Taknemmelighed gør os lykkelige - ikke omvendt

Det er underligt, at vi mennesker er sådan indrettede, at vi har lettere ved at brokke os og være fejlfindere end det modsatte. Det gælder i vores syn på samfundet, i relationen til andre mennesker og i opfattelsen af os selv. Det er ikke så tit, man møder et menneske, der udstråler glæde og taknemmelighed og sætter ord på det. Det modsatte er langt hyppigere.

Et menneske kan for eksempel sige til mig:

”Jeg burde være glad, for jeg har alt, en god familie, et godt arbejde og ingen økonomiske sorger og så videre men jeg er det ikke…” .

Det er vedkommende jo ikke ene om at erfare. Langt fra. Det fortæller, at glæden og taknemmeligheden ikke afhænger af alt det, vi har, men af noget andet.

"Vi må indse, at det i hverdagen ikke er lykken, der gør os taknemmelige, men taknemmeligheden der gør os lykkelige!”, som en har udtrykt sig. Og en anden formulerer det sådan: ”Det er ikke modgang, der gør mennesker ulykkelige, det er derimod manglende taknemmelighed, der skaber rum for modløsheden”.

Taknemmelighed vokser frem i det øjeblik, et menneske atter får fodfæste efter at have erfaret livets skrøbelighed og udsathed. Eller når den ”livstruede” får lægens budskab: ”Du er rask! Der er ikke noget alligevel.” I sådanne situationer er alt andet pludselig underordnet, og glæden ved at leve fylder det hele. Det kan vække til eftertanke i den almindelige hverdag, som der jo er flest af.
 
Forundringsmentalitet
Taknemmelighed har sit udspring i opfattelsen af livet som en gave og ikke som noget, vi har ret til eller krav på. Hvorfor er der i det hele taget noget til og ikke ingenting? Og hvorfor er vi her? 

I stedet for at fokusere på, hvorfor der er så meget ondt i verden, kan vi lige så godt spørge, hvorfor er der overhovedet noget godt i verden? Vi kan jo ikke lade være med at anse livet for livet værd. Vi står op hver morgen og går i gang, så godt vi kan. Hvorfor egentlig det? Hvorfor gør lægerne alt for at holde liv i mennesker, til tider mere end det synes at give mening? Jo, svaret er enkelt: fordi livet er og bliver en gave, og fordi det er et livsmirakel, at vi overhovedet er til. Derfor skal der en forklaring til, når et menneske tager sit liv, -  det liv, der er givet.