Folkekirken skal tilbyde kristen meditation

Samme dag var der interview med forfatteren til ”Den tredje reformation”, Morten Thomsen Højsgaard, som samler al åndelig søgning under en hat som en strømning, der er løsnings- og succesorienteret.

”Det handler typisk om, at du skal få det bedre, gøre det bedre eller udvikle dig osv,” siger han.

Og så holder han sig til folkekirkens gudstjeneste som sit ”meditationssted”.

Et par dage senere kunne man læse Mogens Kjærs indlæg i debatten. Han minder os om, at Gud jo er aktiv alle steder, og at også østens religioner rummer gudserkendelser.

I Det Nye Testamente oversætter Paulus og Johannes kristendommen ind i en græskpræget livsforståelse til udvikling og berigelse. "Det har kristendommen altid kunnet gøre, også uden at miste Kristus”, skriver Mogens Kjær, hvilket jeg kun kan give ham ret i.

Googler man ord som spiritualitet og meditation, vælder det frem med tilbud, og kendetegnende er det, at den kristne tradition og tilgang glimrer med sit fravær.

Det er i sandhed en skam, for om noget er der en rigdom at hente i den kristne spiritualitet og meditation, en kilde og en trospraksis, som er ældgammel.

Med hånden på hjertet må vi i folkekirken erkende, at vi ikke er nået ud over rampen med den kilde! Den er simpelthen nærmest blev tørlagt og andre meditationskilder tager nu over. Det skal vi gøre noget ved og tilbyde indføring i kristen meditation, ikke for at have et mål om at blive lykkeligere eller for den sags skyld bedre mennesker heraf, for det er langt mere end en teknik. Det er et møde med Kristus.

Det kan ske gennem meditationer over en relevant bibeltekst. Det kan ske gennem et enkelt ord som kærlighed, fred, nærvær eller glæde, som den åndelige søgen higer efter. Ikke som en indre ejendom, det lader sig ikke gøre, men som en dør, Gud åbner til dette menneskes hjerte.

En sådan kontakt med Gud beriger et menneske på et helt anden plan og har en bærekraft i sig. En definition af en kristen meditation kan være: ”at tømme sig en stund for forvirring og adspredelse for at lade sig fylde af Gud”. 

For at komme i ro med krop og sjæl kan østligt inspireret meditationsteknik være en hjælp til at være i Guds nærvær. Det er der på ingen måder noget forkert ved. Centrum er herefter den treenige Gud, som har sine helt egne måder at nå et menneskets hjerte på, give det fred og forløse det ved at sige: ”Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift” (Matt. 6,33)

Det vil sige, at Gud er og bliver ”hovedpersonen”, så vi ikke selv behøver at fylde det hele. Her kan vi hente næring til at mødet omverden på en ny måde.

Mange års erfaring har givet mig et kendskab til nyåndelighedens trosbagage. Jeg finder det berigende at mødes med mennesker, der har en længsel efter Gud, som det i virkeligheden handler om, uanset hvad vi kalder det.

Kendetegnende er, at der i denne søgen er en dogmetræthed, at ord ikke gør det alene, men der kaldes på erfaringstro og levet liv, at der er en længsel efter at blive et mere helt menneske, og at der bruges andre ord, end der er tradition for i folkekirken. For eksempel energi, kraft, transformation, spiritualitet, meditation, lys, kristusbevidsthed, indre fred, indsigt, oplysning og reinkarnation.

Når vi mødes og ikke blot taler om Gud, men er sammen i en trospraksis, hvor Kristus er i centrum, så opstår der et åndeligt fællesskab, der åbner døre til Gud.

Det er min erfaring som præst, at kirkens stærke side blandt andet er ritualerne. Ved at lyse velsignelsen over et menneske og bede en bøn får troen form. Gud er i centrum, hverken præst eller det åndeligt søgende menneske. Det aflaster begge parter og giver plads til Åndens virke.

Denne aflastning har vi brug for i dag på det mentale og åndelige plan. Der er i tidens åndelige søgen en tendens til, at alt afhænger af det enkelte menneske selv, hvad vi gør og ikke magter at gøre. Det fører let til en overanstrengthed og en overmenneskelighed, som ingen steder hører hjemme. Selvudvikling i form af selvbesindelse er både spændende og godt, for det at være mennesker er at være i bevægelse og komme til nogle erkendelser, men hvis vægten alene ligger på ”mig selv” tipper det og kan blive en byrde og en belastning, ikke en frisættelse. I stedet for selv-udvikling i den form, kunne vi gå vejen sammen og prøve at af-vikle jegets fokusering, så den åndelige dimension som Gud er, får plads i stedet for. 

Her er en ”overgivelsesbøn” som kan bedes, og  om kan være centrum i en meditativ fordybelse:

Kære Herre, Jesus Kristus!
Jeg overgiver al min livskraft,
alle mine tanker
og alt mit arbejde til dig i dag.
Jeg overgiver mig til at leve i kærligheden,
i villigheden
i lytten og
i afmagten.
Jeg overgiver mig til at tjene dig
i lyset af din opstandelseskraft
du min Herre og min Gud!
Amen.