Rasmus Seebach: “Skal vi ikke bare håbe på, at vi ses igen?”

Håbet om gensyn
Rasmus Seebach husker tydeligt, hvordan fortællingen om Nangijala beroligede ham som barn, og i dag kan han stadig finde ro i håbet om engang at skulle møde sine elskede igen. Men han understreger, at der netop er tale om et håb:

”Man ved det jo ikke. Der er ingen af os, der ved det. Uanset hvor religiøse vi end måtte være, så er der ingen af os, der kan vide os hundrede procent sikre på, hvad der sker, den dag, vi lukker øjnene. Men altså, man kan lidt selv vælge her: Vil man gå rundt med sorte briller på og se det hele i et sort og kedeligt lys og tænke: ’En eller anden dag, så er det slut’. Eller skal vi ikke bare håbe på, at en eller anden dag så ser vi hinanden igen?”

Mere konkret bliver det ikke, og det er Rasmus Seebach helt bevidst om. Han vil helst afholde sig fra at lægge et specifikt religiøst indhold ind i sit håb om et liv efter døden:

”Nu kalder jeg det Nangijala, fordi jeg er blevet inspireret af denne her skønne historie ’Brødrene Løvehjerte’. Men det kunne hedde alle mulige andre ting. Det er bare det der med: Lad os håbe på, at vi ses igen,” forklarer han.

Selv om sangen ”Nangijala” er ganske ny, er der allerede mange, der over for Rasmus Seebach har givet udtryk for, at den hjælper og trøster dem. Det betyder meget for ham:

”Når jeg læser, hvad folk skriver på YouTube eller modtager smukke mails, så er det eneste, jeg kan tænke bare: ”Hvor er jeg glad for, at jeg laver det, jeg gør! Hvor er jeg bare lykkelig for, at jeg kan være med til at lave ting, som kan hjælpe folk.”

Jul, savn og minder
Julen nærmer sig. Mange har et tvetydigt forhold til netop julen, fordi den kan forstærke savnet af dem, man har mistet. Rasmus Seebach, der selv mistede sin far for nogle år siden, kender alt til det, at julen er en blanding af glæde og sorg:

“Når det bliver koldt derude og man søger ind i varmen og tilbringer tid med dem, man elsker, så er det jo klart, at man også bliver opmærksom på, at der er nogle mennesker, som plejer at være der, der mangler. Julen er god til at bringe minderne frem.”

Så det er altså godt, at man bliver mindet om sit savn?

“Ja, bestemt. Men det er også forbundet med tårer og tristhed. Juleaften, når julemaden begynder at dufte, så tænker jeg da altid: ‘Det var min far også med til i gamle dage’, og det er han selvfølgelig ikke mere. De der gode minder, man har fra sin barndom, dem kan man nok ikke løbe fra – og gudskelov for det. Det er jo ligesom det, det hele går ud på. I hvert fald for mig.”

Interviewet er ved at være slut, og Rasmus Seebach er allerede på vej videre til sin næste aftale. Inden vi siger farvel, når han dog lige at ønske “glædelig jul”. Lidt tidligt, vil nogen nok mene, men det vil Rasmus Seebach gerne gøre op med:

“Det er blevet meget normalt, at man ‘hader lidt på julen’ og brokker sig over, at den begynder alt for tidligt. Og man må ikke sige ’glædelig jul’, før det er helt rigtigt. Men hvem har nu bestemt det? Skal vi ikke bare starte så tidligt som muligt? Hvis det er det, der skal til, for at vi smiler til hinanden og nyder hinanden, så lad os da bare komme i gang!”