Jens Ramsing |
5. december 2011
Julen byder på et musikalsk miskmask. Men der er mange gode koncerter, man kan gå til, skriver organist Jens Ramsing
Julen er et gedemarked – også musikalsk. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte. Denne højtid lever i liturgisk renfærdighed og musikalsk stringens slet ikke op til kirkens øvrige højtider. Derfor er den præget af et musikalsk miskmask. Selv en skelnen mellem advent og jul kan være svær at få øje på.
Det hele er en pose blandede bolsjer. Lidt engelsk tradition (De ni læsninger), et hav af katolske Ave Maria’er (nogle bedre end
andre) og danske julesalmer.
Og dog, hvis man ser godt efter, er der også musikalske vitaminer på menuen. Der er organister, som opfører Messiaens orgelsuite La Nativité du Seigneur, ligesom man kan høre Bachs juleoratorium I-III og mesterens Messe i h-mol. Händels Messias er fast programpunkt flere steder i landet, og endelig skal man ikke kimse ad
"blandede bolsjer."
Julekoncerter bebuder fred på jordenDer finder et ufatteligt antal julekoncerter sted i hele landet – i landsbykirker og i domkirker. Mange steder er niveauet ganske højt. Og et juleprogram kan godt sammensættes med smag og omtanke. Fra advent til jul – gode komponister og kernesalmer – fra eftertænksomhed til enfoldig glæde og afslutningsvis lidt godter til de
kirkefremmede.
Fred på jorden er det fromme budskab, som forener os alle. I Christianskirken, København, synger VokalEnsemblet og Middle East Peace Orchestra julen ind med koncerten for fred, hvor sangere og musikere fra en vifte af nationaliteter og flere trosretninger møder hinanden i sange og melodier fra mellemøsten og Danmark.
Musik fra Messias møder arabiske sange, klezmertradition og dansk juletradition.
5 gode koncerter
Gå til to julekoncerter! Den ene i din egen kirke. Her vil du sikkert blive glædeligt overrasket over niveauet. Der er mange dygtige kirkekor og organister i Danmark. Den anden julekoncert kunne være en af nedenstående (eller en tilsvarende):
Mandag den 5. december kl. 20.00 i Sorgenfri Kirke:
Bach: Juleoratorium I-III
Københavns Bachkor og Øresunds Barokensemble
Solister: Anna Jobrandt, Trine Bastrup-Møller, Mathias Hedegaard og Steffen Bruun
Dir.: Jan Scheerer
Tirsdag den 6. december kl. 19.30 i Sct. Mortens Kirke, Randers:
Messiaen: La Nativité du Seigneur (Kristi fødsel)
Christian Præstholm, orgel
Onsdag den 7. december kl. 19.30 i Holmens Kirke, København:
Händel: Messias
Mogens Dahl Kammerkor og Barokensemble
Fredag den 9. december kl. 19.30 i Christianskirken, København:
VokalEnsemblet og Middle East Peace Orchestra
Mandag den 12. december kl. 20.00 i Helsingør Domkirke:
J.S. Bach: Messe i h-mol
Solister: Anna Jobrant, Christina Larsson Malmberg, Camilla Toldi Bugge, Annkristin Wesser Ingels, Helle
Grarup, Inbal Hever, Elenor Wiman, Christian Damsgaard, Josef Hamber, Erlend Tyrmi og Steffen Bruun.
Koncertmester: Jonathan Ofir.
Jens Ramsing
Pianist og organist
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano