Søndag rullede 71 texanske bikers på brummende motorcykler ind i Jerusalem. De alternative pilgrimme kom for at udvise solidaritet med det israels folk
Tusindvis af pilgrimme har gennem årene besøgt Jerusalem til fods, på æsel- og kamelryg og inden for de seneste år også i bus.
Men søndag var det brummende Harley Davidson-motorcykler, der bragte 71 barskt udseende pilgrimme til den gamle del af byen. Det skriver
beliefnet.com.
De 71 motorcyklister var klædt i læderjakker, solbriller og havde ansigtet dækket af skæg og kroppen af tatoveringer, da de gjorde deres entré og sluttede sig til de mange ortodokse jøder, der var samlet ved Grædemuren for at bede.
Og de lokale gjorde store øjne, for det var ikke lige til at gætte, at det larmende optog af Harleyer repræsenterede
The International Pentecostal Holiness Church, en sammenslutning under pinsekirken i USA.
Motorcyklisterne tilhører en enhed under kirken, som kalder sig Mission M25 og normalt støtter udsatte grupper som krigsveteraner, tidligere fængslede og hjemløse. Men søndag var det ortodokse jøder, som under aftenens bøn ved Grædemuren fik et skulderklap.
Ifølge den israelske TV-station 7 Arutz Sheva holdt de 71 barskt udseende pilgrimme kort efter deres ankomst til Grædemuren et minuts stilhed for Israels og USA's faldne soldater og bad for Israels folk og land.
Og herefter kom motorcyklerne rigtigt i fokus:
“Ved Grædemuren mødtes gruppen med repræsentanter fra små foreninger af Israelske Harley Davidson-ejere, som kom for at mødes med deres ’brødre,’” rapporterede Arutz Sheva.