Når ægteskabsbegrebet frigøres fra den familiestiftende kønsforskel mellem mand og kvinde, nedbrydes forestillingen om familien som samfundets urørlige kerne, skriver sognepræst Agnete Raahauge

Den nye regering arbejder frem mod en kønsneutral ægteskabslovgivning.

Men når man er så forstokket, som jeg er – undskyld! – kan det være meget svært at vænne sine tanker af med at hænge fast i årtusinders tradition for, at ægteskab og kønsforskellen mellem mand og kvinde har temmelig meget med hinanden at gøre.

LÆS OGSÅ: Homoseksuelle får lov til at sige ja i kirken

Men jeg må vel til at lære, at børneavl og ægteskab principielt har lige så lidt med hinanden at gøre som biler og ægteskab. Mange ægtepar anskaffer sig en bil, men det har ikke noget ægtefællernes køn at gøre, at der pludselig står en bil i garagen.

Men mens jeg træner min træge forestillingsevne i at se kønsneutralt på ægteskabet, så kan den nye regering lade sig inspirere til yderligere tiltag i retningen af kønsneutral ægteskabslovgivning ved at læse i Aldous Huxleys ”Fagre nye verden.” De kender den sikkert allerede, men læs den igen!

I den fagre nye verden er kønsliv og børn skilt smukt fra hinanden, for børn undfanges på flasker og opfostres af staten.

Hvor hører børnene til?
Nu er statslige opfostringsanstalter jo ikke særlig hyggelige, men man kunne jo forestille sig en verden, hvor de flaskeundfangede børn distribueredes til kønsneutrale ægtepar efter ansøgning – og selvfølgelig efter behørig undersøgelse af det kønsneutrale ægtepars omsorgsevner.

Nu synes læseren nok, at jeg er for langt ude. Jeg undskylder, men jeg kan ikke frigøre mig fra den ubehagelige tanke, at når ægteskabsbegrebet frigøres fra den familiestiftende kønsforskel mellem mand og kvinde, så er vi kommet et godt stykke hen ad vejen mod at nedbryde forestillingen om familien som samfundets urørlige kerne.

Når ægteskabet principielt ikke har noget med opfostringen af børn at gøre, fordi ægteskabet nydefineres som helligelsen af to parters indbyrdes kærlighed uanset køn, så må vi jo til at tænke anderledes om, hvor børnene egentlig hører til. Og så meget er klart – det er ikke nødvendigvis i familierne.

Agnete Raahauge
Sognepræst