Var det en tilfældighed, at reinkarnation blev afvist ved det 5. økumeniske kirkemøde i Konstantinopel i 553? spørger lektor Karsten Fledelius

Flere skribenter har den kirkehistoriske stafet har været inde på oldkirken, som jeg er dybt fascineret af, herunder kejser Konstantins rolle i forhold til kristendommen, og det 4. økumeniske kirkemøde i Chalkedon over for Konstantinopel i 451.

Andre har været inde på kejser Justinian I, kejser i det østromerske/byzantinske rige 527-565 og bygherre og genopbygger af Hagia Sofia-kirken i Konstantinopel, som jeg netop har besøgt.

Til kirkemøde i Konstantinobel
Denne stafet skrives faktisk i Konstantinopel, det moderne Istanbul, som denne kejser har præget lige så eftertrykkeligt som Christian IV har præget København.

Begge herskere var energibundter, som interesserede sig både for krigsførelse, arkitektur, kunst, lovgivning og teologi. Justinian I gik endda så langt, at han (og ikke paven) indkaldte til et fælleskristent kirkemøde i Konstantinopel i 553, for at man skulle tage stilling til tre kirkefædres skrifter.

Kejserens holdning var, at de burde fordømmes, fordi de lå for tæt på de holdninger, som var blevet fordømt ved det 3. økumeniske kirkemøde i Efesos i 431, og som mente, at Jesu to naturer, den guddommelige og den menneskelige, var så adskilte fra hverandre, at man ikke kunne kalde Maria for "Gudsmoder," kun "Kristi Moder".

Så vidt gik disse tre kirkefædre ikke, men når kejseren trak dem frem, var det for at komme de såkaldte monofysitter i møde, dem der mente, at Jesus egentlig kun har én natur, den guddommelige, en fremherskende opfattelse blandt andet i rigets vigtige sydlige provins Egypten.

Dette standpunkt var godt nok blevet forkastet ved det 4. økumeniske kirkemøde i Chalkedon 451, men det havde ikke gjort noget positivt indtryk på egypterne. Nu håbede kejseren på gennem fordømmelsen af disse tre mindre kirkefædre at komme egypterne lidt i møde uden at fornægte Chalkedon.

Reinkarnation var på dagsordenen
Dette kunne se ud som ren kirkepolitik og derfor uinteressant med nutidens øjne. Men i virkeligheden har 5. koncil fået en særlig betydning, fordi opgøret med de tre forfattere samtidig indeholdt en klar afvisning af noget, der havde rumsteret i oldkirken: muligheden for genfødsel (altså reinkarnation) ud over på opstandelsens dag.

Dette er blevet fremhævet af så usædvanlig en person som den amerikanske filmskuespiller Shirley MacLaine, som ud over sine markante filmroller også har skrevet bøger om spirituelle emner, herunder reinkarnation.

Hendes bog "På dybt vand" handler blandt andet om hendes vej til en tro på reinkarnation, som igen får hende til at fokusere netop på 5. koncil i 553.

MacLaine mener, at det var skæbnesvangert for kristendommen, at man det år i Konstantinopel traf den beslutning, at reinkarnation var uforeneligt med kristendommen, til trods for, at den tidligere kristne kirke ikke havde udelukket det.

Reinkarnation rumsterer også i folkekirken
Diskussionen blev i den danske folkekirke aktualiseret ved sagen mod en kirketjener og medlem af menighedsrådet i en københavnsk kirke, Steen Ribers, som man fra præsts og biskops side udstødte af folkekirken, en afgørelse som blev omstødt ved en domstolsafgørelse.

Men den kom mest til at gå på, i hvor høj grad man som ansat i folkekirken er forpligtet på dens fortolkning af kristendommen, og om man som medlem af et menighedsråd er det.

Det blev til en sag om folkekirkens rummelighed på lægmandssiden, og rummeligheden vandt ved retten. Men diskussionen gik i reglen ikke dybere ned i problematikken, hvorfor genfødsel skulle være uforenelig med kristendommen – det var den åbenbart bare.

Sagen udløste imidlertid en interesse for spørgsmålet, som man kan forvisse sig om ved at se på religion.dk under stikordet "reinkarnation".

Var det en tilfældighed, at kirken afviste reinkarnation?
Det er absolut tankevækkende at læse kristne og ikke-kristne teologiske bidrag til diskussionen. Men var det de samme argumenter, som prægede diskussionen i 553? Det er derfor, jeg gerne ville have været flue på væggen til kirkemødet i Konstantinopel. Hvordan forløb diskussionen?

Var reinkarnationsspørgsmålet overhovedet et væsentligt argument for forkastelsen af de tre forfatteres værker? Og i så fald, med hvilke begrundelser?

Eller var det i virkeligheden ren kirkepolitik, mødet drejede sig om, og mere eller mindre en tilfældighed, at reinkarnation blev fordømt ved samme lejlighed? Hvad var kirkeledernes og kejserens rolle i debatten?

Og ville de synspunkter, som der var blevet fremsat dengang under diskussionen, have været forståelige og acceptable for en nutidig kristen? Det er det, jeg gerne ville have fået svar på ved at være flue på væggen.

Det er generelt min opfattelse, at der er meget at hente i de tidlige kristne teologiske overvejelser. Et eksempel er Irenæus af Lyon (ca. 130-ca. 200) og hans betydning for Grundtvig. Oldkirken er stadig et relevant prisme at se kristendommens teologi igennem.

Karsten Fledelius er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet