“Erfaringer med den svenske kirkeordning er blandede”

Vi er først og fremmest nødt til at finde løsninger, der har rødder i vores egen folkekirkelige tradition og vores nutidige kirkeliv, skriver sognepræst og medlem af Kirkeligt Centrums Landsbestyrelse Kaj Bollmann

Svensk kirkeret?

Kirkeminister Manu Sareen mener, at den svenske kirkeordning kan være et forbillede for en dansk model. Hvis han blot meget generelt mener, at vi lige som svenskerne skal ændre på den nuværende ordning, så fint nok. Men hvis han mener, vi mere eller mindre kan kalkere den svenske ordning af, er der grund til at klappe hesten i mere end et kvarter.

Allerede forskellene mellem dansk og svensk kirkeordning og tradition er så store, at vi ikke kan bruge så frygteligt meget af den svenske ordning.

Sat på spidsen kan man sige, at hvor folkekirken i Danmark har udviklet sig som en del af det lokale civilsamfund, men med en svag kirkelig institution over græsrodsplanet, har man i Sverige omvendt en stærk centralforvaltning, både administrativt og teologisk, men til gengæld nok en svagere integration i lokalsamfundet.

Svenskerne havde allerede inden adskillelsen i år 2000 en stærk kirkeledelse med magtfulde biskopper og topstyring. Man har slet ikke haft den decentrale tradition med stærke og økonomisk selvbærende menighedsråd, som vi har i Danmark.

De to forskellige traditioner skaber to helt forskellige forudsætninger. Dertil kommer, at den svenske kirke, selv i sin adskilthed fra staten, på mange måder virker mere ”statslig” i sin praksis end folkekirken i Danmark.

For eksempel er valgene til de styrende organer på alle planer i Sverige præget meget af partipolitiske lister og hensyn, og kirkerådets og andre organers dagsordener er i betydelig grad præget af mere eller mindre politiske emner.

De svenske erfaringer med den nye model er blandede. På nogle områder berettes der om positiv udvikling, ny dynamik; men på andre områder er udviklingen dybt problematisk.

Mest tydeligt gælder det medlemsflugten. Det er selvfølgelig svært at slutte, hvor stor en del af denne, der skyldes adskillelsen af stat og kirke. Men uanset hvad, så er det i hvert fald ikke nogen efterlignelsesværdig udvikling.

Det samme gælder den relativt hårdhændede og centralistiske måde at sammenlægge og nedlægge sogne på, som har fundet sted i Sverige i de senere år. Den hænger sammen med den nævnte tradition for topstyring, og dens konsekvens er ikke sjældent demotivering af og frustration hos de lokale frivillige.

Selvfølgelig kan vi lære noget af svenskerne – og måske endnu mere af nordmændene – men vi er først og fremmest nødt til at finde løsninger, der har rødder i vores egen folkekirkelige tradition og vores nutidige kirkeliv.

Vi er jo allerede i gang med at opbygge en selvstændig folkekirkestyrelse nedefra. Og netop det, at det foregår nedefra er en væsentlig pointe. Selvom de nordiske kirker har mange fællestræk, har de også betydelige forskelle. Disse kan inspirere gensidigt, og det er vigtigt; men lige netop når det gælder en folkekirkelig styrelseslov, skal vi nok ikke gå over sundet efter vand!

Kaj Bollmann, sognepræst og medlem af Kirkeligt Centrums Landsbestyrelse