LO holder i disse dage sin kongres i Aalborg, hvor fagbevægelsen er i gang med på flere planer at erkende, at medlemmerne flygter, og at der siden Harald Børsting kom til ikke er kommet en opbremsning i medlemsflugten.

Indtil videre er de eneste budskaber af reel værdi, at EU skal sørge for, at østeuropæerne holder deres billige arbejdskraft for sig selv, og at der i øvrigt ingenting er galt med fagbevægelsens budskab – det skal bare kommunikeres bedre ud.

Nå, dette er jo ingen fagpolitisk blog, og Børsting har såmænd nok bedre ting at tage sig til end at sidde og læse herinde. Men grunden til, at jeg tager det op er, at situationen i foruroligende grad ligner folkekirkens: Der er medlemsflugt (okay, måske er ‘flugt’ overdrevet, men medlemmerne siver i hvert fald væk), og de eneste bud på, hvad man kan gøre er enten dyb benægtelse eller mere af det samme. Lad mig uddybe:

Den dybe benægtelse bruger jeg polemisk, for det er nok mere præcist at bruge termen "bortforklare." Faldet i medlemstallet forklares ofte med, at den moderne dansker er mere myndig, tager mere stilling end sine forfædre, der bare pr tradition var medlem af folkekirken.

Det er svært at sige noget til, udover: jamen, hvis det er sandt, så mangler vi jo stadig en grund til at disse myndige mennesker melder sig ud. Det gør de vel, fordi folkekirken er for ringe til at give dem det, de har behov for.

Her er en graf for medlemsfaldet i folkekirken. Tallene er fra Kirkeministeriet, med mine egne fremskrivninger af faldet, hvis det varer ved (tryk for større version)

Bortforklaringerne peger uundgåeligt på, at folkekirken er for ringe. Hvorfor skulle folk ellers melde sig ud, uanset hvor myndige de er, og i hvor høj grad de tager kontrollen over deres eget liv?

Så må man spørge, hvorfor folkekirken ikke gør noget ved det og kigger ordentligt på, hvad man kan gøre for at gøre folkekirken til det, den skal være, nemlig folkets kirke.