Evangeliets forkyndelse i ånd og sandhed er for mange menighedsråd en biting i forhold til ambitionen om at fylde kirken med løfter om leg, spagetti, musik, eller hvad der nu kan trække, skriver sognepræst Agnete Raahauge

Menighedsrådet i Nykøbing Sj. sogn har i en annonce tilkendegivet, at de ønsker en tolerant præst og derfor på forhånd vil frasortere ansøgninger fra præster, der ikke vil vie homoseksuelle, når eller hvis en sådan vielsesmyndighed med tilhørende ritual bliver autoriseret for folkekirken.

En entertainer frem for en præst
Havde det været for 10-20 år siden, at et menighedsråd havde annonceret således, ville jeg være røget op af stolen af vrede og undren over, at et menighedsråd så ublu annoncerer efter en nikkedukke i stedet for en præst, det vil sige en ordets forkynder, bundet af Bibel og bekendelse.

Imidlertid har vi jo i de senere år set den ene annonce efter den anden, hvor menighedsråd tilkendegiver deres krav om at få en entertainer, glad for børn og god til unge, som kan lokke de unge generationer ud af fjerene søndag morgen, hvis forældre har forsømt at lære dem at gå i kirke.

At evangeliets forkyndelse i ånd og sandhed for mange menighedsråd er en biting i forhold til ambitionen om at fylde kirken med løfter om leg, spagetti, musik eller hvad der nu kan trække – det er efterhånden blevet dokumenteret så mange gange, at man næsten ikke lægger mærke til det mere.

Hvad er en tolerant præst?
At ansøgere, der ikke vil vie homoseksuelle de facto vil blive siet fra, hvis vielser af homoseksuelle autoriseres – det kunne man nok også forudsige.

Derfor kommer annoncen fra Nykøbing Sjælland ikke som en overraskelse for undertegnede, men som det klare bevis for den begrædelige ligegyldighed over for præstens opgave, som åbenbart råder visse steder.

Annoncen siger mest om det pågældende menighedsråds letfærdighed i ansættelsen af præst.

For hvad vil gummibegrebet ”en tolerant præst” sige? Og er det intolerance, når en præst ikke vil vie homoseksuelle? Det er det kun, hvis man mener, at da kirken nu er udstyret med myndigheden til at præmiere heteroseksuelles kærlighed med en velsignelse, så er det diskriminerende, at andre former for kærlighed ikke præmieres på samme måde.

Ægteskabet er Guds ordning til slægtens opretholdelse
Men der ligger nu engang ikke nødvendigvis en fordømmelse af de homoseksuelles forhold i, at en præst ikke vil vie dem eller give dem en ægteskabsvelsignelse.

Der ligger det i det, at præsten skelner mellem, hvad der er et ægteskab, og hvad der ikke er det. Og det er nu engang ikke ægteparrets kærlighed, stor eller lille, der gør dem fortjente til en velsignelse – men ægteskabets plads i kirken er et udtryk for, at ægteskabet forkyndes som Guds velsignelse; som hans velsignede ordning til slægtens opretholdelse.

Det er altså ikke brudeparrets kærlighed, der gør dem fortjente til ægteskabsvelsignelse, men det brudepar, der indtræder i det velsignede ægteskab, befales at elske hinanden.

70 år efter, at seksualundervisningen så dagens lys i skolens undervisning skulle man tro, at selv kirkeministre kunne forstå, hvorfor et homoseksuelt forhold ikke er et ægteskab – og forstå, at dermed er der ikke sagt noget nedsættende om de homoseksuelle. Lige så lidt som det er nedsættende, at sige til min datter, at hun ikke er min søn, eller til min mor, at hun ikke er min far.

Det er simpelthen et spørgsmål om at skelne mellem begreberne. Menighedsrådet i Nykøbing Sj. vil have en præst, der kalder to forskellige ting for det samme og således opløser ordenes mening i tolerancens navn og de skal med alle kirkelige myndigheders opbakning nok få det, som de vil have det.

Måske skulle folkekirken snart skifte navn til ”Det danske våsetempel.”

Agnete Raahauge
Sognepræst, Hørup, Sydals