Præst: ”Jeg kunne ikke begribe idéen med at fejre jul”

Sådan kunne de i grunden have fortsat med at fejre jul i Pernille Østrems familie. Men da Pernille blev teenager, nåede hun til et punkt, hvor hun begyndte at spørge sig selv: ”hvorfor gør vi egentlig det her?” ”Jeg havde ingen aktier i det, intet forhold til det,” forklarer hun.

Konsekvensen blev, at Pernille Østrem foreslog sine forældre, at de ”skruede ned” for juleriet. Det gjorde de så, og efterhånden blev der slukket helt for julen i hendes familie.

Kampen med julen
De næste mange år holdt Pernille Østrem ikke jul.

”Jeg var altid den, der gik på arbejde juleaften. Jeg var altid den, der sagde ’jeg skal nok tage vagten’. Så blev børnefamilierne så glade,” husker hun.

Ikke engang da Pernille Østrem blev praktiserende kristen og begyndte at læse teologi, gav julefesten mening for hende:

”Selv som et kristent menneske kunne jeg simpelthen ikke begribe ideen med at fejre jul. Jeg tror, jeg skulle modnes. Altså, man kan vel komme ind til julens kerne gennem sin barnetro, men den havde jeg jo ikke. Når man ikke har sin barnetro, må man – om ikke gå i barndom – så overgive sig og give slip og kaste sig ud i julen. Andre modningsprocesser handler om, at man skal blive mere struktureret og få styr på tingene. Jeg tror, det er anderledes med en religiøs dannelse.”

Der skulle gå en rum tid, før Pernille Østrem kunne ”kaste sig ud i julen”. For hende var kristendommens omdrejningspunkt den voksne Jesus og påsken, og hun kunne ikke finde nogen plads til fejringen af julen og barnet Jesus. Men så en dag læste hun Kaj Munks skuespil ”En idealist”, og det blev et vendepunkt for hende:

”I Kaj Munks skuespil møder kong Herodes det lille Jesusbarn, der afvæbner ham bare ved at række ud efter ham, som små børn nu gør. Det der med, at det mindste og svageste og mest skrøbelige afvæbner det store og stærke – da jeg læste det, blev Jesusbarnet levende for mig,” fortæller hun.

Og sådan kom julen lige så stille tilbage i hendes liv.

Den store julefavn og skrøbeligheden
Pernille Østrem blev gift og begyndte at holde jul sammen med sin mand og hans børn – ”og det var også vildt hyggeligt,” siger hun.

Da hun blev sognepræst, gik det imidlertid op for hende, at hun havde et drive i forhold til at sprænge de små lukkede fællesskaber juleaften.

Dermed er vi tilbage ved Stefanskirkens ”store julefavn”:

”Ingen, der ikke vil, skal sidde alene juleaften. Vi har lyst til at være forpligtet af det fællesskab, vi har som menighed,” siger Pernille Østrem.

Så juleaften slår hun og hendes mand dørene op til præsteboligen og inviterer folk fra menigheden og lokalsamfundet på julemad, juletræ, salmer, sange og hvad der ellers hører til.

Når Pernille Østrem sidder der juleaften med sit hjem fyldt af mennesker alle steder fra, går det hele langt om længe op i en højere enhed for den tidligere jule-skeptiker:

”Så giver det pludselig mening at tale om ’den kristne familie’. Det er virkelig stort, at man kan fejre noget så intimt, som juleaften er, på den måde. Det er ekstremt berigende at lade det intime åbne sig lidt op,” forklarer hun.

Samtidig peger hun på, at det er en meget skrøbelig jul, de holder i hendes hjem. Forsamlingen af mennesker med vidt forskellige baggrunde og historier gør nemlig, at det aldrig på forhånd er givet, hvordan juleaften vil forløbe:

”Juleaften, der er den mest traditionsbundne aften hele året, lægger vi kontrollen og forudsigeligheden fra os. Juleaften og julenat lader vi os overmande af det skrøbelige og det ukendte – lidt ligesom Herodes i Kaj Munks skuespil.”

Du lyder meget begejstret for julen nu. Vil du sige, at du er blevet jule-entusiast?

”Ja, jeg er lykkelig for julen nu. Men juleaften betyder kun noget for mig som en del af et fællesskab. Det er kun, fordi der kommer 15 mennesker hjem til mig, at jeg synes, det er fedt at have et juletræ, der går helt op til loftet.”