Bo Grünberger |
2. november 2011
Der skal nye kræfter til. For i folkekirken er der en udbredt modvilje mod at ændre på tingene, skriver teolog Bo Grünberger i sin blog
LO holder i disse dage sin kongres i Aalborg, hvor fagbevægelsen er i gang med på flere planer at erkende, at medlemmerne flygter, og at der siden Harald Børsting kom til ikke er kommet en opbremsning i medlemsflugten.
Indtil videre er de eneste budskaber af reel værdi, at EU skal sørge for, at østeuropæerne holder deres billige arbejdskraft for sig selv, og at der i øvrigt ingenting er galt med fagbevægelsens budskab – det skal bare kommunikeres bedre ud.
Nå, dette er jo ingen fagpolitisk blog, og Børsting har såmænd nok bedre ting at tage sig til end at sidde og læse herinde. Men grunden til, at jeg tager det op er, at situationen i foruroligende grad ligner folkekirkens: Der er medlemsflugt (okay, måske er ‘flugt’ overdrevet, men medlemmerne siver i hvert fald væk), og de eneste bud på, hvad man kan gøre er enten dyb benægtelse eller mere af det samme. Lad mig uddybe:
Den dybe benægtelse bruger jeg polemisk, for det er nok mere præcist at bruge termen "bortforklare." Faldet i medlemstallet forklares ofte med, at den moderne dansker er mere myndig, tager mere stilling end sine forfædre, der bare pr tradition var medlem af folkekirken.
Det er svært at sige noget til, udover: jamen, hvis det er sandt, så mangler vi jo stadig en grund til at disse myndige mennesker melder sig ud. Det gør de vel, fordi folkekirken er for ringe til at give dem det, de har behov for.
Her er en graf for medlemsfaldet i folkekirken. Tallene er fra Kirkeministeriet, med mine egne fremskrivninger af faldet, hvis det varer ved (tryk for større version)
Bortforklaringerne peger uundgåeligt på, at folkekirken er for ringe. Hvorfor skulle folk ellers melde sig ud, uanset hvor myndige de er, og i hvor høj grad de tager kontrollen over deres eget liv?
Så må man spørge, hvorfor folkekirken ikke gør noget ved det og kigger ordentligt på, hvad man kan gøre for at gøre folkekirken til det, den skal være, nemlig folkets kirke.
Som det er nu, er den det absolutte mindretals og det dovne flertals kirke. Dovne flertal, fordi de fleste mennesker ikke bruger kirken, men bare ikke tager sig sammen til at melde sig ud. Det peger over på det næste punkt.
Ældre mennesker sidder tungt på magten i folkekirken
Jeg har før skrevet om, at det centrale problem for folkekirken ligger i, at den styres udelukkende af ældre mennesker. Det står jeg ved, og resultatet er, at det er de samme mennesker som sidder og snakker om, hvad man kan gøre i folkekirken, som har styret folkekirken de sidste mange mange år.
Derfor bliver budet, at løsningen er mere af det samme – man laver nogle små ændringer, men ændrer intet større. Et godt eksempel er den kuldsejlede ungdomskirke i Århus.
Hvis der skal ske en ændring, så skal der nye kræfter til, men det kan man ikke under den nuværende struktur, hvor menighedsråd, stiftsråd og biskopper sidder på magten. Der er stort set ingen unge mennesker, der har overskud og tid til at sidde i et menighedsråd, og derfor er de heller ikke til stede i stiftsrådene. Resultatet er menighedsråd og stiftsråd med en gennemsnitsalder på omkring de 60.
Det er fint og godt, at folkekirken har tilbud til ældre mennesker, men det er ikke holdbart i længden at satse på alderdommen. De nye generationer, hvor de ældste nu er i 40′erne, har stort set ingen tilknytning til folkekirken, og det er naivt at tro, at disse bare pludselig opdager folkekirken, når de bliver 60.
Det er umuligt at ændre folkekirkenJeg har aldrig været optimistisk på folkekirkens vegne, og de sidste års arbejde indenfor folkekirken har ikke ændret ved det – tværtimod! Jeg mener i bund og grund, at folkekirkens tilstedeværelse er god, men også, at dens vilkår er ødelæggende for det folkekirken skal, nemlig udbrede, ikke kun kendskabet til kristendommen, men også det man kan kalde kristenlivet, for at være lidt gammeldags.
Folkekirken har i mange år kunnet nøjes med at yde og levere meget lidt, og det bærer den præg af. Der er en udbredt modvilje mod at ændre på tingene, og det er denne inerti internt i systemet, som jeg tror vil modarbejde nogen form for ændringer.
En stor del af de folk, der sidder i folkekirken og har været inden for den i mange år, synes simpelthen er tingene er som de skal være – i store træk i hvert fald.
Det, der præger folkekirken er det, man indenfor organisationsteori kalder "strukturel inerti"; at der i organisationer er kræfter, der aktivt modarbejder forandringer, fordi mennesker tilpasser sig de rammer de befinder sig i, og ikke bryder sig om, at de ændres.
En ændring, hvis den skal komme, mener jeg skal komme ovenfra. Men det bliver næppe Manu Sareen, der kommer til at gennemføre den.
Min frygt er, at den først kommer, når det er for sent for folkekirken, enten når et folketing beslutter sig for at ændre radikalt på folkekirkens betingelser, eller når medlemstallet er så lavt, at folkekirken forsvinder
Bo Billeskov Grünberger er cand.theol og ansat i Folkekirkeinfo. Indlægget er oprindeligt skrevet som et blogindlæg på eftertanke.dk
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano