“Advent rimer på Kristi død og blodige sår”

Ved redigeringen af den forrige salmebog (1953) fandt man det lige lovlig meget at tage det fjerde vers med, hvori Brorson reklamerer for den daglige hyldest af Jesus, hosianna-råbet fra indtoget, som det foregår gennem det kristne hjems andagtsliv.

Han kaldet det ligefrem ”daglig kirkegang”, og denne stadige fordybelse i, hvad ”Jesu død og blodig sår” indebærer, omskaber hverdagen til ”mit hjertes daglig frydefest.”

Det vers syntes Salmebogskommissionen, at man dårligt kunne undvære og tog det derfor med i den nuværende salmebog.

Kristi komme er en verdensbegivenhed
Men det er bemærkelsesværdigt, at Brorson har ambitioner om, at Jesu Kristi menneskevorden ikke blot kan klinge med glædens toner i gudfrygtige kristne hjem og selvfølgelig i den kristne gudstjeneste, men også burde give genlyd overalt på jord. Kristi komme er og bliver ganske enkelt en verdensbegivenhed:

”O, måtte dog den ganske jord nu blive til et syngekor, al verden til en helligdom, fordi Guds søn til verden kom!” v. 6.

Så store linjer kan trækkes, når man som Brorson ikke idylliserer, men kommer til sagens kerne fra starten. Kirkeår rimer på Jesu sår. Meningen med kirkeåret er, at dets forskellige tekster og perspektiver skal belyse hele tilværelsen i dens omskiftelighed.

Det rimer kun med de færrestes virkelighed, hvis billedet males alt for rosenrødt og romantisk. Fordi Brorson – i øvrigt uden udpenslinger i stil med Mel Gibsons Kristusfilm "The Passion of the Christ" fra 2004 – tager sit udgangspunkt i ”Jesu død og blodig sår” og giver den syngende et betryggende grundlag til at stå ansigt til ansigt med Gud, er den slags adventssalmer langtidsholdbare også for dem, der må synge den med friske sår.

Niels Jørgen Kobbersmed er sognepræst og har været med i Salmebogskommissionen