed. Det skete for eksempel, da han trak sig tilbage i ørkenen i fyrre dage efter sin dåb i Jordenfloden (Matthæusevangeliet 4,1ff). Jesus tog også sine disciple med til steder, hvor de kunne være alene, og før Jesus tog Johannes Døberen, Elias og Moses ud i ørkenen, hvor de i ensomhed søgte Gud.
De første retræter, man kender til i kirkehistorien, fandt sted i 3.-4. århundrede, hvor mænd forlod byens hektiske liv for at leve
asketisk og søge Guds nærvær i ørkenen. De er siden blevet kaldt ørkenfædre.
Ørkenfædrene nøjedes dog ikke blot med et par dage eller ugers retræte. De levede hele deres liv i ørkenen først alene og siden i fællesskaber, som lagde grunden til den senere klosterbevægelse.
LÆS OGSÅ: "Ørkenfædrene levede i længsel efter Gud"
Retræter har fået et come-back
Traditionen for retræter har altså siden oldkirken været en del af kirkens liv. De forsvandt imidlertid ret hurtigt fra de lutherske kirker efter
reformationen, da klostrene blev nedlagt. I dag er retræter vendt tilbage, og forskellige kirkesamfund samarbejder om at arrangere
økumeniske retræter.
Dog har retræten i dag ændret karakter fra tidligere at være en total tilsidesættelse af alt andet til at handle om, hvordan det moderne menneske kan genfinde Gud og roen i et ellers travlt og krævende liv.
Opblomstringen af moderne retræter har derfor også givet anledning til teologisk kritik, hvor de beskyldes for at være for indadvendte og selvcentrerede.
LÆS OGSÅ: "Drop klosterlivet"Retræte er isolation med GudFormålet med en retræte er at hellige sig forholdet til Gud for en tid. En retræte strækker sig derfor ofte over en weekend eller en uge, men retræter kan strække sig over længere tid. Mange steder foregår retræter tilbagetrukket fra det øvrige samfund, men i de senere år har også enkeltdagsretræter vundet indpas i storbyer.
LÆS OGSÅ: "Stilhed i storbylarmen"
På en retræte kan man både være alene eller sammen med andre, hvor man isoleret bruger tiden på bøn, sang, læsning, meditation og refleksion over sit liv. Nogle retræter forgår i stilhed, fordi det kan være med til at skærpe ens opmærksomhed.
Til en retræte vil der være en retræteleder, som også fungerer som åndelig vejleder. Retrætelederen lægger dagens faste rytme af hvile, andagt og tid til individuel fordybelse og bøn. Derudover er der ofte forskellige meditative sange og forskellige kristne bønner på programmet.
Eksempel på en retrætedag i stilhedPå hjemmesiden
retraete.dk kan man finde et eksempel på en retrætedag i stilhed:
8.00: Morgenbøn og fælles stilhed
8.30: Morgenmad (med musik)
9.15: Oplæg til dagen, f.eks. fordybelse i en bibeltekst
9.30: Individuel tid
12.00: Kort andagt
12.15: Frokost
13.00: Individuel tid
17.30: Vesper - bøn og stilhed
18.00: Aftensmad (med musik)
18.45: Oplæg til natten
19.00: Individuel tid
21.00: Aftenbøn og fælles stilhed
LÆS OGSÅ: "Gode råd til at lave din egen retræte"
Tag på retræte ude og hjemmeI princippet kan en retræte finde sted alle steder. Det vigtigste er, at den foregår på et tilbagetrukket sted. Dog er det populært at tage på retræte på vigtige bibelske steder som for eksempel i Jerusalem eller i klostre, som tilbyder retræter.
Det gælder for eksempel det franske klosterfællesskab
Taizé, som hvert år bliver besøgt af hovedsageligt unge mennesker, der ønsker at tage en pause fra deres hverdag og bruge tid på fordybelse, stilhed eller fællesskab. Også den økumeniske kommunitet
Iona er et populært retrætested.
Ud over retræter i udlandet, så tilbydes der også flere retræter herhjemme. For eksempel afholder
Skovhuset ved Sdr. Vissing forskellige økumeniske retræter.
Vigtige personerOp igennem kirkens historie er mange store teologer og kirkefædre kendt for at søge fordybelse og stilhed. Det gælder for eksempel
Teresa af Avila, som sammen med
Johannes af Korset grundlagde
Karmelitterordenen. Karmeliterordenens fokus var at blive stadig mere fokuseret på Gud og at opleve et stadig dybere fællesskab gennem regelmæssig trospraksis.
En anden vigtig person er
Ignatius af Loyola, som grundlagde Jesuiterordenen. Da Ignatius blev omvendt til kristendommen tilbragte han en måned i en hule for at meditere over Jesu liv. De erfaringer, han gjorde der, danner grundlag for den ignatianske meditationspraksis.
LÆS OGSÅ: "Ignatius af Loyolas vejledning i bibelmeditation"
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano