“Hans-Erik Lindström hjalp mig med at finde vejen”

Pilgrimspræst Hans-Erik Lindström viste mig, hvordan man går livets vej, skriver sognepræst Peter Grarup

Hvad er kristen spiritualitet ? ”Spiritualitet” er et underligt ord. Det kan betyde alt muligt, derfor bruger jeg det så lidt som muligt. Jeg er også efterhånden blevet lidt betænkelig ved ordet ”kristen.”

Nogle er ved at tømme det ord for indhold ved at bruge det som betegnelse for etnisk tilhørsforhold, kulturel sammenhæng, ja sågar etisk overlegenhed og politisk korrekthed, og måske for endnu mere, som heller ikke har noget med ordets betydning at gøre.

Sjovt nok ved vi, hvor ordet stammer fra. Det kan læses i Apostlenes Gerninger (11,26): "Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."

En kristen er altså en, der først er "discipel." Det betyder "elev" og i denne sammenhæng altid elev af Jesus Kristus.

En kristen er en elev af Jesus
Det vil jeg gerne være, og det tør jeg kalde mig uden at være flov over ikke at være så dygtig og uden altid at skulle forklare, at jeg absolut ikke synes, at jeg er bedre end andre.

Jeg tror på Jesus. Det betyder ikke, at jeg kan forklare alle gåderne i Bibelen og i livet, men at jeg hænger uhjælpeligt fast i den dybe tryghed, han giver mig, når han siger til mig, at ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

Jeg er jo en (lille) del af verden, så det er også mig, der skal frelses ved ham. Det er jeg glad for. Og så bliver jeg til stadighed mere fascineret af hans ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Der er meget at lære. Ikke om alle mulige veje og alle mulige sandheder, men om ham.

Så når nogen spørger (og det gør redaktøren jo), hvem der er mit forbillede, er svaret: Det er Jesus Kristus, som jeg er elev af.

Jeg har truffet mange elever af Jesus
Dumpeprocenten må være høj i skolen hos Jesus. Jeg har ikke endnu mødt nogen, der er nået længere end til 1. klasse. Til gengæld bliver vi aldrig smidt ud, og alle former for snyd er tilladt. Vi må kigge hinanden over skulderen og skrive af efter hinanden i et væk.

De første, jeg lærte noget af, var min mor og far: ”Fader vor” og ”Gud give os lykke og gode råd” og den slags. Min sidekammerat gennem livet hedder Gunhild. Hun er rigtig sød og god at lære af. Hun lokkede mig for snart længe siden med på pilgrimsvandring, og det fik vi meget ud af. Mange spændende elever af Jesus har vi mødt ude på landevejene. Jeg har blandt andet lært, at mange andre også længes efter at lære mere om vejen og sandheden og livet.

Nogle pilgrimme husker jeg navne på. Blandt andre Hans Erik Lindström (som er pilgrimspræst i Vadstena og forfatter til ”Pilgrim og fältarbetare” ). Han skriver: ”Pilgrimsmotivet vinner alt större terräng i våra kyrkor idag. Det er ingen slump. Pilgrimsvandring och valfärd har altid varit kännetegnet på en levende kyrka. De första kristna kallades 'Vägen.' De gick livets väg – inte bara symbolisk.”

Hans Erik har også lært os at skrive af efter Birgitta af Vadstena:

”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den”. Da jeg havde sagt det rigtig mange gange, gik det pludselig en dag op for mig, at det måske er præcis, hvad han gør – viser mig sin vej. Så fik jeg travlt med sidste sætning: ”Og gør mig villig –”, for det er jeg ikke så god til.

Stilhed er Guds sprog
Der er to fag, der bliver stadig vigtigere for mig. Det ene hedder: ”De andre” og lektien lyder: ”Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre imod dem”. Det er svært. Jeg bliver hele tiden nødt til at begynde forfra og repetere ”- forlad os vor skyld –”.

Det andet fag er ”Stilhed”. Vi har mødt en gammel munk, Thomas (Keating), der med et underfundigt smil i øjenkrogene siger: ”Stilhed er Guds oprindelige sprog. Alt det andet er dårlige oversættelser.”

Han har opdaget, hvor godt det er at være i Guds nærhed i stilhed, uden ord og uden krav.

En anden god ven, den gamle biskop Martin (Lönnebo, forfatter til bl.a. ”Væven – den store træningsbog for sjælen”), siger, at det er godt at sætte sig stille på en bænk ved nådens hav og glædes ved udsigten ind i evigheden. Der, hvor Guds kærlighed er alt i alle.

Der er velsignelse nok til alle
Det bliver let lidt kaotisk. Men jeg mener nu ikke, at det at ”udfolde sin åndelighed” adskiller sig så meget fra at tømme opvaskemaskinen og snakke med min kone eller hente børnebørn i dagplejen. Hvis ikke åndeligheden – det, der knytter mig til min lærer, Jesus, - er noget helt praktisk, så kan det såmænd være lige meget, for Jesus er jo altid helt praktisk.

Men der kan da også godt blive tid til nogle helt praktiske øjeblikke i en stol med lukkede øjne eller med øjnene i Bibelen. Fader vor og Jesusbønnen er altid lige ved hånden. Der er ”meditativ bibellæsning” i kirken hver 14. dag, og det er en stor og helt praktisk rigdom at høre, hvad andre elever kan have at sige. Af og til er der tid til pilgrimsvandring – og det kan godt bare være en tur ned i ådalen med ”Birgittas bøn” i tankerne.

Men det vigtigste er altså, at det fra begyndelsen har været skik og brug, at Jesu elever mødes hver søndag for at synge lovsang og fejre hans opstandelse og nærvær. Det er et dejligt broget sammenrend, og der er altid brød, vin og velsignelse nok til alle. Og han er der selv. Hver gang. Det har han lovet.

Peter Grarup
Præst og pilgrimsleder
Se: www.pilgrim-nordjylland.dk