Historien om civilregistreringen og folkekirken

Hensigten med indførelsen af kirkebøger var for det første at få etableret en systematisk registrering af landets befolkning, som kunne bruges af den verdslige administration til skatteudskrivning og udskrivning til militærtjeneste i tilfælde af krig.

I 1685 blev der udarbejdet et ny ritualbog for kirken. Enevælden var indført under Christian V, og kirke og statsmagt udgjorde nu om noget en enhed. Kirken skulle med sit gudstjenesteliv omfatte hele det menneskelige liv fra fødsel til død og gøre det menneskelige liv til en Guds-tjeneste. 

LÆS OGSÅ: Kirke og stat - et forhold i opbrud?

I kirkeritualet blev det nu pålagt præsterne, at de skulle indføre både barnets navn og faddernes navne ved dåb. Hertil kom, at præsterne også i kirkebøgerne skulle indføre trolovelser, vielser, skriftemål og deltagelse i kirkens nadver.

I 1736 udstedte Christian VI en lov om konfirmation og bestemte samtidig, at alle konfirmerede skulle registreres i kirkebogen.

Imidlertid var der problemer med, hvordan kirkebøgerne skulle føres. Den enevældige kongemagt forlangte imidlertid ensartethed, hvilket blev gennemført under Frederik VI i 1812. Samtidig blev det bestemt, at kirkebøgerne skulle registrere flytning til og fra sognet, idet ophævelsen af stavnsbåndet for mændenes vedkommende ikke længere fastholdt bondestanden i de landsbyer, hvor man var født og opvokset.

Samfundet var nu blevet langt mere mobilt, men samtidig var det nødvendigt at vide, hvor de unge mænd var at finde i tilfælde af udskrivning til militærtjeneste.

Sikkerheden omkring opbevaringen af kirkebøgerne var problematisk. Brand i præstegårde kunne totalt ødelægge civilregistreringen i for et helt sogn. Derfor blev det påbudt at føre to sæt kirkebøger, en hoved- og en kontrabog, der så skulle opbevares hver for sig. Sognepræsten førte hovedbogen og degnen kontrabogen.

Folkeregistre, CPR og kirkebøgerne
I 1924 blev folkeregistrene indført, og det centrale personregister (CPR) kom til i 1968. Men det ændrede ikke ved kirkebøgernes status som civilstandsregistre. Tværtimod kan man sige.

For med personregisterloven af 1968 blev det samtidig bestemt, at kirkebøgerne skulle indføre samtlige fødsler og dødsfald i kirkebøgerne. og det til trods for, at de anerkendte trossamfund selvstændigt førte en protokol over fødsler og dødsfald.

Dette har imidlertid givet anledning til debat, idet grupper fra andre kirkesamfund samt ateistiske kredse har fundet denne ordning diskriminerende. 

Således rettede en række familier i 2005 fra baptistkirken i Danmark en skarp kritik af civilregistreringen i folkekirken. 

LÆS OGSÅ: Flere baptister nægter at registrere nyfødte

Dette fik daværende kirkeminister Bertil Haarder til at etablere en ordning, hvorefter der blev oprettet et centralt kontor, hvor ikke-medlemmer af folkekirken kan registrere fødsler og dødsfald.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister kommer baptister i møde

Så bør det i forbifarten nævnes, at landets 2125 sognes kirkebøger blev elektroniske i løbet af 2002-2003.

LÆS OGSÅ: Fire første sogne får elektroniske kirkebøger

I Sønderjylland foretager folkekirken ikke civilregistrering
Forholdene i Sønderjylland er anderledes. Efter krigen i 1864 blev Sønderjylland (syd for Kongeåen) indlemmet i Det tyske Rige. Her gennemførte man i 1874 en registerlov, hvorefter civilregistrene alene blev ført af kommunerne.

Da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark, undlod man at foretage ændringer, fordi der i Rigsdagen samtidig var fremsat et lovforslag om, at civilregistreringen skulle overgå til kommunerne. Derfor varetages civilregistreringen i Sønderjylland fortsat af kommunerne.

Det er så den ordning, man fra den nuværende regering ønsker indført for hele landet.