Det var også i de urolige år, at Stygge Krumpen ihærdigt prøvede at sikre den katolske kirke og beskytte kirkesølvet mod at blive smeltet om til mønter til betaling af tyske lejesvende, indtil han til sidst var nødt til at drage mod syd og fortælle den kommende, lutherske konge Christian d. 3., at de katolske bisper ville have ham som konge.

Det var ikke en rejse, der huede den katolske Stygge Krumpen, som frygtede for den katolske kirkes fremtid, når Danmark fik en overbevist luthersk monark.

Under Grevens Fejde skulle Stygge Krumpen og hans elskerinde Elsebeth være flygtet til Voergård, hvor de ifølge legenden gemte sig i en bageovn, inden de flygtede til Sæby. Stygge Krumpen endte dog i fængsel i Sønderborg – en tid endda sammen med Christian d. 2.

Stygge Krumpens sidste år blev fredelige på Asmild Kloster, hvor han fungerede som kongens lensmand. Så den så magtfulde katolske biskop endte altså som embedsmand for den lutherske konge.

Stygge Krumpen var også rummelig
Historikeren Gert Jensen og teologen Jørgen Jørgensen har sammen med tegner Thierry Capezzone tegnet og skrevet et portræt af den i Danmarkshistorien så kendte biskop i en 47 siders lang tegneserie, som er en del af Hjørring Kommunes kultur-, erhvervs- og turismefremstød ”Krumpen”. Tegneserien har solgt mere end 2000 eksemplarer den første uge i december.

”Stygge Krumpens virkelige historie er både bedre, mere dramatisk og mere kompleks end myterne om den kendte biskop. For der er ingen tvivl om, at Stygge Krumpen var en hård mand. Men altså ikke kun. Han var også en blød og rummelig mand,” siger en af tegneseriens forfattere Gert Jensen og fortsætter:

”Stygge Krumpen var for eksempel en af de såkaldte bibelhumanister, der var rummelige nok til at kunne inkludere andre end dem, som kun troede på ordet bogstaveligt eller troede, som de selv troede. Stygge Krumpen indsatte således protestantiske præster i stiftet, selvom han selv var katolik – og han mere end de fleste andre katolske biskopper kæmpede for sin tro.”

For Stygge Krumpen var en af de få katolske biskopper, som ikke med det samme ved reformationen afsværgede den katolske tro, men som holdt fast i den i lang tid, før han – på overfladen i hvert fald – gik over til den nye evangelisk-lutherske lære.

For Stygge Krumpens vedkommende minimum i de seks år, hvor han sad i fængsel i Sønderborg, inden han underskrev forpligtelsesbrevet, hvor han afsværgede sig sin bispeværdighed og lovede troskab mod kongen.

Stygge Krumpen og magten
”Stygge Krumpen og hans medsoverske Elsebeth - som det hed, når en katolsk biskop levede i et åbenlyst ægteskabeligt forhold til en kvinde på den tid – var også meget afholdt af bønderne, som de stik mod myterne behandlede godt både i det daglige, og når der var problemer med penge og sygdom. Det var derimod adelen, som ikke kunne lide den magtfulde bisp, fordi han tog magten fra dem," siger Gert Jensen og siger, at man jo skal huske på, at det jo var adelen, der senere fortalte og skrev historien om biskoppen.

Og de havde ikke noget godt at sige om den mand, som tog magten fra dem.

Danmarks første protestantiske konge Christian d. 3. skal også have sagt, at han kun ville være konge i Danmark, hvis Stygge Krumpen sagde ja til det.

For Børglums biskop var ikke blot en blød humanist, der var god ved folk og fæ. Han var også og i særdeleshed en mand med magt og viljen til at bruge den. Faktisk så meget, at han i den kongeløse tid skulle have sagt: "Hvad skal Danmark med en konge? Jeg er her jo!"